Annonce
Give - Udstyret med tyskerhjelm, Baron von Richthofen-flyverbriller og en rendegraver påmonteret en balstyrisk tryklufthammer slog Vejle Kommunes borgmester Arne Sigtenbjerggård i silende regnvejr hul på ombygningen af Give gamle Skole/Rådhuset til stående bifald fra de fremmødte paraplydækkede "spadestiksgæster", der kunne notere sig, at Sigtenbjerggård havde lidt begyndervanskeligheder med at vælte den bygning, der tidligere har huset borgmesterikoner som Curt Nielsen og Villy Dahl Johansen.
Annonce
Knutzen: Vi skal nok bruge alle 18 millioner
Men hul gik der dog på projektet, der under den formelle åbningsseance med taler af Sigtenbjerggaard, kulturudvalgsformand Dan Arnløv og formanden for Give i Live, Finn Knutzen, fik sit officielle navn, nemlig "Huset". Det var Finn Knutzen, der afslørede navnet, der er fundet via en konkurrence. - I dommerkomiteen faldt vi for navnet "Huset". Det er enkelt og mundret og signalerer, synes vi, at det her hus bliver et sted for alle, og et sted med plads til mange forskelligartede aktiviteter, lød det fra Knutzen, der med glimt i øjet og direkte henvendt til borgmesteren, der holdt Give i Live-formandens paraply, garanterede, at man nok skulle sørge for "at bruge de bevilgede 18 millioner godt".
Annonce
Sigtenbjerggaard: Det er 100 % giveborgernes valg
- Aarrh, det er nu kun 15 millioner, replicerede talstærke Sigtenbjerggaard lynhurtigt, og der havde han måske fat i noget helt essentielt, den gode venstremand. For han indledte faktisk sin tale med at understrege, at af de drøftede muligheder for et nyt kulturhus i Give, var dette ombygningsprojekt ikke blandt borgmesterens foretrukne. - Men jeg respekterer jeres valg, for det er netop giveborgernes valg, og det er jer giveborgere, der skal bruge huset fremover, lød det fra borgmesteren. Den anden mulighed var et nybygget kulturhus midt på Torvet i Give, men det projekt blev fravalgt af Give i Live, idet man efter lang tids projektering fandt frem til, at man får mange flere kvadratmetre for pengene ved ombygningsmodellen. Og så er vi tilbage ved de 15 eller 18 mill. kroner. For et nybygget kulturhus midt på Torvet får man næppe til hverken 15 eller 18 millioner. Der mangler nok nærmere et nul i dén ligning!
Annonce
Arnløv: Der har været mange ord
Modsat borgmesteren var Dan Arnløv godt tilfreds med giveborgernes valg af kulturhusmodel. - Det kan gå hen og blive et rigtig godt sted det her. Huset får en fantastisk beliggenhed 150 m. fra centrum, masser af plads og med en smuk park lige ved siden af. Processen med at nå frem til "første spadestik" her i dag har været lang. Der har været mange ord, men alle er blevet hørt, og det har været en helt klar demokratisk proces. Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, så ord kan blive til gerning, sagde kulturudvalgsformanden, der i dagens anledning havde Holger Gorm som paraplyholder, hvilket gav anledning til følgende hurtige og muntre replik fra den konservative byrådspolitiker. - Det er da vist første gang, du har været med til at støtte kulturen, Holger. Dén grinede de en del af, især de fremmødte byrådspolitikere, der alle på dagen var blevet udstyret med ens kommune-paraplyer i parasolstørrelse.
Annonce
Og så var der pølser
Efter at den officielle del var vel overstået, kunne de i forhold til det sjove tidspunkt midt på dagen og de regntunge efterladenskaber efter orkanen Gonzales, ret mange fremmødte gæster komme i tørvejr inde i "Husets" byggetomt, hvor 150 børn fra de mindste årgange fra Firkløverskolen med Anderes Graae som pædagogisk og musikalsk løvetæmmer fremførte en række af de fremtidssange, de har skrevet sammen med Graae. Til denne livsbekræftende underholdning blev der serveret øl og vand samt ikke mindst hot dogs ad libitum fra den udenfor "Huset" opstillede pølsevogn.
Annonce
Det bliver folkets hus
Og det må man sige: Pølser, pilsnere og børnesang var slet ikke nogen symbolsk set dum start på ombygningen af det hus, der rummer minder om gamle skoledage og raslende borgmesterkæder. Et hus der har haft besøg af croonerne Henning Stærk og Anders Blichfeldt, Vild med Dans-fænomenet Thomas Evers, den lokale lirekassemand, kunstnerne fra CreaGive, unge lokale musiktalenter, kunstferniseringer, frokostjazz - og altså nu også borgmesteren iført tyskerhjelm og flyverbriller fra 1. verdenskrig. Et mere folkeligt sammensat kludetæppe af gode bredtfavnende aktiviteter skal man lede længe efter - og folkeligt, det skal det være og blive, når "Huset" bliver indviet til efteråret 2015, gerne med comeback til pølsevognen og helst uden "Gonzales-eftervirkninger".
Annonce