Annonce
Billund

Godt nyt for Grindsted: Regionsråd vil have låg på store Vejle-gymnasier

Elever og lærere på Grindsted Gymnasium & HF var klar til en charmeoffensiv for skolen, da der for nylig var åbent hus. Arkivfoto: Chresten Bergh

Et enigt regionsråd vil begrænse antallet af elever gymnasieelever i Vejle. Det vil man for ikke at udsulte blandt andet Grindsted Gymnasium.

Grindsted: Mens man på Grindsted Gymnasium & Hf håber på at opretholde fire stx og to HF-klasser, kunne man på de store gymnasier i Vejle godt tage imod elever til 16 og 11 stx-klasser.

Står det til regionsrådet i Region Syddanmark, får Vejle-gymnasierne dog ikke lov til at optage så mange: Et enig råd vedtog mandag aften, at der skal loft over optaget, så Rosborg Gymnasium må oprette 15 stx-klasser og Rødkilde Gymnasium 10. Det er i hvert fald det, rådet valgte at indstille til undervisningsminister Merete Riisager.

Regionsrådet ønsker at begrænse de store gymnasier for at sikre de små, herunder Grindsted, elever nok.

- Vi mener, at det også i fremtiden skal være muligt at uddanne sig i alle dele af regionen. Vi kan se på de unges søgemønstre, at flere og flere søger mod ungdomsuddannelser i de større byer, og sammen med de faldende ungdomsårgange sætter det uddannelsesinstitutionerne i de mindre byer under pres. Hvis de skal opretholdes på sigt, er det nødvendigt, at de fortsat kan oprette et vist antal klasser, og det vil vi gerne bidrage til, siger Tage Petersen (V), formand for regionens udvalg for uddannelse og arbejdskraft.

Næste år kan vi se, om det her tiltag har virket. Ellers må vi i gang med en dybere analyse, for det er vigtigt, at vi bevarer de små gymnasier.

Kristian Nørgaard (V), regionsrådsmedlem

Sagen kort

Bestyrelsen for Grindsted Gymnasium & HF bad i efteråret politikerne i regionsrådet om at bruge deres mulighed for at begrænse elevoptaget på de store gymnasier i Vejle.En rapport om de unges geografiske søgemønstre viste nemlig, at Grindsted Gymnasium kunne få elever til en klasse mere, hvis flere unge valgte det nærmeste gymnasium. Fra Rosborg Gymnasium lød der modsat en opfodring til at lade de unge have et frit valg.Sagen blev afsluttet i regionsrådet mandag med indstillingen om at begrænse elevoptaget på de store gymnasier i Vejle. Nu er resten op til undervisningsminister Merete Riisager.

Glad politiker

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har tidligere selv peget på kapacitetsstyring som en måde at sikre elever nok til de små gymnasier. Tage Petersen tager dog intet for givet.

- Det er jo ikke altid, de følger vores indstilling, men vi håber. Vi har en politik om, at det gode liv skal kunne leves i alle egne af regionen, og her er adgang til uddannelse helt essentielt, siger formanden.

Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen glæder sig over regionsrådets beslutning.

- Det er helt vildt vigtigt, at vi sætter hælen i her. Det er vigtigere end at give de unge et frit valg, for der skal også i fremtiden være gymnasier i Grindsted og Tørring. Det vil jeg selvfølgelig have en snak med undervisningsministeren om, siger hun.

Afgørelsen om evt. at lægge loft over elevoptaget på gymnasierne i Vejle træffes i løbet af foråret.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Se billederne: Spotlight samlede børn fra Vejles skoler til fest, musik og fremtids-kig

Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce