Annonce
Livsstil

Gordon har gjort sin passion for fiskeri til en levevej

Fiskeri er også en hyggelig aktivitet at lave sammen med børn, synes Gordon P. Henriksen. Foto: Columbus Leth
Arbejde og fritid smelter sammen for Danmarks måske mest kendte lystfisker, Gordon P. Henriksen. Han er forfatter, radio- og tv-vært, foredragsholder, kursusleder og meget mere. Alt sammen med fiskeriet som omdrejningspunkt. Han brænder nemlig for at udbrede interessen for lystfiskeri i Danmark og kan tydeligt mærke, at der er sket et skred i en positiv retning i løbet af de senere år.

Da 42-årige Gordon P. Henriksen voksede op, var det ikke sejt at være lystfisker. Han fangede sin første fisk som syvårig og elskede at fiske, men det var ikke noget, han pralede med i skolen.

- Jeg stod også på skateboard og rappede, og det var cool. Det var bestemt ikke cool at være lystfisker, fortæller Gordon P. Henriksen, der holdt fast i sin passion for fiskeri i sådan grad, at det blev hans levevej.

Han er selvstændig og laver blandt andet radio- og tv-programmer, skribent- og konsulentopgaver og firmaevents med lystfiskeriet som omdrejningspunkt.

Annonce

Han oplever, at billedet er vendt de seneste år. Tidligere blev lystfiskeri måske anset som nørdet på den ufede måde, nu giver det anerkendelse at være dygtig og nørdet inden for et felt.

Samtidig passer lystfiskeriet godt ind i de tendenser, der er i øjeblikket, hvor friluftslivet har fået en opblomstring, og mange gør en dyd ud af at dyrke grøntsager, bage brød og i det hele taget lave maden helt fra bunden. Han nævner Bonderøven fra tv, Frank Erichsen, som et eksempel på en person, der har været med til at starte trenden.

- Den bevægelse, jeg selv har været med i i form af tv- og radioprogrammer, har nok også været med til at skubbe lystfiskeriet i Danmark i en god retning, siger Gordon P. Henriksen.

Selv om han har fisket i 35 år, har Gordon P. Henriksen stadig mange fisk, han mangler at fange. Han drømmer blandt andet om at fange en peacock bass i regnskoven i Amazonas. Ikke kun for fiskens, men hele oplevelsens skyld. Foto: Columbus Leth

Samtidig er det hans indtryk, at mange har fået øjnene op for, at lystfiskeri handler om mere end at få en fisk på krogen.

- Jeg tror, at folk har opdaget, at det er en fed aktivitet at dyrke sammen med sine venner, sin familie og sine børn. Eller med sig selv. At have noget, man selv går op i, og at man giver sig selv tid og ro til at fordybe sig og blive god til noget. I stedet for at gå en tur i skoven, laver man noget, der har et formål, siger han og tilføjer, at lystfiskeriet også kan bidrage til den mentale sundhed.

- Der er mange brikker, der falder på plads i forhold til ens arbejde eller beslutninger, der skal træffes, når man står og fisker, siger Gordon P. Henriksen.

Magiske stunder i naturen

Når det så er sagt, skal man ikke underkende vigtigheden af at fange noget, når man er ude at fiske. Selv om man tager ud sammen med en gruppe venner, skal fangsten gerne være en del af motoren for turen.

- Jeg tager i den grad ud for at fange noget, og jeg prøver at være så effektiv som muligt, men jeg er også blevet bevidst om, at de andre ting betyder meget. Så jeg prøver at vælge fiskekammerater, jeg holder meget af. Jeg prøver at vælge smukke steder at fiske og måske tage af sted ved solopgang og solnedgang, som er nogle af de bedste tidspunkter at fiske på, men også er nogle af de mere magiske stunder at være ude i naturen på, siger han.

Selv om Gordon P. Henriksen har fisket i 35 år, har han stadig ”nul-ture”, som er fisketure, hvor han ikke fanger noget. Netop det, at der ikke er nogen garantier, når det kommer til lystfiskeri, er en medvirkende årsag til, at det bliver ved med at være spændende, synes han.

- Nogle gange sker der ingenting, andre gange sker der lidt, og en sjælden gang sker der en hel masse, og drømmefisken bider på.


Jeg stod også på skateboard og rappede, og det var cool. Det var bestemt ikke cool at være lystfisker.

Gordon P. Henriksen


Mange af Gordon P. Henriksens fisketure er arbejdsture, og der kan derfor godt ligge et vist forventningspres med hensyn til at fange noget på de ture. Men heller ikke her er der garanti for fangst.

- Det motiverer mig, at jeg skal være ekstra dygtig, fordi der måske er et tv-hold med, forklarer han.

Annonce

Lyden af en fisketur

En af de bedste oplevelser, han har haft med fiskeri, foregik faktisk i arbejdsøjemed. Han skulle i gang med at lave et radioprogram til den hedengangne radiostation Radio24syv, der hed ”Fisketegn”. Konceptet gik ud på at optage lyden af en fisketur. Det var ikke set (eller hørt) før, så Gordon P. Henriksen var spændt på, om det ville fungere, da han en bidende kold martsdag sejlede ud i en kano sammen med komikeren Mick Øgendahl for at optage det første program.

Gordon P. Henriksen

Er 42 år, og som radio- og tv-vært, journalist, foredragsholder, skribent og meget mere lever han af at formidle og udbrede sin passion for lystfiskeri.

Han er blandt andet kendt fra radioprogrammet ”Fisketegn”, der blev sendt på Radio24syv, og tv-programmet ”Storrygeren” på DR.

Han har en BA i Human Ecology fra USA og er uddannet cand.comm. med speciale i miljøbiologi og kommunikation fra RUC.

I 2020 udgav han bogen ”Et liv i fisk”, der er en kærlighedserklæring til lystfiskeri.

Han har fisket, siden han var barn.

- Det ender med, at jeg fanger den største gedde, jeg nogensinde har fanget, og Mick Øgendahl fanger også den største gedde, han nogensinde har fanget. Der er total choktilstand i båden. Der var kun lyd på, og man ser ikke fisken, fordi det er radio. Det var udfordrende, men gav en ny dimension i forhold til, hvordan man kan formidle lystfiskeri.

- Jeg er stadig stolt af det afsnit, som endte med at blive det første i tre sæsoner. Både fordi det var min største gedde, og fordi det var et professionelt virke, hvor jeg kastede mig ud på dybt vand og prøvede noget nyt, fortæller han.

Annonce

Rigeligt med udfordringer

Gordon P. Henriksen kan også kalde sig forfatter, for i marts sidste år udgav han bogen ”Et liv i fisk”.

Det er en kærlighedserklæring til lystfiskeri. Den handler ikke så meget om, hvordan man fisker, men hvorfor man gør det. Bogen indeholder historier og billeder fra nogle af hans mange fisketure. Derudover er der en del opskrifter, som kan inspirere til, hvordan man tilbereder sin friskfangede fisk.

- Det er nemlig også en stor del af grunden til, at jeg fisker, at jeg gerne vil have noget frisk fisk, som jeg kan give lidt ekstra kærlighed, fortæller han.

Der er ingen garantier, når det kommer til lystfiskeri, men der er større chance for succes, hvis man allierer sig med nogen, der har forstand på at fiske og kan rådgive lidt undervejs. Foto: Columbus Leth

For otte år siden sagde han sit faste job op som redaktionschef på fiskemagasinet Fisk og Fri for at blive selvstændig. Dengang var der mange, der spurgte, hvad han havde tænkt sig at leve af. Det kunne han også selv blive i tvivl om, men der har aldrig manglet opgaver. Det største problem har næsten været at sortere i de mange tilbud fra samarbejdspartnere.

Det er også derfor, det bliver ved med at være spændende at bruge sit liv ”i fisk”.

- Det er ikke nødvendigvis det at fange den største fisk for at imponere mig selv og mine kammerater, men lige så meget at finde nye projekter og udbrede passionen for lystfiskeriet med det, jeg laver, siger Gordon P. Henriksen.

Annonce

Drømmer om Mexico og Amazonas

Inden for lystfiskerverdenen er der fisk, der giver ekstra meget prestige og anerkendelse at fange, fordi de er sjældne eller svære at få på krogen. Gordon P. Henriksen mangler stadig at krydse nogle af de fisk af på sin liste. Blandt andet en permit fanget med flue i Mexico og en peacock bass fanget i regnskoven i Amazonas.

- Jeg vil da lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke synes, det ville være fedt at fange de fisk. Men det er ikke det, der driver mig, siger Gordon P. Henriksen.

Gordon P. Henriksen holder af at tilberede sin friskfangede fisk. Her er det en hornfisk, han ynder at servere som sol over Lejre, der er inspireret af den bornholmske egnsret sol over Gudhjem, dog serveret med hornfisk i stedet for sild. Foto: Columbus Leth

For tiden arbejder han på endnu en bog, som han forventer vil udkomme til foråret næste år. Ved siden af det har han gang i et filmprojekt og laver opgaver for blandt andre Destination Bornholm.

Når man som Gordon P. Henriksen blander arbejdsliv og passion, kan det være svært at skelne mellem arbejde og fritid.

- De arbejdsdage, hvor det er sværest at skelne, er dem, der er allerfedest. Men selvfølgelig er der også masser af arbejde i det og ting, der skal koordineres og planlægges. Det er ikke sådan, at jeg står dagen lang og kaster snøren ud i vandet, siger han.

Gordons råd til begyndere

  1.  Put and take-søer er gode at begynde med, for der ved man, at der er fisk. De er dog ikke nødvendigvis nemme at fange, bare fordi det er put and take. Man skal stadig sætte sig ind i metode og teknikker, så det vil jeg helt klart anbefale, at man gør. I put and take-søer kan man for eksempel fange regnbueørreder.
  2.  I maj er hornfisken stort set overalt langs vores kyster. Det er en af de fisk, jeg nyder at have begyndere eller børn med ud at fiske efter, for det er en af de mest sikre af de vildfisk, vi har i Danmark.
  3. Book en tur på en kutter. Skipper ved, hvor der er godt at sejle hen, og der er hjælp og vejledning at hente hos andre, der er med på turen. Rådgivning er i det hele taget supervigtig. Prøv at komme ud sammen med nogle, der har forstand på det. Der er virkelig meget vundet på det.
  4. Søg efter ”Fiskeguiden” på Youtube. Der finder du videoer, der viser, hvordan du fanger for eksempel gedder, regnbueørreder og hornfisk.
Bogen ”Et liv i fisk” udkom i marts sidste år og er en hyldest til lystfiskeri. Foto: Gads Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce