Annonce
Brande

Grå skyer kunne ikke skræmme veteranerne

MVK-formand Erik Christiansen kunne ikke klage. Godt 100 køretøjer mødte op til træffet. Foto: Peter Hald
Godt 100 ædle køretøjer til afslutningstræf hos Midtjysk Veteran Klub.

Hampen: Dnepr, Bukh, Normag, Horex og Simca er navne, der måske lyder ubekendte og eksotiske for de yngre generationer. Men for de lidt ældre - især dem, der er blevet lidt grå i toppen - vil nogle af disse navne utvivlsomt sætte gang i nogle erindringer.

Der er nemlig tale om veterankøretøjer. Dnepr for eksempel er navnet på en motorcykel, der blev produceret i det tidligere Sovjetunionen. Bukh var en dansk traktor, og Normag var en tysk traktor. Horex var et fornemt tysk motorcykelmærke (der i øvrigt er genopstået), og Simca var et fransk bilmærke, der engang var meget populært også i Danmark.

Nu om dage er disse køretøjer sjældenheder, men søndag 1. september kunne man træffe dem - og mange andre - til det store afsluttende træf i Midtjysk Veteran Klub (MVK). Skuepladsen var som sædvanlig den store græsplæne ved Cafeteria Kroen i Hampen, hvor MVK holder sine træf.

Søndagen startede med overskyet og trist vejr, så i begyndelsen var der ikke meget ryk-ind på pladsen. Men så klarede det op, solen kom frem, og veterankøretøjerne kom ud i verden og lod sig beskue lige til klokken 15, hvor de grå skyer samledes igen.

Vejr-timingen var således god, og Erik Christiansen, formand for MVK, oplyste, at der mødte godt og vel 100 køretøjer til træffet - herunder også nogle gamle landbrugsredskaber beregnet til heste (!). Der var alt lige fra knallerter, biler, motorcykler, autocampere og campingvogne til en pæn samling veterantraktorer.

Annonce
Kaj Schultz fra Hampen var mødt op med sin nyerhvervede Massey Ferguson traktor, som han lige havde købt af sin bror. Foto: Peter Hald

Familie-traktor

Midtjysk Veteran Klub er vokset i årenes løb og er nu nået op på 85 betalende medlemmer, og klubben omfatter folk, der kommer fra det meste af Midtjylland - lige fra Brædstrup til Herning.

Nogle var kørt langt, andre var ikke. Kaj Schultz fra Hampen var mødt op med sin Massey Ferguson 35 x fra 1962, så han havde ikke langt hjem.

Traktoren havde han lige købt.

- Min far har haft den fra ny af. Så overtog min bror den, og da han ville af med den for et par måneder siden, købte jeg den... jeg syntes den skulle blive i familiens eje, fortalte Kaj Schultz.

Han er ikke selv landmand, men arbejder til daglig med at betjene gravemaskiner for en entreprenør, så han havde ikke problemer med at håndtere den lille Ferguson.

Det her er en sjældenhed - en tysk Horex motorcykel. Foto: Peter Hald
En anden usædvanlig motorcykel var denne Dnepr fremstillet i det tidligere USSR. Foto: Peter Hald
En klassisk VW autocamper fra 1966. Hippierne er måske forsvundet, men det er disse gamle folkevogne ikke. Foto: Peter Hald
Knallerter ad libitum. Nogle af dem var kørt langt med 30 kilometer i timen for at nå frem til Cafeteria Kroen. Foto: Peter Hald
Disse landbrugsredskaber er så gamle, at de faktisk ikke blev trukket af traktorer, men derimod af heste. Foto: Peter Hald
En Simca af ældre model. Engang et populært bilmærke. Men de ses sjældent efterhånden. Foto: Peter Hald
En tysk og en dansk traktor. Den lille grønne til venstre er en tysk Normag, og den gule til venstre er en dansk Bukh. Foto: Peter Hald
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle Boldklub

Befrielsesaktion skabte kortvarig tumult efter kampen mellem Vejle og Kolding

Annonce