Annonce
Børkop

Græsset får lov til at gro i Børkop

Bionetværk Børkop har lavet et kort, der visualiserer, hvor der kan laves naturpleje i form af højt græs. Illustration: Bionetværk Børkop
I stedet for at slå græsset i Børkop måske 15 gange om året, vil Vejle Kommune kun slå det én gang. Det er en nemlig gave til dyrelivet. Der er ansøgt om et par mulige steder, men flere kan komme til, for der kan stadig ansøges.
Annonce

Børkop: Vejle Kommune lægger op til, at græsset ikke nødvendigvis skal slås på alle offentlige arealer, og det tilbud ønsker Børkop Lokalråd og foreningen Bionetværk Børkop at tage imod.

Rådet og foreningen har sammen søgt om, at der fra næste år er to steder i Børkop, hvor græsset kun skal slås én gang om året i stedet for de normale 15 til 20 gange.

På den måde vil græsset vokse sig højt, og det er en gave for dyrelivet, især de bestøvere som sommerfugle og bier, der ellers har trange kår i den danske natur.

- Det er ganske enkelt et glimrende tiltag, som Vej og Park ved Vejle Kommune står bag. Det er en naturforbedring, som ikke kræver det store, men som kan gøre en stor forskel, siger Poul Mortensen fra Bionetværk Børkop.

Han kalder kommunens tilbud for infra-natur, der er en kombination af infrastruktur og natur. Det handler ganske enkelt om, at der groft sagt skabes flere grønne oaser i byen i stedet for ørkener af asfalt, sten og klippet græs.

- Det vil betyde, at der kommer flere vilde plantetyper, og det er godt for insekterne, fuglene og bestøverne. Og for den sags skyld også større dyr som harer, der nemmere kan finde skjulesteder, siger Poul Mortensen.

Forår eller efterår?

Man kan vælge at få klippet græs en gang om året om foråret. Det er velegnet på næringsrige arealer, der skal udpines. Forsinker blomstringen, så den stækker sig over længere tid. Græsset er skjulested og hi for dyr og insekter om vinteren.

Eller om efteråret som tilgodeser forårsblomstringen og efterligner naturlig vintergræsning, hvilket giver lys til, at mange blomsterplanter kan spire. Fremmer lave blomstrende arter.

Annonce

Passer med byvision

Kommunens tilbud gælder rundt i hele kommunen, men lige i Børkopområdet giver det ekstra god mening.

- Byvisionen er jo Naturbyen, og det her passer som fod i hose med det. Det er et bestemt et lille, men vigtigt, skridt i den rigtige retning i Naturbyen, nævner Poul Mortensen.

Lokalrådet har sammen med Bionetværk Børkop ansøgt om to steder, begge i Børkop, hvor der kun skal slås græs en gang om året. Det er ved åen nær Markant, og så langs Søndergade ved Englystskolen. Især sidstnævnte er et sted, der vil blive lagt mærke til.

- Der kører mange forbi, og der kan folk få syn for sagen, og man kan se, hvor smukt det bliver. Men det er selvfølgelig en forandring. Folk er vant til at se, at græsset er slået, og man skal have respekt for, at forandringer kan være svære. Men jeg har set det i andre byer, og det virker utrolig godt, og det er jeg sikker på, det også vil gøre i Naturbyen. Det vil højne Børkop visuelt med et mere naturligt look, siger Poul Mortensen, der understreger, at det første år dog ikke bliver det bedste, da det tager tid for græsserne og urterne at udvikle sig.

Der bliver ikke tale om en ukontrolleret vildmark. Kanterne bliver trimmet, og der vil være klippede stier gennem det høje græs.

Annonce

Flere steder er muligt

Som nævnt er der i skrivende stund ansøgt om to steder i Børkop, men flere steder kan nå at komme til. Der er ansøgningsfrist 1. februar, og ud over at lokalråd kan ansøge, så kan grundejerforeninger også. I hvert fald de steder, hvor kommunen står for at slå græs på de offentlige arealer i området.

"Der er mulighed for at komme med ønsker til arealer i boligområder, hvor man kan lade græs og vilde urter gro til gavn for naturen i området. Der skal selvfølgelig stadig være områder, hvor man kan spille bold og lege. Men måske er der områder, der kan blive mere vilde, og hvor græsset kun slås én gang om året?"

Sådan lyder det fra Vej & Park. Hvis man ansøger, og Vej & Park vurderer, at området er egnet, vil det træde i kraft fra næste år og to år frem. Derefter evalueres projektet.

- På den måde kan man som grundejerforening roligt ansøge uden at frygte, at det er for evigt, hvis det ikke virker godt et givent sted. Det kan prøves af, og vi håber da, at der kommer mange steder i Børkop, hvor græsset får lov til at gro til gavn for både byen og dyrelivet, siger Poul Mortensen.

I Fredericia kender man til konceptet med at lade græs gro på strategiske steder. Her er det ved Indre Ringvej. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce