Annonce
Sport

Grindsted bliver vært for ligakamp i badminton

I hal 3 i Magion er badmintonbanerne for nylig blevet tegnet helt moderne op. Det er her, ligakampen mellem Højbjerg og Greve skal spilles den 28. januar. Arkivfoto: André Thorup
To af landets bedste badmintonklubber har valgt Grindsted som spillested, når de i januar tørner sammen i ligaen.
Annonce

Grindsted: Tirsdag den 28. januar er der mulighed for at se badminton i absolut topklasse i Magion i Grindsted. Det sker, når to af landets bedste hold - Højbjerg og Greve - spiller ligakamp mod hinanden, hvilket kommer til at foregå i Grindsted.

- Det bliver en rigtig god kamp. Det er mange af de spillere, der tager ud i verden og spiller, siger Erik Thøgersen, der er formand for Grindsted Badmintonklub.

Baggrunden for, at ligakampen skal spilles i Grindsted, er, at Grindsted Badmintonklub er en samarbejdsklub til Højbjerg Badmintonklub, som aktuelt fører den hjemlige liga. Derfor placerer klubben med jævne mellemrum en hjemmekamp ude hos en af samarbejdsklubberne, og her er valget altså faldet på Grindsted.

Gratis entre

Ligakampen mellem Højbjerg og Greve spilles i Magion i Grindsted tirsdag den 28. januar klokken 18.00.

Der vil være gratis entre til opgøret, og Grindsted Badmintonklub håber, at hallen bliver fyldt.

Annonce

400 siddepladser i hal 3

Der er tale om en topkamp, da Højbjerg for tiden ligger øverst i tabellen, mens Greve er på tredjepladsen og dermed kæmper for at komme med i slutspillet. Der er derfor vigtige point på spil i Grindsted.

- Vi har så sent som i sidste uge haft besøg af Højbjergs sportschef. Han var meget imponeret over forholdene, så derfor flytter de en kamp herned, fortæller Erik Thøgersen.

Opgøret bliver spillet i hal 3 - den gamle Hedehallen - hvor der vil blive gjort plads til, at en masse tilskuere kan kigge med.

- Vi sætter nogle podier og stole op, og så kan der være to rækker stole foran. Der bliver spillet på de tre baner i midten, så vi kan have tilskuere i enderne, så vi kan komme op på 400 siddepladser og nogle ståpladser, siger Erik Thøgersen.

Annonce

Regner med fuldt hus

Forventningen er, at hallen vil blive fyldt til opgøret, og at omkring halvdelen vil komme med hjemmeholdet fra Smilets By.

- De plejer at komme med 200 tilskuere til udekampe, så det regner vi også med, at de kommer med her. Så forventer vi selv at kunne supplere med de sidste, så vi kommer op på 400 tilskuere. Der burde være rimelig stor interesse for at se sådan en kamp, siger Erik Thøgersen.

Opgøret vil blive streamet live på internettet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce