Annonce
Billund

Grindsted GIF henter fløjspiller hos 1. divisions tophold

Tobias Rasmussen skifter efter denne sæson fra Nordsjælland Håndbold til Grindsted GIF, hvor han får mulighed for at kombinere sit studie med håndbold på højt niveau. Foto: Nordsjælland Håndbold.
21-årige Tobias Rasmussen skifter fra den kommende sæson til Grindsted GIF, hvor han skal lukke hullet på venstre fløj efter Nikolaj Svalastog. Tobias Rasmussen har tidligere trænet med i Grindsted.

Grindsted: Endnu en ny spiller slutter sig i næste sæson til Grindsted GIF’s bedste håndboldhold i 1. division. Det drejer sig denne gang om 21-årige Tobias Rasmussen, der skifter fra 1. divisions aktuelle førerhold, Nordsjælland Håndbold, til Grindsted GIF. Her skal han være med til at lukke det hul, der opstår, når Grindsted mister Nikolaj Svalastog, der skifter til SønderjyskE.

- Vi var allerede i dialog med Tobias om et skifte for to år siden, men han valgte at flytte hjem til familien i Helsingør. Derfor var det helt oplagt at ringe til Tobias som den første, da der stod en plads åben, siger Grindsted-træner Flemming Pedersen, der ser frem til at indlemme Tobias Rasmussen i sin trup.


Annonce

Jeg har valgt Grindsted, da jeg har fået en god mulighed for at kombinere studie med håndbold på et højt niveau. Samtidig er projektet i Grindsted super fint.

Tobias Rasmussen


- Først og fremmest er han en ydmyg holdspiller, og derfor vidste vi, at han som menneske vil passe rigtigt godt ind i gruppen. Derudover har han mange af de samme kvaliteter som Nikolaj Svalastog, siger Grindsted-træneren og fremhæver, at hans kommende fløjspiller er en høj fyr på 198 centimeter, ligesom han er både atletisk og teknisk dygtig.

Magnus ud af skyggen?

I Grindsted kommer Tobias Rasmussen til at skulle kæmpe med Magnus Sadova om spilletid på pladsen som venstre fløj. Sadova har efterhånden været i Grindsted i nogle sæsoner, men han har stået lidt i skyggen af først Jacob Pedersen og senest Nikolaj Svalastog i forhold til at få spilletid. Det får han måske bedre mulighed for nu.

Mødes den 27. marts

  • Lørdag den 27. marts får Tobias Rasmussen mulighed for at smage på omgivelserne på sin kommende hjemmebane. Den dag skal han nemlig sammen med resten af holdet i Nordsjælland Håndbold på besøg i Lynghallen for at møde Grindsted GIF.
  • Nordsjælland Håndbold ligger aktuelt nummer 1 i 1. division og er favorit til at sikre sig en returbillet til landets bedste række.
  • Grindsted GIF ligger solidt placeret midt i rækken og har sikret sig en ny sæson i 1. division.

- Magnus startede som tredje valg og var primært U19-spiller, men han har langsomt udviklet sig, og vi har fuld tillid til, at Tobias og Magnus med deres forskellige kompetencer kan løfte opgaven på venstre fløj, siger Flemming Pedersen.

Annonce

Har tidligere trænet i Grindsted

Tobias Rasmussen spiller den igangværende sæson færdig i det nordsjællandske, inden han sætter kursen mod Jylland. En landsdel, han i forvejen kender ganske godt, for han spillede i tidernes morgen ungdomshåndbold i Skjern, og her deltog han i en periode i træningerne i Grindsted GIF. Han kender derfor en masse til den klub, som han fra den kommende sæson skal tørne ud for.

- Jeg har valgt Grindsted, da jeg har fået en god mulighed for at kombinere studie med håndbold på et højt niveau. Samtidig er projektet i Grindsted super fint, hvilket indsatsen i årets 1. division også har understreget, siger Tobias Rasmussen, der inden skiftet har mulighed for at sikre sig en oprykning til landets bedste række med sin nuværende klub.

Tobias Rasmussen har tidligere spillet ungdomshåndbold i Skjern og ved den lejlighed trænet lidt med i Grindsted. Han er derfor ikke helt ubekendt med den klub, han nu skifter til. Foto: Nordsjælland Håndbold.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Kultur

Kæmpe overraskelse: Se Danmarks bedste pressefotos

Annonce