Annonce
Billund

Grindsteds faldne blev mindet ved 75 års jubilæet - trods corona

Borgmester Ib Kristensen (V) var i går med til at lægge blomster og kranse på de fire mindegravsteder på Grindsted Kirkegård. Foto: Jan Kronvold;
75-årsdagen for befrielsen skulle have været fejret på festlig vis ved de fire mindegravssteder på Grindsted Kirkegård. Men på grund af coronakrisen blev dagen markeret på mere beskeden vis mandag eftermiddag.
Annonce

Grindsted: I år er det 75 år siden, at Danmark blev befriet efter fem års tysk besættelse fra 1940-1945.

Det skulle have været fejret på festligste vis ved de fire mindegravsteder på Grindsted Kirkegård med et stort antal inviterede. Men på grund af de restriktioner, som coronakrisen medfører, må der som bekendt ikke samles mere end 10 personer. Derfor blev de seks faldne Grindsted-borgere mindet på en lidt mere beskeden måde mandag eftermiddag.

I de fire grave på Grindsted Kirkegård ligger Arne Hansen, Palle Hansen, Søren Bojsen Madsen i den ene grav, mens politibetjent Eigil Krogh Pedersen, Kay Schiørring og Knud Børge Madsen ligger i de tre øvrige, der bliver mindet med en kransenedlæggelse ved gravene hvert år. I år fik de dog en ekstra krans. Den kom tidligere på eftermiddagen fra Hjemmeværnskompagni Syd-Østjylland, der var på tur rundt til de faldne i kompagniets område.

Sidst på eftermiddagen blev de faldne mindet med kranse og blomster fra Forsvarsbrødrene i Grindsted og Sdr. Omme, Midtjysk Garderforening, Hjemmeværnskompagni Billund, Besættelsessamling Grindsteds Venner og Billund Kommune.

De fire grave

Hvert år den 4. maj bliver der nedlagt kranse på de fire mindegravsteder på Grindsted Kirkegård.

Her ligger i den ene grav Arne Hansen, Palle Hansen og Søren Boje Hansen, mens Eigil Krogh Pedersen, Kay Schiørring og Knud Børge Madsen ligger i de øvrige.

Alle seks var fra Grindsted, og mistede livet under krigen. De fire af dem i tysk koncentrationslejr, mens de to sidste blev skudt i ildkampe i henholdsvis København og Nyborg.

Annonce

Tegn på frihed

Arrangementet blev indledt med fakkeltænding og klokken 16 stod Poul Erik Pedersen fra Forsvarsbrødrene Grindsted fanevagt ved de fire mindegrave. Klokken 16.25 gik fanevagten op til Laust Nielsens grav sammen med de fire faner, hvor der blev lagt en krans.

- Laust Nielsen faldt i krigen i 1864, og der bliver lagt en krans som tegn på frihed. Det er en fast tradition, som Forsvarsbrødrene i Grindsted har, fortæller Kurt Nørgaard fra Besættelsessamling Grindsteds Venner.

Efter kransenedlæggelsen gik den lille gruppe - på behørig afstand - tilbage til de fire mindegravsteder ud mod Østerbrogade, hvor Kurt Nørgaard bød velkommen.

Ved hver af de fire grave blev der nedlagt kranse og to blomster på hver grav. Det var borgmester Ib Kristensen (V), Søren Flensted fra Besættelsessamling Grindsteds Venner, Karin Berg fra lokalarkivet og byrådsmedlem Arne Thomsen (S), der lagde blomster. Det var på forhånd markeret, hvor de fire med blomsterne skulle stå. Mens blomsterne blev lagt på gravene blev der spillet en fanfare af Regnar Jensen og sunget "Altid frejdig når du går", som afslutning på højtideligheden.

Annonce

Corona har ødelagt det

- Coronakrisen har ødelagt vores aften. Jeg tror, at der var kommet rigtig mange, hvis det ikke havde været for krisen. Vi plejer at gå i kirken efter kransenedlæggelsen, men det kunne vi ikke. Vi havde også fået fat i en, som ville komme og fortælle om sin far, der var modstandsmand under krigen. Men det må vente til næste år, siger Kurt Nørgaard.

Han mener, at det er vigtigt, at den ældre generation holder fast og får de unge til at forstå, hvad der foregik.

- Det er jo blandt andet på grund af modstandsfolkenes indsats den gang, at de har det så godt i dag. De har været med til at skaffe os den frihed, vi har, og vi skylder dem en stor tak, siger Kurt Nørgaard.

Han håber meget på, at det kan lade sig gøre at gennemføre de planlagte ting den 4. maj 2021, når det nu ikke kunne lade sig gøre i år.

Borgmesteren lagde to buketter på graven, hvor der ligger tre af de unge mænd fra Grindsrted, der faldt i krigen. Foto: Jan Kronvold;
Som afslutning på ceremonien blev der spillet fanfare og sunget "Altid frejdigt når du går." Foto: Jan Kronvold;
Hjemmeværnskompagniet Sydøstjyllands Distrikt var forbi først på eftermiddagen, hvor der blev lagt kranse ved de fire fredede gravsteder. Privatfoto
Hjemmeværnskompagniet Sydøstjyllands Distrikt var forbi først på eftermiddagen, hvor der blev lagt kranse ved de fire fredede gravsteder. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Corona-alarm i Vejle: Nu stemmer styrelse dørklokker i de mest belastede områder

Hedensted For abonnenter

Anja havde en svær tid som gravid og fødte 3,5 måned for tidligt: Nu er hun selvstændig fertilitetsrådgiver

Annonce