Annonce
112

Grundlovsforhør: 21-årige nægter at have stukket ud efter kæreste og barn

Den 21-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Arkivfoto: Martin Ravn

Vejle: En 21-årig mand, som torsdag aften klokken 21.10 blev anholdt på Kolding Sygehus efter at have været efterlyst af politiet, nægtede sigtelserne imod ham, da han blev fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Det fortæller anklager Anne Clinton, som mødte for Sydøstjyllands Politi.

Sigtelsen lød på forsøg på grov vold, fordi den 21-årige i sommer angiveligt stak ud med en kniv efter sin tidligere samlever og deres fælles barn, som hun havde i favnen. Det skete i Skolegade 26. juni.

Fem dage forinden havde den 21-årige sammen med en medgerningsmand angiveligt truet en person med at slå ham ihjel, hvis han ikke udleverede 25.000 kroner. Dette var den 21-årige også sigtet for.

Siden juni har han på baggrund af de to episoder været efterlyst af politiet, men han henvendte sig ikke. Så da politiet fik et tip om, at han var indlagt på Kolding Sygehus torsdag, blev manden anholdt.

Den 21-årige blev ved grundlovsforhøret fængslet i foreløbigt fire uger. Anklageren fortæller, at det skete med baggrund i, at man frygter, at han ellers kunne finde på at stikke af og unddrage sig retsforfølgelse.

Samtidig er der en formodning om, at han ville kunne finde på at påvirke efterforskningen, fordi han kender begge de forurettede.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce