Annonce
Vejle

Gruppeformand smidt ud af DF

Holger Gorm mener, at nogen i Dansk Folkeparti har haft en skjult dagsorden, som nu betyder, at han er blevet ekskluderet. Arkivfoto
VEjle - Kort før klokken 18 fredag blev Holger Gorm Petersen smidt ud af Dansk Folkeparti.

Partiets gruppeformand i Vejle Byråd og 2. viceborgmester ville ikke bøje sig for et ultimatum fra partiet og den øvrige byrådsgruppe.

På et møde tirsdag aften fik Holger Gorm Petersen sat stolen for døren. Enten trak han sig som gruppeformand og fra sin plads i økonomiudvalget og fortsatte som menigt medlem - ellers ville han blive smidt ud, fortæller han.

- Det afviste jeg. Og her til eftermiddag fik jeg så besked om, at jeg er ekskluderet, fortæller Holger Gorm Petersen til Vejle Amts Folkeblad.

Undrer sig

Han har svært ved at forstå den seneste udvikling. Ifølge Holger Gorm Petersen har ingen i gruppen udtrykt utilfredshed siden den nye byrådsperiode blev indledt 1. januar:

- Der var noget ballade sidste efterår, men det fik vi løst. Og efter valget, hvor jeg fik over 2000 personlige stemmer, har der ikke været tvivl om, at jeg skulle stå i spidsen for gruppen. Der var 100 procent opbakning. Derfor må nogen have haft en skjult dagsorden, siger Holger Gorm Petersen.

Utilfredshed med udtalelser

Balladen sidste efterår skyldtes en række udtalelser i byrådssalen, som blandt andet gruppefælle Karl Erik Lund ikke ville lægge ryg til - ikke mindst en udtalelse om, at kommunen havde ansat de forkerte lærere. Det var medvirkende til, at Karl Erik Lund meldte sig ud af partiet i protest og ikke genopstillede ved byrådsvalget i november.

I byrådet er han afløst af Folmer Kristensen, der ifølge Holger Gorm Petersen er udset til ny fomand for byrådsgruppen.

Vi følger op på sagen her på Vafo.dk og på exclusive i weekenden og i avisen lørdag og mandag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce