Annonce
Livsstil

Gymnasielever har startet eget drone-firma: Vi håber at kunne leve af det

Sebastian Wallenius styrer den 35.000 kroner dyre drone med sikker hånd. Han har indgået en aftale med EDC-mægler Brian Bjerring Andersen, så det nyetablerede firma Black Eagle Productions ApS nu laver dronefilm fra boliger, der er til salg hos fem af kædens butikker. Black Eagle Productions ApS håber snart at udvide med andre typer optagelser. foto: Benny F. Nielsen
vejle - Som en summende hvid og sort flue størrelse XXL bevæger dronen sig hen langs det røde parcelhus på Majsvangen 20 i Bredballe.

Med en hvid controller i hånden styrer 18-årige Sebastian Wallenius dronen med sikker hånd, mens hans kammerat og kompagnon, Kasper Andersen, styrer dronens monterede kamera med sin iPhone. Dronen bevæger sig videre op over parcelhuskvarteret og optager levende billeder af hele den bydel, husets fremtidige beboere kan se frem til at bo midt i.

Byggede som 10-årig

De to kammerater har stiftet deres eget firma, Black Eagle Productions ApS, der har lavet sin første forretningsaftale med fem EDC butikker i Trekantområdet. Derfor ligger resultatet af de flyvende optagelser fra Bredballe nu på EDC's boligside som en del af præsentationen af den bolig, det lokale mæglerfirma har til salg.

- Jeg har fløjet modelfly, siden jeg kunne gå, og jeg byggede min første drone som 10-årig af ting, jeg kunne finde. Da jeg fandt ud af, at Kasper, som jeg havde gået i folkeskole sammen med, også gik op i droner, mødtes vi, og sammen stiftede vi for et halvt år siden vores firma, fortæller Sebastian Wallenius.

De håber, at Black Eagle Productions ApS kan udvikle sig til et egentligt levebrød på sigt.

- Vi håber, at aftalen kan spredes ud, så den dækker EDC-kæden i hele landet. Så kan vi købe flere droner, ansætte flere til at flyve dem og bygge det op derfra. Firmaet må gerne udvikle sig, så vi laver meget andet end husfremvisninger. Det kan for eksempel være reklamefilm for biler, der bliver filmet fra luften, mens de kører. Der er masser af muligheder for, hvad man kan bruge en drone til, fortæller Sebastian Wallenius.


Den drøm er ikke helt urealistisk. I hvert fald er de lokale mæglere begejstrede for produktet og mener, at det vil vinde frem i fremtiden. Det kan du læse meget mere om i Vejle Amts Folkeblad onsdag, hvor der er en længere artikel om Kasper Andersen og Sebastian Wallenius.
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Gourmetaften i Føtex på havnen

Vejle

Klassisk socialdemokrat eller øretævernes mand? To ret ens kandidater dystede på forskelligheder

Annonce