Annonce
Vejle

Gymnaster springer gennem nåleøjet: Udtagelse til Verdensholdet kommer til Vejle

176 gymnaster har fået godkendt deres ansøgninger om at komme til DGI Huset i Vejle i weekenden for at bevise deres gymnastiske mod og evner. Her venter den svære del for at komme på Verdensholdet - udtagelsen. Foto: DGI Verdensholdet
I weekenden udtages de første 60 ud af 176 målrettede gymnaster til Verdensholdet i DGI Huset. Til påske skæres antallet ned til 28, som alle kommer til at opleve intensive træningslejre, afrejseshows og en verdensturné.

Vejle: 176 unge og forventningsfulde gymnaster stimler i weekenden sammen i DGI Huset, når Danmarks bedste gymnaster dyster om at blive udtaget til DGI Verdensholdet.

Udtagelsen finder sted ad to omgange, så der i første omgang står 60 gymnaster tilbage søndag med en udsigt til den eftertragtede plads på landets førende turnéhold inden for opvisningsgymnastik.

Anden udtagelse består af en individuel samtale, og først til påske offentliggøres det endelige Verdenshold bestående af 28 gymnaster.

Ved den første udtagelse er 46 af de 176 aspiranter fra Region Syddanmark. Fem har Vejle-blod i årerne.

Gymnasterne skal ved weekendens udtagelse gennemgå spring- og bevægelsesmoduler. Rytmisk gymnastik, dans, spring og akrobatik skal bevise de unge gymnasters fysiske og personlige evner.

- Udtagelsesweekenderne til DGI Verdensholdet har det hovedformål at udvælge de dygtigste gymnaster, der kan udføre og udfylde det show, som instruktørerne ønsker at skabe, skiver DGI i en pressemeddelelse.

Annonce

DGI Verdensholdet

  • DGI Verdensholdets første verdensturné var i 1994, men traditionen med at rejse med gymnastik startede i 1930'erne.
  • DGI Verdensholdet tæller 28 udvalgte gymnaster i alderen 20-28 år. Alle gymnaster skal gennemføre to udtagelser, der både tester gymnastisk kunnen og personlighed.
  • Turnéen for det kommende DGI Verdensholdet består af 150 shows og 200 workshops i 20 lande, blandt andet i Afrika, Sydkorea, Australien, Costa Rica, Sydamerika, USA og Tyskland.
  • Lige nu arbejder instruktørerne med showet, der går under titlen QUA, på et meget teoretisk plan. Efter udtagelsen begynder de at omsætte showet i praksis med flow og indhold sammen med gymnasterne.
  • Verdensholdet slutter af på Landsstævnet i Svendborg sommeren 2021.

Intensivt år venter

Efter de to udtagelser kan de udvalgte 28 elitegymnaster opleve et helt år sammen, som fyldes ud med træningslejre, 14 afrejseshows kaldet QUA og en verdensturné.

Et af de landsomspændende afrejseshows kan opleves i Vejle søndag 20. september, inden Verdensholdet drager ud på sin jordomrejse. Den fører holdet til lande som Tyskland, USA, Sydkorea og Costa Rica, hvor de unge skal optræde og holde workshops for børn, unge og voksne.

DGI Verdensholdet har eksisteret i over 25 år, og mere end to millioner mennesker i 70 lande har oplevet de mange shows gennem tiden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny cykelforretning åbner

Annonce