Vejle: Hvad gør man, når ens elever har brug for fysiske materialer i deres undervisning, mens de er henvist til virtuel skolegang?
For Syddansk Erhvervsskole er svaret ligetil - når eleverne ikke kan komme til materialerne, må materialerne komme til eleverne.
- Vi har 66 elever, som startede på grundforløbet på tømreruddannelsen midt i januar, og som siden da har fået virtuel undervisning. Det kan vi også sagtens håndtere i et stykke tid, men de skal selvfølge også have noget praktisk undervisning og praktiske opgaver, og det har vi løst ved at køre materialer ud til eleverne, fortæller Brian Willadsen, der er campuschef for Syddansk Erhvervsskoles afdeling i Vejle.
Stakit på skemaet
Helt konkret har de 66 elever på tømreruddannelsen fået leveret træ på deres hjemmeadresse til at løse en opgave, hvor de skal samle en del af en tagkonstruktion.
- De elever, der bor tættest på skolen, har selv hentet materialerne - træ og en skruemaskine - her på skolen, mens de, der bor længere væk har fået det bragt ud. Vi har blandt andet leveret materialer til elever i Thyregod, Give, Børkop, Middelfart og Strib. I denne uge har eleverne ferie, men i næste uge kører vi ud igen med materialer til en opgave, hvor eleverne skal lave et lille stakit på 100 gange 30 centimeter, fortæller Brian Willadsen.
Han oplever, at eleverne har været glade for initiativet.
- Vi er nødt til at finde på nogle løsninger, og eleverne har taget rigtig godt imod det. Vores mål er at fastholde eleverne i uddannelsen, og det kan være svært, hvis al undervisning foregår på en computer. Det er en håndværksuddannelse, og det er det, der tiltaler eleverne. Hvis man vil bruge sine hænder, bliver man måske ikke fanget så meget af virtuel undervisning foran en skærm, og derfor skal der også være nogle praktiske opgaver, så de unge lærer håndelaget, fortæller Brian Willadsen.
Bagere og slagtere
Tømrereleverne er i øvrigt ikke de eneste elever på Syddansk Erhvervsskole, der har kunnet hente undervisningsmaterialer på skolen.
Brian Willadsen, campusdirektør, Syddansk ErhvervsskoleVi er nødt til at finde på nogle løsninger, og eleverne har taget rigtig godt imod det. Vores mål er at fastholde eleverne i uddannelsen, og det kan være svært, hvis al undervisning foregår på en computer.
De 60 elever på grundforløbet på levnedsmiddellinjen - der uddanner sig til eksempelvis slagtere, bagere eller ernæringsassistenter - har også hentet deres materialer på skolen.
- De er kommet ind på skolen på fastlagte tidspunkter, så vi ikke har for mange inde ad gangen, og har hentet det, de skulle bruge til undervisningen. For elever, der bor langt fra skolen, har det været billigere selv at købe materialerne, hvor de bor, og det er der også nogle, der har valgt at gøre, siger Brian Willadsen.