Annonce
Fredericia

Hånden på hjertet: Vi får brug for hinanden i den kommende tid

- Vi får brug for hinanden i denne tid, vi allesammen lever i nu og her. Som vi tidligere kollegaer på Fredericia Teater har skrevet internt til hinanden over sms'er og på de sociale medier den seneste tid – ”Sammen – hver for sig”, skriver denne uges klummeskribent. Collage: Maria Skuladottir

”En bi har vinger, og blomsten har sit blad. Men når klokkerne ringer…får man brug for hvem ved hvad.”

Her et par linjer fra sangen Først Til Sidst skrevet af Shu-Bi-Dua. Den skulle jeg i fredags have sunget, til hvad der skulle have været premieren på "Shu-Bi-Dua 2.0". Det ved alle vi fredericianere alt for godt, hvorfor det ikke skete. Fredericia mistede sit teater – jeg mistede mit arbejde…

Annonce

Selvom flagskibet Fredericia Teater, som vi alle kender udadtil, er forlist, tror jeg på, at netop relationerne og den viden, der er blevet mærket, oplevet, forløst og begyndt, vil leve videre i os alle.

Både os der har arbejdet på skibet, men også jer som har besøgt os og er blevet en del af den kultur, som teatret har skabt. Det, tror jeg på, lever videre her i Fredericia.

Jeg er på mange måder vant til at forholde mig til en virkelighed, som ikke er min egen. Jeg har i mit virke som skuespiller en stor lyst til at forestille og skabe mig en anden virkelighed end den, der er min egen. Men aldrig har jeg følt mig så meget som tilskuer til mit eget liv, som jeg har følt det i den seneste halvanden uge.

Coronavirussen har skabt en anden, absurd og fremmed virkelighed for mig og for mange af jer andre. Det er forunderligt at tænke på, at den tid, vi lever i nu, kommer til at gå over historien for hele menneskeheden.

Da konkursen til Fredericia Teater ramte mandag d. 16/3, slog mit liv endnu en kolbøtte. Intet i mig havde været i tvivl om, at vi skulle spille Shu-Bi-Dua, når coronavirussen havde sluppet sit klamme greb om vores samfund. Hele Shu-Bi-Dua-holdet forlod en forestilling, som bare lige skulle spilles varm. Vi var alle klar til den sidste slutspurt.

Jeg læste nyheden om teatrets konkurs på min mands telefon ud igennem vinduet, mens jeg stod og rensede fliser for ukrudt, og ungerne legede køkken i det spirende jordbærbed. Jeg selv havde tankerne på corona-virkeligheden og bearbejdede inde i mit system alt det mærkværdige ved at leve i et lukket land.

Så selvom jeg jo udmærket godt kunne læse ordene i mailen og forstå, hvad der stod, ramte det mig slet ikke. Jeg mærkede ingenting. Jeg var helt tom.

Fliserenseriet gik dog i stå. Ungerne begyndte at servere ukrudts-suppe-stegs-is-med jordtoppings, hvilket satte livet igang igen, og vi fik bygget og tændt et bål. Efter lidt tid kom en god kollega med rødvin, og med god afstand sad vi ved bålet og lod den næste nye virkelighed synke ind.

Klummeskribent Maria Skuladottir. Arkivfoto: Peter Friis Autzen

Men da ungerne sov den aften, krakelerede skallen på min tomhed, og tårerne fik frit løb. Jeg græd over, at den familie, jeg var så priviligeret over at være en del af, nu blev brudt op.

Jo jo, med Søren Møller i spidsen er der blevet skabt et fyrtårn, et flagskib for musical i Danmark de seneste ni år. Det har jeg i hvert fald læst smukt beskrevet utallige steder. Jeg har selvfølgelig også mærket det og følt mig stolt over at være en del af den historie.

Men mit hjerte græder og splintres i tusinde stumper, fordi jeg mister mit stærke fundament, som alle mine kollegaer på Fredericia Teater er. Jeg ved, at det fundament har givet mig styrke og mod i mit arbejde på scenen.

Et teater er et samlingssted for ekstremt mange forskelligartede arbejdsopgaver, og vi er alle afhængig af hinanden. Ha! Jeg er nok som skuespiller den, som er allermest afhængig af mine kollegaer.

Der er kollegaer, som sørger for mit kostume, rekvistitter, lys og lyd på scenen, at der overhovedet ER en scene, hvad jeg skal synge og sige, inspiration til hvad jeg skal gøre på scenen, og at der findes et teater, hvor jeg HAR en scene…

Så jeg græder over at have mistet den energi, vi skabte i fællesskab, når vi skabte teater. Det køber man ikke bare for penge. Det kommer ikke af sig selv. Det skabes i en relation mellem mennesker og deres forskellige kompetencer. Aldrig før har jeg følt, at kunsten og magien i den relation var så vigtig.

Men når det bliver revet væk fra mig, så mærker jeg i hvert fald alt for tydeligt, hvor meget jeg ønsker den. Selvom flagskibet Fredericia Teater, som vi alle kender udadtil, er forlist, tror jeg på, at netop relationerne og den viden, der er blevet mærket, oplevet, forløst og begyndt, vil leve videre i os alle.

Både os, der har arbejdet på skibet, men også jer, som har besøgt os og er blevet en del af den kultur, som teatret har skabt. Det, tror jeg på, lever videre her i Fredericia.

Det er jo såre simpelt – en bi har vinger og en blomst sit blad. For mig hjælper det at fokusere på det simple. Det gør livet på rigtig mange måder nemmere at være nærværende i lige nu. Men når så de der kæmpe larmende klokker ringer og overdøver alt, hvad der umiddelbart eksisterede som nogenlunde fred og ro – så får man brug for hvem ved hvad.

Vi får brug for hinanden i denne tid, vi allesammen lever i nu og her. Som vi tidligere kollegaer på Fredericia Teater har skrevet internt til hinanden over sms'er og på de sociale medier den seneste tid – ”Sammen – hver for sig”.

Jeg glæder mig til ikke at føle et behov for at holde vejret, når jeg løber forbi jer på mine løbeture i frygt for at få corona-baktusser og gå i store buer udenom jer alle i en dunst af håndsprit.

Pas på jer selv derude!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce