Annonce
Udland

Hårdt ramte Tjekkiet beder om russisk vaccine uden om EU

Den tjekkiske premierminister, Andrej Babis, ser intet problem i at benytte vacciner, der ikke er godkendt af EMA (Arkivfoto). Foto: Michal Krumphanzl/Ritzau Scanpix

Tjekket er interesseret i både russisk og kinesisk vaccine på grund af tempoet i EU's udrulning af vacciner.

EU-landet Tjekkiet har søndag anmodet om at få leveret en sending af den russiske coronavaccine, Sputnik V.

Det siger landets præsident, Milos Zeman, til tv-stationen TV Prima.

- Efter at have talt med premierministeren har jeg sendt et brev til (Ruslands præsident, red.) Vladimir Putin, hvor jeg anmoder om en sending af Sputnik-vaccinen, lyder det fra den tjekkiske præsident.

Hårdt coronaramte Tjekkiet er det land i verden, der de seneste to uger har registreret flest tilfælde af coronasmitte per 100.000 indbyggere.

Tjekkerne ønsker derfor at få vaccineret deres borgere hurtigst muligt. Det har fået dem til at kigge mod Sputnik-vaccinen fra Rusland. Præsidenten siger desuden, at man også vil overveje Kinas Sinopharm-vaccine.

Ingen af de to er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Den tjekkiske premierminister, Andrej Babis, mener dog heller ikke, at landet behøver vente på grønt lys fra agenturet.

- Det eneste, vi har brug for, er en blåstempling fra det tjekkiske lægemiddelkontor, lyder det fra premierministeren.

Han påpeger, at en lang række andre lande - herunder flere EU-lande - har givet udtryk for, at de ønsker Sputnik-vaccinen.

- 65 lande i verden vil have den russiske vaccine - inklusive seks EU-lande - så hvorfor siger man, "Jesus, den er forfærdelig"?

- Tro mig, når jeg siger, at inden for få måneder vil andre EU-lande også bede om Sputnik-vaccinen, siger premierministeren.

De tre vacciner, der hidtil er blevet godkendt af EU, er vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca.

Tjekkiets udrulning af vacciner har været langsommere end forventet og har hidtil resulteret i omkring 650.000 vaccinestik.

Der bor omkring 10,7 millioner i landet.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce