Annonce
Indland

Rekordstort smittetal: Yderligere 678 er smittet med corona

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Antallet af indlagte med covid-19 stiger til 101. Det er seks flere end torsdag, viser tal fra SSI.

Annonce

Der er registreret yderligere 678 coronatilfælde i Danmark. Det viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste daglige antal, der er målt, siden epidemien kom til landet i marts.

Det er første gang, at der registreres over 600 coronatilfælde på én dag.

Inden fredagens smittetal var der blot tre gange registreret over 500 coronatilfælde i Danmark på en enkelt dag. Alle tre gange har været siden lørdag den 19. september.

Det hører dog med til historien, at langt flere nu testes for sygdommen. Det kan betyde, at flere milde tilfælde fanges.

I alt 101 patienter er nu indlagt med covid-19 på landets hospitaler. Det er seks flere end torsdag.

Antallet af nye indlæggelser er dog på 21, men da der også er patienter, som er blevet udskrevet, er antallet af indlagte ikke steget så meget.

- På nuværende tidspunkt kan hospitalerne sagtens følge med, men vi skal ikke meget længere hen, før vi skal begynde at tænke på, hvordan vi bruger vores ressourcer.

Det siger Christian Wamberg overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital om de daglige coronatal.

Det er første gang siden 3. juni, at der er flere end 100 personer indlagt med sygdommen i Danmark.

Ifølge Christian Wamberg har vi dog ikke set toppen af smitten endnu og smittetallene vi ser lige nu, kan først ses på hospitalerne om 14 dage.

- Det der skete for 14 dage siden, er det, vi ser på hospitalerne nu. I de her dage har vi tre gange så mange smittede, så hvis det skal holde stik, så har vi måske tre gange flere på hospitalerne om 14 dage, påpeger han.

Blandt de indlagte er 25 på intensiv, hvoraf ni ligger i respirator. Torsdag lå 19 på intensiv. Fem af dem lå i respirator.

Yderligere to personer smittet med covid-19 er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal i Danmark op på 647.

Siden den seneste opdatering er der foretaget 57.368 test for covid-19. Af dem er 24.782 lavet på personer, der ikke før er blevet testet for sygdommen.

/ritzau/

Tal hos Sundhedsstyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce