Det blev til den foreløbigt bedste dag for Rasmus Højgaard på The Concession Golf Clubs bane i Florida, da den danske golfkomet lørdag gik tredje runde af WGC Championship.
Højgaard klarede sine 18 huller i et enkelt slag under par, hvilket er to og tre slag bedre end hans foregående runder.
Men selv om spillet altså var lidt bedre lørdag, ændrede det 19-årige talents placering sig ikke ret meget. Højgaard startede dagen som delt nummer 57 og endte den på en delt 50.-plads, efter at alle spillere havde afsluttet runden.
Danskeren er 13 slag efter den førende Collin Morikawa fra USA. Der er derfor lange udsigter til et dansk topresultat i turneringen, der er Rasmus Højgaards første af slagsen.
WGC Championship er en del af World Golf Championship-serien, der byder på fire årlige turneringer, som er blandt de mest pengestærke inden for herregolf. Af samme grund stiller de fleste af sportens største navne også op.
Præmiepuljen i WGC Championship er på 10,5 millioner dollar, hvilket svarer til 64 millioner kroner. Vinderen får cirka 11 millioner kroner.
Der er 71 spillere tilbage i turneringen, efter at en enkelt har trukket sig. Rasmus Højgaard er den eneste dansker. Det hele afgøres søndag.
/ritzau/