2 højrebsbøffer à ca. 500 g hver med ben (côte de boeuf)
2 kviste rosmarin
2 kviste timian
2 fed hvidløg smagsneutral olie
50 g smør
salt
Salat
1 hjertesalat
1 frisésalat eller radicchio
urter, fx kørvel, ærteskud, bronzefennikel
olivenolie
salt
Start med at pakke højrebsbøfferne ud af indpakningen, så de kan temperere inden stegning. Skyl rosmarin og timian og knus hvidløgsfeddene let med den øverste del af bladet på en kokkekniv.
Vask salaterne grundigt og slyng dem fri for vand. Skyl også urter og dryp dem af på køkkenrulle.
Varm en tykbundet pande op til meget høj varme og dryp lidt olie på. Brun højrebsbøfferne på alle sider, så de får en flot mørkebrun stegeskorpe. Skru nu ned for panden, så varmen er middel.
Læg hvidløgsfed, rosmarin- og timiankviste samt en stor klat smør ved. Smørret vil bruse op. Tag en ske og hæld smørret hen over bøfferne, mens de steger videre. Vend bøfferne om og gør det samme på denne side. Mærk på bøffen, hvor den er tykkest – den skal mærkes, som hvis du trykker dig selv på næsen. Tag bøfferne af og læg dem på en tallerken. Hæld smørret og krydderurterne henover og drys med salt. Lad bøfferne hvile nogle minutter.
Servering
Vend salaterne i lidt olivenolie og salt og fordel pænt på tallerkenerne. Placer urterne oven på salaterne. Skær benet af bøfferne og skær dem herefter i skiver og drys med salt. Læg skiverne pænt oven på salat og urter og server.