Annonce
Børkop

Hajtænder skyller op ved campingplads: Forpagter har samlet hundredevis

Pia Høll Christiansen har gennem årene opbygget en stor samling hajtænder og andre fossiler. På papiret er de fund, som hun selv er mest stolt af. Tænderne i plastikbeholderen er doneret af en lokal mand og gives blandt andet ud til campingpladsens gæster. Foto: Aske Visser Ottosen
For både gæster og personale på Hagen Strand Camping er det blevet en hobby at finde hajtænder på stranden ved campingpladsen.

Mørkholt: Strandkanten ved Vejle Fjord gemmer på millioner af år gammel historie, hvis man blot væbner sig med tålmodighed og kigger godt efter.

På Hagen Strand Camping i Mørkholt er der for sommergæster, fastliggere og personale næsten gået sport i at finde hajtænder på det stykke strand, som campingpladsen leder ned til, og gennem årene er der blevet fundet hundredevis af dem. Pia Høll Christiansen, som forpagter campingpladsen med sin mand Ib Høll Christiansen, viser stolt sin store samling frem, som både hun og en lokal bidragsyder har været med til at opbygge.

Annonce

- Det er simpelthen så afstressende. Man går bare i sin egen verden og tænker kun på det.

Pia Høll Christiansen, medforpagter af Hagen Strand Camping

Den første tand

Ib og Pia Høll Christiansen har forpagtet stedet siden 2015, men det var allerede omkring 2007, at interessen for at finde hajtænder på stranden ved campingpladsen opstod. Dengang var parret selv fastliggere på stedet, og Pia Høll Christiansen husker tydeligt den første gang, hun fandt en hajtand på stranden.

- Vi havde godt nok fået at vide, at man kunne finde hajtænder her, og så tænkte vi "jaja, det kommer aldrig til at ske", fortæller hun og fortsætter:

- Så stak der et eller andet op af sandet, og det så jo lidt anderledes ud end en sten, så jeg gik hen og tog den op, og så var det en hajtand.

Mens hun med stor entusiasme fortæller sin historie, samler hun en af tænderne op med sin pegefinger og tommelfinger. Det var den første, hun fandt.

Siden er der kommet en hel del til samlingen, som også tæller meget andet end hajtænder, såsom pelikanfødder, søpindsvin, vættelys, svampe og sågar også ryghvirvler fra hajer.

Afstressende hobby

Det er dog ikke kun for at opbygge en samling af millioner af år gamle tænder, at Pia Høll Christiansen af og til render på stranden og rodder lidt i sandet.

For hende handler det også om den ro, hun får ved at glemme tiden og kun have fuld fokus på hajtænderne.

- Det er simpelthen så afstressende. Man går bare i sin egen verden og tænker kun på det. Jeg tænker ikke på alt muligt andet, forklarer hun med et smil.

Men når man driver en campingplads, kan det godt være svært at finde tiden til at komme på stranden, så for Pias vedkommende bliver det ofte uden for højsæsonen.

- Efter at vi har fået campingpladsen, gør jeg det ikke så meget. Så er det mest i foråret og i efteråret, hvor jeg godt lige kan nå ned og koble af, siger hun.

Samlingen rummer hajtænder i alle størrelser, mens der for eksempel også er vættelys, pelikanfødder og silkespat. Foto: Aske Visser Ottosen

Fra vandkanten og op

Nogle af de hajtænder, som er blevet fundet kan være mellem 25 og 35 millioner år gamle og kan stamme fra både sildehajer, sandhajer og revlehajer. Men hvad er det, som får så mange af dem til at skylle op på stranden her i Mørkholt?

- Det er vist noget med lergrunden, så vidt jeg har ladet mig fortælle. Der er mange, som kommer ned og går for at finde hajtænder. De kan ligge i vandet, de kan ligge i sandet. Det er jo noget med den undergrund, der er, forklarer hun.

Vil man selv ud og se, om man kan gøre Pia Høll Christiansen og de andre fossilfindere i Mørkholt kunsten efter, så har hun et par fiduser, hvis man ikke har prøvet det før.

- Man tror jo, at man skal kigge efter en hvid tand. Dem kan du også finde, men det er dog ikke så tit. I hvert ikke i det her område, siger hun.

Når hun selv går og leder efter hajtænder og andre fossiler, plejer hun at gå fra vandkanten og op til det tørre sand. Det er ifølge hende det nemmeste, da tænderne som regel ligger ovenpå eller stikker op af sandet. Hun understreger dog, at der blandt hajtands-findere eksisterer mange måder at gøre det på, og at hun da også har gjort fund både i vandet, i vandkanten og i det tørre sand.

Og hvordan ved du så, at det er en hajtand, du har fundet? Ifølge Pia Høll Christiansen kan man genkende de fleste tænder på deres karakteristiske striber, som de har ned langs tanden.

Det er på denne strand lige neden for Hagen Strand Camping, at Pia Høll Christiansen og gæsterne fra campingpladsen leder efter hajtænder. Stranden bruges af og til også af lokale, som leder efter fossiler. Blandt andet er der en gruppe lokale som minimum finder otte tænder hver gang. Foto: Aske Visser Ottosen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce