Annonce
Kultur

Hal og svømmehal er lukket: Halpersonale forsøger at udnytte lukningen effektivt

Der bliver ikke scoret mål i hallen i Egtved i øjeblikket, for den skal som alle andre holde lukket i øjeblikket for at forhindre smittespredning med covid-19. Stilheden udnytter hallens personale i stedet til at ordne meget af det, der ikke er samme mulighed for til daglig. Arkivfoto: Kate Pommer
Egtved Idræts- og Multicenter skal i øjeblikket holdet lukket for at forebygge spredning med corona. Men det betyder bestemt ikke, at personalet sidder med hænderne i skødet - tværtimod.
Annonce

Egtved: Haller og svømmehaller skal ligesom alt mulig andet holde lukket i øjeblikket på grund af corona-situationen. Men selvom både hal og svømmehal hos Egtved Idræts- og Multicenter derfor ligger mennesketomme hen, betyder det ikke, at der ikke sker noget på stedet.

- Vi så da helst, at huset var fuld af liv, men sådan er det ikke. Men når vi nu skal holde lukket, kan vi ligeså bruge nedlukningen til noget positivt, fortæller centerleder Linda Kruse.

Stilheden bruges nu til en række praktiske opgaver foruden en masse administrative opgaver, der nu er en anden ro til.

- I næste uge kommer der er en sakselift, som vi skal bruge i den store hal. Der er flere steder bolde, der har sat sig fast i loftet. Dem skal vi have ned, og så sætter vi noget net op, så det ikke sker så tit. Samtidig får vi gjort rent på højtalere og andre steder, hvor vi normalt ikke kan nå. Det har vi mulighed for at gøre nu, når hallen er tom, siger hun.

Derudover skal den store hal males. Under nedlukningen sidste forår blev blandt andet gangarealer og andre steder malet og frisket op - denne gang er det så hallen.

Annonce

Planlægger arbejdsopgaver

De tre fuldtidsansatte medarbejdere får disse dage ordnet mange små og store ting, som vil komme hallens brugere til gavn, når den får lov at åbne igen.

- Desuden har vi lige nu gode muligheder for at tilrettelægge og fordele arbejdsopgaver og arbejdstider. Vi tre deles om at dække åbningstiderne, så der i omkring 95 procent af hallens åbningstid er minimum en af os på arbejde. Det betyder, at vi normalt ikke har ret mange overlap, hvor vi er her samtidig. Lige nu er vi på arbejde alle tre på samme tid, hvilket giver nogle helt andre muligheder for at planlægge og tilrettelægge det hele, så det fungerer bedst muligt, når vi får lov at åbne igen, lyder det fra Linda Kruse.

Annonce

Ny hjemmeside

1. november fik hallen ny hjemmeside. I kølvandet er der mange ting, der skal opdateres, mailadresser skal ændres og meget andet.

- Det var noget, vi selvfølgelig skulle gøre alligevel, men det er der bare en anden ro til nu her. Og man bliver overrasket over, hvor meget arbejde der faktisk er i at få rettet oplysninger alle steder, forklarer centerlederen.

Desuden er hun i øjeblikket ved at lave beskrivelser af alle idræts- og multicentrets faciliteter, som skal lægges på hjemmesiden sammen med en række fotos.

- Det er noget af fodarbejdet til, at vi, når hverdagen begynder at ligne sig selv, kan begynde at skaffe flere stævner og arrangementer i hallen i weekenderne. Her er det vigtigt, at folk udefra kan se, hvad vi har af faciliteter og muligheder at tilbyde her i hallen, siger Linda Kruse.

Annonce

Masser at gå i gang med

Det er hallens bestyrelse, der sammen med Linda Kruse, har besluttet ikke at hjemsende de tre ansatte men holde dem i fuld sving.


Vi har mange ting, vi kan tage fat på, som i sidste ende vil komme vores brugere og hele stedet til gavn.

Linda Kruse, centerleder


- Bestyrelsen har spurgt, om vi har nok at tage os til, og det har vi bestemt. Vi har mange ting, vi kan tage fat på, som i sidste ende vil komme vores brugere og hele stedet til gavn, siger centerlederen.

- Foreløbig har vi fokus på de områder, vi forventer vil blive åbnet først. Vi tænker, 0.-4. klasses-eleverne er de første, der får lov at vende tilbage igen, så de steder, de kommer, fokuserer vi på først, og så tager vi de øvrige områder bagefter, siger Linda Kruse, der glæder sig til atter at byde idrætsudøvere og svømmegæster indenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Se de nyeste corona-tal for Vejle her: Smittetallet stiger stadig - godt hjulpet på vej af B117

Give

Millionarv sender klokkespil til Give

Annonce