Annonce
Vejle

Slut med kloakvand i kældrene: Halvandet års gravearbejde rykker ind i Vejles østby

Vandet deles i spildevand og kloakvand i Vejles østby. Ingeniør Klaus Jensen fra Vejle Spildevand fortæller, at projektet vil tage halvandet år. Foto: Michelle Madsen
Vejle Spildevand A/S tager hul på arbejdet med at adskille regnvand og spildevand i kloakken under østbyen. Det vil både gavne sundheden i Vejle Fjord og sikre mindre vand i kældrene.
Annonce

Vejle: Nu skal det være slut med, at kloakvand fra Vejles østby havner i fjorden.

Det kommunalt ejede Vejle Spildevand A/S er begyndt at adskille kloakken, så regnvand og spildevand får hvert sit rør.

Kraftig regn sætter nemlig det gamle kloaksystem under pres, og der sker overløb til fjorden.

Nogle beboere i området har også oplevet, at presset i kloakken blev så stort, at de fik kloakvand i kældrene.

- Det er et større arbejde, vi skal i gang med, og det vil cirka tage halvandet år, før vi er færdige med kloakseparering i området. Vi forsøger at gøre det hurtigt, for vi ved godt, at anlægsarbejdet er til gene, siger Klaus Jensen, ingeniør ved Vejle Spildevand.

Den første etape omfatter Ørstedsgade og Valløesgade, der i etaper lukkes af for trafik i perioden 21. september til den 8. februar 2021. Lyskrydset ved PA-bageren "Mad & Brød" lukkes efter planen fra 19. oktober frem til 9. november. Omkørsel bliver skiltet.

Vejene spærres helt af, fordi flere af bygningerne står på egetræspæle, og der kan være en risiko for, at bygningerne sætter sig, hvis pælene bliver tørre, forklarer Klaus Jensen.

- Det vil vi ikke risikere, og derfor tager vi vores forholdsregler ved at pumpe grundvandet tilbage i jorden, hvilket vil fylde det meste af kørebanen, siger han.

Annonce

Kan ikke håndtere kraftig regn

De nye rør er så store, at de kan klare en regnhændelse, der statistisk  forekommer hvert femte år i fremtiden.

Når Vejle Spildevand arbejder med klimaprojekter, tilpasses nogle projekter, så anlæggene er gearet til at tage imod ekstreme regnhændelser, der statistisk kun forekommer hvert 100. år.

Det vil sige, at de nye ledninger i østbyen ikke er store nok til at tage imod de stigende mængder regn, Vejle forventes at få som følge af klimaforandringerne.

Og det er der en god grund til, forklarer Klaus Jensen fra Vejle Spildevand.

- Man kan jo godt mene, at vi på de brede veje har plads til større rørledninger, men vi vurderer, at det har langt større effekt, at vi samler og leder regnvandet kontrolleret væk længere oppe, hvor vi har flere klimaprojekter, siger han.

Regnvand og spildevand skal adskilles under Parkvej, Østerled, Valløesgade, Stormgade med mere. Kortet viser bydelen, der om to år har fået separat-kloakering til gavn for Vejle Fjord. Illustration: Vejle Spildevand

Det sideløbende klimaprojekt i østbyen skulle gerne holde bydelen tørskoet. Samtidig med at Vejle Spildevand adskiller regnvand og spildevand, er Østerbo i gang med det samme på boligforeningens grund.

Vejle Spildevand og Østerbo bruger samme entreprenør, så koordineringen glider lettere, og for at undgå for mange aktører i området på én gang.

Et langt træk mod en renere fjord

  • Den nye spildevandsplan viser kommunens arbejde med separatkloakering frem mod 2028.
  • Først hen mod 2050 vil det meste af Vejle Kommunes kloaksystem basere sig på ideen om regnvand i ét rør og spildevand i et andet.
  • Da det kræver store investeringer, tager Vejle Spildevand et område ad gangen.
  • Mens kommunen sørger for det overordnede kloaknet, skal grundejeren klare tilslutningen på sin egen matrikel. Det kræver ny rørføring og indsats fra en autoriseret kloakmester.


Vi vurderer, at det har langt større effekt, at vi samler og leder regnvandet kontrolleret væk længere oppe.

Klaus Jensen, ingeniør ved Vejle Spildevand A/S


Ørstedsgade og Valløesgade spærres af i etaper fra mandag 21. september til 8. februar 2021. Illustration: Vejle Spildevand
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce