Annonce
Navne

Han fik 12 i biologi som 80-årig og har levet i 20 år efter kræftoperation: En fighter og livselsker fylder 90 år

Jens Knud Bomholt er taknemmelig over, at huset på Frydsvej blev solgt, så han og hustruen Edna kunne flytte i ældrebolig på Nørrevang i Stensballe, Horsens, oplyser døtrene. Privatfoto
Fysikken er ikke, som den har været, men hovedet fejler ikke noget, og han har stadig ja-hatten på. Jens Knud Bomholt, Horsens, fylder 90 år mandag 31. maj.

Fødselsdag: I 1931 blev Jens Knud Bomholt født i et fodermesterhus på Hem Østergård, fremgår det af hans 267 sider lange erindringsbog med titlen "Livet er ikke det værste, vi har".

I bogen fortæller han om sin barndom sammen med sin søster, Herdis. De havde en god og tryg barndom ved Mossø, hvor deres forældre opbyggede et lille husmandssted.

Hjemmet i Hem blev senere ramme for dejlige ferieminder for Jens Knud Bomholts fire døtre, Anette, Lillian, Alice og Kirsten, der nød friheden og roen til at lege, eksperimentere og lære om naturen og dyrene hos deres bedsteforældre.

Annonce

Agronom som 24-årig

Det lå i kortene, at Jens Knud Bomholt skulle være landmand, og knap 14 år gammel kom han ud at tjene på en nærliggende gård.

Som 15-årig kom han på Egå Efterskole, og to et halvt år senere blev han elev på Vallekilde Højskole.

Jens Knud Bomholt havde nået at tjene på gårde i Jylland og på Vestsjælland, da planerne om at blive landmand brat blev ændret.

Til sessionen på Skive Kaserne fik han som 20-årig konstateret en hjertefejl.

Han valgte at se det som muligheden for at læse videre på Landbohøjskolen i København, og i en alder af blot 24 år dimitterede han som agronom.

Annonce

Var konsulent

I godt 45 år arbejdede Jens Knud Bomholt som konsulent for landbrugsorganisationer og slagterier.

Han var ambitiøs og engageret i sit arbejde, men der var også tid til fest og hygge med venner, og på sådan aften i 1956 mødte han Edna.

Året efter blev de gift i Klosterkirken i Horsens, og i 2017 kunne de dermed fejre diamantbryllup.

De fik ellers en hård start på deres ægteskab, for fem uger efter deres bryllup blev de påkørt på deres scooter.

Begge blev kvæstede, værst ramt var Edna, men de kom sig og fik med tiden fire døtre.

Annonce

Videbegærlig og vedholdende

Jens Knud Bomholt har altid haft lyst til at lære.

Han har været på mange studieture og dannelsesrejser rundt i verden, og var det muligt at forene det med familielivet, kom alle med til Sverige, Norge, Tyskland og Holland.

Da Jens Knud Bomholt nærmede sig pensionsalderen, begyndte han at udleve sin drøm om at få den gymnasiale eksamen, han aldrig fik i sin ungdom.

Han læste fagene op på VUC, og på sin 80-års fødselsdag i 2011 kunne han gå ud af eksamenslokalet med et 12-tal i biologi på hf-uddannelsen.

Annonce

Kræft og ALS

Jens Knud Bomholt har også mødt bump på livets vej.

I 2000 fik han pludselig stærke mavesmerter, og det viste sig, at han havde fået kræft i bugspytkirtlen.

Inden operationen ville han gerne have mulighed for at fejre sin 70-års fødselsdag med familie og venner, så 8. juni 2001 kom han under kniven på Aarhus Universitetshospital.

I år er det 20 år siden den omfattende operation, og familien udtrykker stor taknemmelighed over for de læger, der sikrede ham og dem så mange "bonusår" sammen.

En ny udfordring viste sig i 2019. Jens Knud Bomholt fik konstateret sygdommen ALS, som angriber nervecellerne, der styrer musklerne, og som langsomt vil gøre ham lam.

Igen har han valgt at tage ja-hatten på, oplyser døtrene.


Han erkender, at det er træls sygdom, som har store konsekvenser, og som han ikke kan vinde over, men han prøver at se det positive i alt det, han har oplevet og kan endnu.

Fra artiklen


Han erkender, at det er træls sygdom, som har store konsekvenser, og som han ikke kan vinde over, men han prøver at se det positive i alt det, han har oplevet og kan endnu. At han har været heldig med sit liv, haft en masse gode oplevelser og mødt en masse dejlige mennesker. At han er taknemmelig over et langt ægteskab, for sin familie, sine børnebørn samt venner og bekendte, han stadig har kontakt med.

Og så er han taknemmelig over, at huset på Frydsvej er blevet solgt, så han og hustruen sammen kunne flytte i ældrebolig på Nørrevang i Stensballe.

Fødselaren glæder sig også over, at vi nu er ved at være på den anden side af coronaen, så han kan fejre den runde dag med sin nærmeste familie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Crazy Red and Whites: Seks Vejle-kendisser fortæller om deres bedste landsholds-oplevelser

Vejle

Glæd dig: Nu kan du alligevel se EM på storskærm i en af Vejles parker

Annonce