Horsens: Claus Johansen, Lupinvej i Tyrsted, er en fødselar, som synes, han har meget at glæde sig over. Mandag 20. juli fylder konsulenten hos City Horsens 60 år.
For otte år siden sendte en hjerneblødning den travle forretningsmand i månedlang coma. Tre gange blev hans kone og to sønner kaldt til hospitalet for at tage afsked med ham.
Men den tidligere fodboldspiller og viljefaste mand kæmpede sig tilbage til livet og til sin familie. Han sagde nej tak til førtidspension og fik i stedet et fleksjob hos City Horsens, ligesom han stadig er bestyrelsesformand for butikken Lottes, som han og hans kone Lotte Johansen etablerede på Søndergade. I dag står Lotte Johansen i spidsen for modebutikken, mens han i spøg betegner sig som "Lottes altmuligmand".
Åbnede egen butik for ti år siden
Han har haft en lang karriere inden for detailhandel og tøjbranchen. Efter ti år bag disken i flere lokale herretøjsbutikker blev han sælger. Det førte til et job som administrerende direktør hos tøjmærket Silbor. Da det blev solgt til en kapitalfond, blev han salgschef hos tøjmærket Pardon, indtil han og Lotte Johansen for godt ti år siden besluttede sig for at udleve drømmen om egen butik.
Fodbold har også altid fyldt meget i familiens liv. Claus Johansen er vokset op lige over for Horsens Stadion. Han spillede fodbold på eliteplan hos HFS, men måtte stoppe, da han som 19-årig blev ramt af en meniskskade. Siden har han fulgt sine to sønner, Casper og Nicolai Johansen, der begge har gjort fodboldkarriere. Og inden længe håber han at skulle følge et par børnebørn, som også er glade for fodbold.
Stolt af Horsens
Claus Johansen er et stort familiemenneske og en vaskeægte Horsens-dreng. Han er stolt af byens udvikling, og han fremhæver især butikslivet for et godt sammenhold, hvor butiksindehavere betragter sig som kolleger frem for konkurrenter. Han har da også selv altid været fortaler for den holdning som tidligere bestyrelsesmedlem i og nu ansat af City Horsens.
Claus JohansenVi har altid haft det sådan i butikslivet i Horsens, at vi er hinandens kolleger.
Han er i dag på sin vis taknemmelig for, at en hjerneblødning fik ham til at stoppe op. Den fik ham i gang med motion og styrketræning. Men endnu vigtigere til at indse, hvad der er vigtigt i livet og til at leve efter det.
Det vil han glæde sig over, når han på fødselsdagen inviterer familie, venner og forretningsforbindelser til brunch på Gran i Horsens.