Annonce
Udland

Handelskrig får IMF til at se mørke skyer over verdens økonomi

Olivier Douliery/Ritzau Scanpix

Handelskrig mellem USA og Kina får Den Internationale Valutafond til at skrue ned for vækstforventningerne.

Den Internationale Valutafond (IMF) forventer den laveste vækst i verdensøkonomien siden den globale finanskrise i 2008-2009.

I år ventes der en vækst i verdensøkonomien på omkring 3,0 procent. Det er en nedjustering af prognosen fra juli, der lød på en vækst på 3,2 procent.

Næste års vækstprognose er også reduceret - til 3,4 procent.

- Med en afmatning af økonomierne mange steder på samme tid og usikkerhed omkring forsøgene på genopretning er udsigterne fortsat usikre, siger IMF-økonomen Gita Gopinath i indledningen til kvartalsrapporten fra IMF.

IMF har siden 1940'erne arbejdet på blandt andet at sikre stabilitet i den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde. Institutionen arbejder også på at bekæmpe fattigdom over hele verden.

Fonden kan desuden gribe ind med lån i forbindelse med eventuelle økonomiske kriser hos dens i alt 189 medlemslande.

IMF har i alle sine kvartalsrapporter det seneste år nedjusteret vækstprognoserne - især med henvisninger til forværrede handelskonflikter.

- Der er behov for at mindske handelsmæssige og geopolitiske spændinger, pointerer Gopinath.

IMF's prognose for verdensøkonomien er ikke opløftende læsning for dansk erhvervsliv. Det vurderer Dansk Industris chefanalytiker, Allan Sørensen.

- Der er ingen tvivl om, at når væksten i udlandet er lav, bliver der hårdere kamp om kunderne. Det betyder, at væksten hjemme i Danmark også bliver svækket af det, siger han.

Han påpeger, at det er femte gang i træk, at IMF skruer ned for vækstudsigterne for 2019.

Nedjusteringen af forventningerne til væksten skyldes ifølge Allan Sørensen især, at der er store usikkerheder i hele verden.

- Det bunder i enormt store usikkerheder - både på grund af handelskrig, brexit, geopolitiske spændinger i Syrien, Iran og Hongkong. Al den usikkerhed og handelskrig er simpelthen med til at svække aktiviteten i verdensøkonomien, siger han.

Også tysk, svensk og italiensk økonomi viser svaghedstegn.

- Det er en dyster prognose, siger Allan Sørensen.

IMF forventer en vækst i Danmark på 1,7 procent i 2019 og 1,9 procent i 2020.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt testkamp, som opfyldte sit formål

Vejle

Nu åbner Frisør Lyhne sin femte salon

Annonce