Annonce
Børkop

Hanne ærgrer sig på biernes vegne - for de vilde blomster blev slået til hø

Her langs vejen var for et par uger siden et blomstrende hav af vilde blomster. Til stor gavn for insekter, bier og for den sags skyld større dyr, der havde et gemmested. Men kommunen slår græsset ned to gange om året, og nu ser det sådan her ud. Hanne Lind bor på Rørbækvej, og hun kan ikke forstå, hvorfor der dog skal slås græs netop på den lille, lukkede vej. Foto: Yilmaz Polat
Hvorfor skulle græskanten slås på den meget lidt trafikerede vej Rørbækvej? Det spørgsmål stiller Hanne Lind sig. For konsekvenserne er store. En masse vilde blomster, som bierne kunne hygge sig med, er nu forsvundet.

Børkop: Der stod de så. Blomsterne i græskanterne langs Rørbækvej. Vild kørvel, forvildet raps, ærenpris og ranunkler. Blandt andet. Bierne hyggede sig gevaldigt, men nu er blomsterne væk. Græsslåmaskinen, den helt store af slagsen, har været forbi, for kommunen slår græs i grøftekanterne to gange om året.

Hanne Lind, der bor på Rørbækvej, er ikke glad for den beslutning. Hvorfor skulle græskanterne slås? Hvorfor skulle det blomstrende skiftes ud med brunt hø?

- Jeg ved godt, at der er trafiksikkerhed, som der også skal tages hensyn til, men kommunen bør i så fald arbejde med differentieret slåning. Der er de trafikale veje, og der er de rekreative veje. Rørbækvej er en lille vej, hvor der en bom midt i, og hvor der kommer maksimalt fire traktorer om dagen. Den bruges mest af gående og cyklende, så den er bestemt rekreativ, så hvorfor overhovedet slå græsset, spørger hun.

Annonce

Slås to gange om året

På landet klipper kommunen græs langs vejene forsommer og efterår. I forsommeren klippes en meter ind, og om efteråret klippes hele græsarealet på vejens matrikel.

Når græsset når en højde, som er til gene for udsyn eller skilte i trafikken, klippes ligeledes en såkaldt sikkerhedsslåning.

I byerne slås vejkanterne som udgangspunkt hver anden uge.

Kilde: Vejle Kommune

Store konsekvenser

Det har i hvert fald en stor konsekvens for dyre- og plantelivet, forklarer hun.

- For tyve år siden optalte jeg 50 plantearter på et stykke af Rørbækvej. Jeg har lige talt igen, inden græsslåmaskinen kom forbi, og der var højest tyve forskellige arter. Maksimalt. Det har sine konsekvenser, at græsset bliver slået, for antallet af vilde blomster formindskes år efter år. Det går hårdt ud over biodiversiteten, siger Hanne Lind.

Hun håber, at hun kan få råbt politikere og forvaltning op.

- Der er lige kommet en byvision om, at Børkopområdet skal være Naturbyen, og så starter kommunen med at slå de vilde blomster og græsset ned og lave det til hø. Det giver ingen mening, og det skal ændres. Man kan spørge sig selv om, hvor meget kommunens ansatte og politikerne egentligt forstår sig på biodiversitet, når de ødelægger det, siger hun.

Natur skal læres

Selv ved hun meget om vilde blomster og planter. Rigtigt meget.

Hanne Lind er ikke bare tidligere biologilærer. Hendes viden om vilde planter er mere end ret stor, for det har været hendes store interesse siden barndommen, hvor hun, som feriebarn fra København, kom til Højen.

- Jeg var barn af en planteskoleejer, så jeg havde fået planter og blomster ind med modermælken. Og da jeg så kom til Højen, kan jeg huske, at jeg gik langs vejen mod kirken og plukkede blomster. En buket, hvor der kun måtte være én blomst af hver slags. Dengang kunne det godt blive til en kæmpe buket, for der var så mange slags blomster. Det kan man ikke mere. Desværre, siger hun.

Men hendes viden går ikke tabt. Ikke frivilligt i hvert fald. Børnene og børnebørnene lærer også om blomster og planter. Børnebørn, der kommer på besøg, skal med bedstemor ud i naturen.

- Hvis man som lille lærer om blomsterne og planterne, bliver man venner med naturen. Men når vi går hånd i hånd hen til rævegraven, bliver der færre og færre planter at snakke om undervejs, siger Hanne Lind.

Hanne Lind er et omvandrende blomsterleksikon. Og hendes have er da selv et sted, hvor blomsterne gror og pryder. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce