Annonce
Billund

Hanne om en kristen tro: - Gud er min coach

Den kristne tro betyder meget for Hanne Skindhøj, sygeplejerske, mor og plejemor. Når børnene er taget afsted, holder hun en lille andagt for sig selv. Foto: Martin Ravn
Hanne Skindhøj er vokset op med Gud som følgesvend og oplever i dag Gud som en slags coach, en vejleder, som hun taler med og bliver rådet af hver dag.

Grindsted: Hanne Skindhøj er kristen. Hun lever sit liv i sikker forvisning om, at der er en magt i verden, som er større og stærkere end det, noget menneske kan træffe beslutninger om. Den vished rummer også en tillid til, at det nok skal gå alt sammen, en ro, en tryghed.

- Gud er min coach og vejleder og hjælper mig, så jeg lever mit liv på en måde, så det bliver et godt liv, ikke kun for mig, men også for de andre. Jeg har brug for ikke bare at køre et soloridt, men at blive mindet om de andre, min mand, mine børn. I min andagt lægger jeg mine børn frem for Gud, forklarer hun.

Hun sammenligner sin tro med kærlighed.

- Min tro betyder rigtig meget for mig. Jeg går ikke rundt og siger, at jeg elsker Gud, eller at jeg elsker Jesus. Sådan var det måske mere, da jeg var ung og mere sort/hvid. I dag vil jeg sammenligne det med kærlighed. Forelskelsen er blevet til kærlighed og er en strøm, som er under det hele. Og så indimellem blusser det op, siger hun.

Annonce
Jeg går meget efter det, der er frigørende og ikke fordømmende. Jeg oplever, at der er mange, der tror, at vores liv er fyldt med forbud. Det er det ikke.

Gud lytter

Det kan det for eksempel gøre, hvis hun bliver ramt af det, hun læser eller hører. Når børnene er taget i skole, sætter Hanne Skindhøj sig nemlig og holder en lille andagt for sig selv.

- Så læser jeg i min bibel eller hører en tale. Jeg er meget til ord og det, jeg hører eller læser, taler til mig. Dér kan jeg få en oplevelse af, at Gud taler til mig. Og det, jeg går og tænker på, kan jeg lægge i Guds hænder.

Hanne Skindhøjs gud er god til at lytte.

- Jeg går også og snakker med Gud i løbet af dagen – om småting, hvis det er noget, jeg går og tænker på. For eksempel bad jeg lige før, mens jeg stod og lavede kaffe, om at det måtte blive en god snak, vi ville få i dag.

I Guds hænder

Hendes biologiske børn er voksne eller tæt på og på vej ud i verden. En er endnu gymnasieelev, en er flyttet hjemmefra og arbejder, og en er på bibelskole i Israel. Også her oplever hun, at det som mor er godt at have Gud ved hånden.

- Som forælder er man lidt magtesløs, man ved ikke helt, hvor de går hen. Jeg siger det til Gud som til et andet menneske, for eksempel kan jeg sige: "Nu er William 18 år og kører selv og vil du ikke godt passe på ham, når han kører hjem. Nu er han til gymnasiefest, vil du ikke godt passe på ham, så han ikke kommer galt afsted, får for meget eller nogen putter noget i hans drink eller noget andet". Som forælder kan man jo bekymre sig om 1000 ting, og så kan jeg lægge det i Guds hænder, og det giver mig ro. Det er selvfølgelig, fordi jeg stoler på, at Gud tager sig af det. Det er, fordi jeg har en tro på, at Gud er der, at han hører mig, og at han vil mig det bedste.

Hanne Skindhøj har flere gange i livet oplevet, at Gud stod hende bi.

Gud er helt nærværende i Hanne Skindhøjs liv. Hun har ofte en snak med ham i løbet af en dag. Foto: Martin Ravn

En engel i ørkenen

Det husker hun på. Især når der indimellem også er tvivl. Når det sker, husker Hanne Skindhøj på nogle af de stærke oplevelser, hun har haft.

- Vi var fire unge piger i Israel og tog på motorcykeltur i Egypten. Det var egentlig ret vildt... midt ude i ørkenen gik den ene motorcykel i stå. Vi havde alle fire et forhold til Gud, så vi satte os ned og bad om hjælp. To minutter efter kom en ung fyr kørende på motorcykel og spurgte, hvad der var galt. Han var motorcykelmekaniker og havde lige den cylinder, vi åbenbart manglede. Så kunne vi køre igen, og da han tog afsted, viste han, at han havde et koptisk kors tatoveret på håndleddet. Det var en vild oplevelse for mig. Så når jeg er i tvivl, så tænker jeg på dengang, Gud sendte en engel og hjalp os med motorcyklen, fortæller hun.

Den kristne tro betyder meget for Hanne Skindhøj, der sammen med sin familie er knyttet til og aktiv i Indre Mission i Grindsted. - Gud er min coach og vejleder mig i, hvordan jeg lever mit liv på en god måde, siger hun. Foto: Martin Ravn

Hverdagen med Gud

Hanne Skindhøj går til gudstjeneste i Grindsted Kirke og er også aktiv i Indre Mission i Grindsted og nyder fællesskabet i missionshuset Kronen. Hun er selv med til arrangere F-aftner, fællesskabsaftner med spisning, leg og aktiviteter. Hun er også aktiv i Middag på tværs, hvor kristne, muslimer, hinduer og andre mødes, og så glæder hun sig til snart at skulle på lejr med familien.

- Der skal vi blandt andet arbejde med, hvordan vi mærker Gud i hverdagen. Det bliver spændende, siger Hanne Skindhøj.

- Jeg går til nogle af møderne i Kronen - eller livestreamer dem bagefter, men jeg vælger meget ud. For et par dage siden hørte jeg på den måde en tale om taknemmelighed. Det sagde mig virkelig meget.

I hjemmet på Hestkærbrovej udenfor Ansager holder Hanne, hendes mand Ejler og børnene også en lille fælles andagt efter aftensmaden.

- Så læser jeg et lille stykke, beder en bøn og takker for dagen. Jeg spørger børnene, om de synes, der er noget vigtigt, de gerne vil have, at vi beder om. Så gør jeg det. Det kan for eksempel være, hvis en af dem skal til eksamen i morgen. Så beder jeg om, at Gud vil være med og hjælpe.

- Hele mit liv har bøn betydet meget for mig. Det giver mig ro. Jeg er nok en type, der tænker mig om og derfor også kan bekymre mig meget. Det giver mig ro at kunne lægge det væk på den måde.

Hanne Skindhøj og hendes familie bor på landet ved Ansager. De er aktive i lokalsamfundet, men når de går i kirke, er det som regel i Grindsted. Foto: Martin Ravn

At være et menneske

Hanne Skindhøj oplever jævnligt - også i løbet af dette interview - at blive spurgt om, om hendes tro ikke også er begrænsende, og om det at tilhøre Indre Mission ikke også betyder en del forbud i livet. Sådan er det slet ikke, pointerer hun.

Gud er en tilgivende gud, og det er faktisk hele pointen:

- Når jeg beder, så beder jeg for eksempel om at få hjælp til at have kærlighed til folk, jeg kan have svært ved at have kærlighed til. Jeg er jo ikke nogen helgen, jeg gør også ting forkert eller siger noget, jeg ikke skulle have sagt. Det beder jeg om tilgivelse for og hjælp til at håndtere anderledes. Det lykkes nogle gange bedre end andre gange. Når jeg læser i min Bibel, bliver jeg mindet om, hvordan det er bedst at opføre sig overfor andre, både i mit ægteskab og i forhold til mine børn og andre. Det kan godt være svært. Det er derfor, jeg har brug for hjælp. Det kommer ikke bare af sig selv Det er ikke altid det gode og rigtige, der ligger mig nærmest. Vi kan vel alle sammen genkende, at vi tit synes, at det er mere de andres end vores egen skyld.

Den kristne tro betyder meget for Hanne Skindhøj. - Jeg har brug for ikke bare at køre et soloridt, siger hun. Foto: Martin Ravn
Børnene, hendes egne tre og to plejebørn og familielivet betyder meget for Hanne Skindhøj.Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce