Annonce
Hedensted

Hannes hjerte banker for St. Anne Academy i Kenya

Hanne Nicolaisen har tre gange været i Afrika for at besøge projekter, der nyder støtte fra Seniorer uden Grænser. Herunder hendes hjertebarn - en skole for fattige kenyanske børn. Her ses hun i forbindelse med et af disse besøg. Privatfoto
70-årige Hanne Nicolaisen fra Hedensted bruger en stor del af sit otium på at bekæmpe fattigdom og ulighed i den tredje verden. Det gør hun via sit medlemsskab af den landsdækkende græsrodsbevægelse Seniorer uden Grænser (SuG). Hendes hjertebarn er ubetinget St. Anne Academy i Nanyuki i Kenya, der er en skole for fattige børn.
Annonce

Hedensted: Den pensionerede gymnasielærer Hanne Nicolaisen fra Hedensted bruger både tid, penge og kræfter på at skabe en bedre verden for verdens fattigste via græsrodsbevægelsen Seniorer uden Grænser. Hendes hjertebarn i hendes store engagement i Seniorer uden Grænser er ubetinget St. Anne Academy i Nanyuki i Kenya, der er en skole for fattige børn. Det skyldes ikke mindst hendes beundring for skolens stifter og leder, Basiliska Waruguru Martin.

Gratis skolegang er et af FN’s verdensmål (Verdensmål 4), og skolegang er i princippet gratis i Kenya, men i realiteten er det forbundet med mange udgifter og dårlig kvalitet, og som konsekvens heraf går mange fattige og udsatte børn ikke i skole. Det har 70-årige Hanne Nicolaisen fra Hedensted sat sig for at gøre noget ved via sit medlemsskab af den landsdækkende græsrodsbevægelse Seniorer uden Grænser (SuG).

- En af SuG’s projektgrupper, som jeg er aktiv i, støtter skolegang for ubemidlede børn på St. Anne Academy i Nanyuki, Kenya. Projektgruppen har siden 2010 tilvejebragt midler fra private donorer og fonde med henblik på at gøre det muligt for fattige børn at få en god skolegang og dermed bedre fremtidsmuligheder, siger Hanne Nicolaisen, og fortsætter:

- St. Anne Academy ligger i et slumområde i udkanten af Nanyuki, Kenya, og omfatter ca. 120 elever, hvoraf de fleste ikke er i stand til at betale for skolemad, skoleuniformer og materialer. Skolens leder, Basiliska Waruguru Martin, oprettede skolen i 2008 med det formål at tilgodese udsatte og fattige børns rettigheder og skolegang, og hun er virkelig en fantastisk og meget inspirerende drivkraft bag det at hjælpe disse børn, siger hun.

Seniorer uden Grænser

Seniorer uden Grænser er en NGO og en landsdækkende og regionsopdelt organisation, som arbejder med udviklingsprojekter i fattige dele af verden.

Initiativet til stiftelsen af organisationen blev taget af Stig Elliot Nyegaard i 2004, idet han ønskede at danne et netværk for aktive seniorer, således at deres viden og erfaringer kunne blive til gavn for fattige og undertrykte i verden.

Organisationen består af mennesker, der stiller deres arbejdskraft, erfaringer og færdigheder gratis til rådighed for verdens fattige. Mange af medlemmerne har en baggrund som udsendte for Danida og/eller Mellemfolkeligt Samvirke.

Fokus i indsatsen er hjælp til selvhjælp og bæredygtighed på alle niveauer - politisk, økonomisk og socialt indenfor uddannelse, sundhed, miljø og produktion.

Medlemskontingent er 300 kr. per år.

Organisationen støtter for øjeblikket blandt andet projekter i Uganda, Kenya, Zimbabwe, Nepal, Indien, Afghanistan og Guinea.

Yderligere info om organisationen kan findes på hjemmesiden seniorerudengraenser.dk.

Annonce

Nedslidte bygninger

Skolens bygninger er nedslidte, og de øvrige faciliteter, såsom toiletter, rindende vand og begrænsede udendørsområder, besværliggør opfyldelse af kravene til undervisningsministeriets godkendelse og dermed registrering af skolen. Som medlem af projektgruppen, og på baggrund af flere besøg på skolen, gør Hanne Nicolaisen derfor en ekstra indsats i øjeblikket for at indsamle økonomiske midler til hjælp til bygning og etablering af en ny og mere tidssvarende skole.

- Pengene samles ind via ansøgninger til diverse fonde, ligesom der er ti private sponsorer tilknyttet dette SuG-projekt i Kenya. De betaler hver især 100 kroner om måneden. Flere private sponsorer er mere end velkomne, siger Hanne Nicolaisen.

Hun er også involveret i et Danida-støttet projekt i Uganda, der sigter mod at hjælpe de såkaldte drop out-piger.

- Det er piger i 12-13 års alderen, der bliver gravide – typisk på grund af voldtægt – og som derfor ikke kommer videre i deres liv. Via projektet er vi i gang med at give dem kurser, så de med tiden kan forsørge sig selv som skrædder, frisør eller lignende, beretter Hanne Nicolaisen, der i det hele taget er meget optaget af specielt afrikanske pigers vilkår.

- Vi laver også et ret stort oplysningsarbejde ude blandt stammefolk, for selv om der er mange fine ting ved deres levevis, så er der også en utrolig kvindeundertrykkelse i deres mindset. Hvis en voksen pige, der ikke er omskåret, får et barn, så vil de ikke have med det at gøre. De slår det ganske enkelt ihjel. Deres syn på vigtigheden af skolegang kan også ligge på et lille sted. Specielt i forhold til piger, så her giver det også rigtig god mening for mig, at vi gør en særlig indsats, siger den grænseløse senior fra Hedensted.

Hun opfordrer i samme åndedrag til, at der er nogle flere seniorer, der melder sig ind i Seniorer uden Grænser, så man styrker organisationen med både flere hænder og flere midler.

- Jeg er, så vidt jeg ved, det eneste medlem af SuG i Hedensted og omegn og har derfor koblet mig på SuG-afdelingen i Aarhus. Der må da være nogle flere her i området, der kan se en idé i at gå ind i det her arbejde, der i min verden giver rigtig god mening, siger hun og uddyber:

- Intet barn har indflydelse på, hvor det fødes, og hvilke forældre det får. Mange børns rettigheder er truede på grund af fattigdom og ulighed i verden. Hos os i de vestlige lande er der meget fokus på vækst, overflod og velfærd, men i den fattige del af verden drejer det sig om mad og overlevelse, liv eller død. Gennem skolegang, oplysning og bedre livsvilkår kan uligheden og de omfattende konsekvenser heraf i verden reduceres og på sigt resultere i et mere stabilt verdenssamfund, siger hun.

Annonce

Socialist og humanist

Men hvor kommer dette stærke engagement fra.

- Jeg er både socialist og humanist – måske mest det sidste – og derfor er det en helt naturlig ting for mig at bekæmpe ulighed og fattigdom i verden. Jeg har altid været politisk engageret, og det var min afdøde mand i øvrigt også. Han sad faktisk i byrådet for SF i Hørning i en periode. Og så har jeg altid rejst meget og har undervejs på disse rejser stødt på dyb fattigdom. Derfor giver det rigtig god mening for mig at gøre noget konkret ved det via Seniorer uden Grænser, siger Hanne Nicolaisen.

Hanne Nicolaisen

Hanne Nicolaisen er oprindeligt fra Tønder.

Hun flyttede til Hedensted i 1995 i forbindelse med, at hendes mand fik ansættelse ved Hedensted Kommune. Samme år fik hun job som engelsklærer på Munkensdam Gymnasium i Kolding.

Hun meldte sig ind i Seniorer uden Grænser i 2016, og øgede sit engagement i foreningsarbejdet ret voldsomt i forbindelse med, at hun gik på pension som gymnasielærer i 2018.

Hun har været i Afrika tre gange i forbindelse med at tilse projekter, som nyder støtte fra Seniorer uden Grænser.

Når hun ikke engagerer sig i afrikanske spørgsmål, så er hun blandt andet rigtig glad for at dyrke yoga.

Hun har tre voksne sønner, der alle tre bor i Århus. Hans er indehaver af restauranten Mackies i Horsens, Nicolai er børnekonsulent i Århus Kommune, mens Rasmus er økonom og partner i et firma, der analyserer folks investeringer.

Tre børnebørn har disse sønner og deres bedre halvdele indtil videre leveret.

Hanne Nicolaisen, der er fra Hedensted, er i øjeblikket i gang med at rejse midler til en renovering og udbygning af St. Anne Academy i Nanyuki i Kenya. Privatfoto
Hanne Nicolaisen fra Hedensted er passioneret omkring det at hjælpe fattige afrikanske børn med deres skolegang via NGO-organisationen Seniorer uden Grænser. Foto: Michael Svenningsen
En fortid som engelsklærer på gymnasieniveau gør Hanne Nicolaisen til et stort aktiv for Seniorer uden Grænser, når der skal skrives alenlange støtteansøgninger på engelsk. Foto: Michael Svenningsen
Hanne Nicolaisen samler også meget tøj ind til børnene i Kenya, som hun tager med derned. Som regel har hun tre kufferter fyldt med børnetøj, der giver overvægt på flyrejserne og dermed en ekstraudgift, som hun betaler med glæde. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Vejle

Beboertalsmand efter flere smittetilfælde på Søndermarken: Regionen bør tilbyde corona-test til alle i Løget

Annonce