Annonce
Hedensted

Har boet i Lindved i et halvt år - nu er Max formand for lokalrådet

Max Matthäi er ny formand for lokalrådet i Lindved. Foto: Michael Svenningsen
Max Matthäi er ikke typen, der sidder på hænderne. Hvis han undrer sig over noget, reagerer han, og bliver der spurgt om hjælp, involverer han sig. Avisen har mødt Lindveds nye formand for lokalrådet.

Lindved: Hvis man skal ændre på noget, er man nødt til at rejse sig op.

Sådan lyder det fra 43-årige Max Matthäi. Han blev i september valgt til ny formand for Lindved Lokalråd.

Det på trods af, at han er ganske ny på Lindved-egnen. I 2017 solgte Matthäi-familien deres hus i Horsens, fordi de havde en drøm om at komme ud i et mindre samfund og være en del af livet der. Egentlig pegede pilen på Ølholm, men familien endte i første omgang i et lejet hus i Grejs. Her boede de i halvandet år, indtil de i april i år købte en villa på Gl. Landevej i Lindved.

- Vores oprindelige drøm var faktisk at komme noget mere på landet, men vi fandt ud af, at det er helt ok med en have, der er til at overskue. Det betyder også meget for os, at børnene selv kan gå i skole og er tæt på kammeraterne, fortæller Max Matthäi.

Vejen ind til lokalrådet kom via skolebestyrelsen på Lindved Skole, hvor Max Matthäi, allerede inden familien flyttede til Grejs, blev valgt ind som næstformand.

- Jeg vil gerne have, at mine børn får den bedst mulige folkeskole. I Horsens gik de på en privatskole, så det var vores første møde med folkeskolen, da vi kom til Lindved, fortæller Max Matthäi.

Annonce
Som formand har Max Maththäi bl.a. haft til opgave at gøre noget ved udfordringer med hærværk i Tingparken i Lindved. Foto: Michael Svenningsen

Løser problemer

Den 43-årige far til tre er født i Esbjerg, men har haft sin opvækst i Horsens. Det tyskklingende efternavn, der er ejefald af Mathæus, stammer fra Max Matthäis far, der kom ud af Østberlin med det sidste tog, inden muren blev bygget.

De specielle navne ligger dog også godt til familien. Max Matthäi er gift med Varinka, som er født og opvokset i Egebjerg og som arbejder hos Region Syd som antropolog. De har børnene Norbert på seks år, Birka på 11 og Axelline på 13.

Max Matthäi er uddannet elektriker og har siden 2010 arbejdet som teknisk supporter for det gamle Kirk i Horsens, der i dag hedder Spectralink.

- I mit arbejde er jeg problemløseren, Jeg rejser rundt i Europa og løser problemer, når de opstår. Det ligger godt til mig som menneske. Jeg er typen, der ikke kan lade være med at undersøge tingene, hvis der er noget der undrer mig, fortæller Max Matthäi.

Brug for yngre kræfter

En egenskab han også gerne bruger i sit samfundsengagement, om det er som spejderleder i, skolens aktivitetsudvalg eller som nu i skolebestyrelsen og Lokalrådet.

- Jeg vil gerne give noget tilbage til samfundet, og så har jeg nogle hænder, der ikke kan lade være med at bevæge sig op af, når nogen spørger om hjælp. Jeg er også en handlingens mand og er typen, der lægger mærke til rigtig mange ting, Hvis noget irriterer mig eller undrer mig, kan jeg ikke lade være med at gå hjem og skrive en mail, fortæller Max Matthäi og nævner som eksempel lyskrydset ud mod A13 og nedsunkne kloakdæksler, som noget han har reageret på i Lindved.

Han håber på at kunne trække flere yngre kræfter ind i lokalrådet og ser flere sager, som han som lokalrådsformand gerne vil kæmpe for. Blandt andet at få flere udstykninger til byen, da dem der er, ifølge Max Matthäi bliver revet væk på kort tid. Han går også gerne i brechen for at skaffe nogle bedre lokaler til ungdomsskolen eller helt aktuelt at tage hånd om udfordringer med hærværk i Tingparken.

- Der er et stort sammenhold i Lindved. Mange gode faciliteter i byen og mange nye tilflyttere, men det halter måske indimellem en smule med det lokale engagement blandt de nye generationer. I lokalrådet er resten af forretningsudvalget over 70, og da der var oprydningsdag i parken var der f.eks. ikke nogen, der var under 60 år, så der er virkelig brug for, at der er nogle yngre kræfter, der begynder at melde sig på banen, lyder det fra Max Matthäi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Sidste krampetrækninger: Kampen mod oversvømmelser spærrer veje i Østbyen

Vejle

Han sad i Folketinget i 27 år: En mand med både rødt og grønt hjerte skal føre an i Vejles klimakamp

Annonce