Annonce
Erhverv

Har du tunge ben? Vejle-firma får sportsfolk hurtigere på banen igen

Kasper Juhl Rugholm er selv aktiv triatlet, og det var hans tunge ben, som ligger til grund for etableringen af Optima Sport. Han ejer firmaet sammen med Heine Toft Kristiansen. PR-foto
Kasper Juhl Rugholm og Heine Toft Kristiansen sælger massagestøvler til folk med tunge og trætte ben. Blandt kunderne er håndboldspillerne Niklas Landin og Rasmus Lauge - så måske var Vejle-firmaet med til at hive VM-guldet i hus.

Vejle: På med massagestøvlerne! Det er budskabet fra Vejle-firmaet Optima Sport.

Firmaet er nemlig klar til at tilbyde elitesportsfolk og den voksende gruppe af ambitiøse løbere og cykelryttere restitution efter træning.

Løsningen er - ifølge Optima Sport - at sidde 20 minutter med benene i et par massagestøvler, såkaldte Recovery Boots. De fjerner ophobning af affaldsstoffer og får sportsfolkene hurtigere på benene igen.

Optima Sport blev etableret af Kasper Juhl Rugholm og Heine Toft Kristiansen for godt to år siden, og med deres massagestøvler tilbyder de nu danskerne lette ben.

Med en baggrund fra elektronik- og tekstilbranchen har Heine Toft Kristiansen stor erfaring med at importere varer til det danske marked. Og hans makker, Kasper Juhl Rugholm, er selv aktiv triatlet. Det var hans tunge ben, som lå til grund for etableringen af Optima Sport.

Massage til tunge ben

  • Optima Sport blev stiftet i 2017 af Kasper Juhl Rugholm og Heine Toft Kristiansen.
  • Vejle-firmaet, der har lager i Ikast og kontor i Vejle, sælger massage-støvler til professionelle og ambitiøse amatør sportsfolk samt ældre med problemer med kredsløb i benene.
  • Støvlerne tages på efter træning, og herefter sidder man med dem i cirka 20 minutter.
  • Når man har støvlerne på, så presses de venøse væsker tilbage. Blodgennemstrømningen øges, og der føres mere ilt og flere næringsstoffer til musklerne, så beskadiget væv genopbygges hurtigere.
  • De to iværksættere har planer om at udvide salgsområdet fra Danmark til resten af Europa, og de første forhandlere er i hus i flere af de europæiske lande.

Tunge ben

- Jeg oplevede ofte at have tunge ben efter træning, og som familiefar og med fuldtidsarbejde var der ikke tid til at ligge på sofaen og slappe af mellem mine træningspas. Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvad der kunne hjælpe mig til at restituere hurtigere. Det var helt afgørende, at det skulle være af naturlig vej på kroppens præmisser, fortæller Kasper Juhl Rugholm.

I sin research fandt han frem til, at sygehusene i mange år har brugt restituerings-støvler til patienter, som har problemer med kredsløbet i benene, og det princip fandt han interessant.

- Hvis man kan bruge dem i sundhedsvæsenet til at behandle og kurere patienter, så måtte det jo også kunne bruges i forhold til restitution af sportsfolk, siger Kasper Juhl Rugholm.

Derfor gik de to iværksættere i gang med at lede ude i verden efter en virksomhed, som kunne producere såkaldte Recovery Boots til dem.

- Det lykkedes heldigvis hurtigt at finde en god samarbejdspartner, som har samme høje krav til kvalitet, som vi har, og derefter kunne produktionen starte, og vi kunne få lagt de første ordrer på støvler, fortæller Heine Toft Kristiansen.

Vandt VM i håndbold med Optimas Sports støvler

Optima Sport har haft produkterne i handlen siden begyndelsen af 2018, og efterhånden som erfaringerne med brugen af støvlerne har spredt sig, så får de to ejere mere og mere at se til i deres nye iværksætterliv.

- Vores kunder fortæller, at de opnår bedre resultater på grund af den hurtigere restitution. Et eksempel er, da Niklas Landin og Rasmus Lauge valgte at bruge vores støvler til at restituere under VM i håndbold, som Danmark jo vandt. Vi kan da ikke lade være med at tænke, om det var lykkedes uden vores støvler, griner Kasper Juhl Rugholm.

På listen over kunder er også en række professionelle triatleter, løbere, fodboldspillere og cykelryttere.

På spørgsmålet om, hvorvidt "genopretnings-støvlerne" ikke bare er noget hokuspokus, siger Kristiansen og Rungholm:

- Vi har fået spørgsmålet før. Men heldigvis er der forsket rigtig meget i denne restitutionsform, da den jo gennem mange år er blevet brugt i sundhedsvæsenet verden over, så vi ved, at det virker. Og vi får kun positive tilbagemeldinger fra vores kunder, forklarer de to iværksættere.

Og støvlerne kommer ikke kun sportsfolk til gavn. Firmaet har opdelt sine kunder i to grupper, da ældre og folk med problemer med blodomløb i benene også med fordel kan benytte dem.

- Støvlerne kan også have positiv effekt for folk med uro i benene, ødemer, diabetes og gigtsmerter, så derfor sælger vi også til den gruppe af danskere via vores hjemmeside, siger Heine Toft Kristiansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce