Annonce
Egtved

Hundeopdrætter havde alt for mange på venteliste

Jannie Engkjær har haft en lang venteliste på sine små dværgschnauzerhvalpe. Derfor har hun selv valgt de købere til fra listen, som hun mener passer bedst som kommende ejere. Foto: Michael Svenningsen
Seks søde små hvalpe er kommet til verden i Gravens. Og de er eftertragtede i en tid, hvor salget af hundehvalpe i Danmark er steget markant på grund af coronapandemien. Opdrætter Jannie Engkjær havde flere købere på venteliste, end hun kunne sælge til.

Gravens: Dværgschnauzeren Dolly, som er en del af hundefamilien Kennel Gajol’s hos Jannie Engkjær, blev 2. marts mor til seks små hvalpe. To tæver og fire hanhunde.

I dag er hvalpene godt seks uger gamle, og om ikke længe, når de er otte uger og én dag gamle, vil de flytte ind hos nye familier rundt om i Danmark.

Hvad disse kære små hvalpe dog ikke ved, er, at de har været meget eftertragtede. Faktisk så eftertragtede, at ikke alle, der lagde billet ind på at købe dem, var så heldige at blive deres ejere.

Annonce

- Jeg havde alt for mange på venteliste. Der var 11, så ikke alle kunne få en hvalp. Men det er ikke nødvendigvis de, som først kom på listen, der har fået lov til at købe hvalpene. Jeg bruger ikke “først til mølle-princippet”. Jeg vælger selv ejerne ud, lyder det fra Jannie Engkjær.

Udbud og efterspørgsel

Jannie Engkjær kan godt mærke, at der er sket en ændring i interessen for at købe hundehvalpe, siden coronapandemien startede i foråret 2020. Og hun har samtidig observeret, at prisen på hundehvalpe er steget markant af samme grund.

- Sådan er det jo med udbud og efterspørgsel. Selv har jeg også sat prisen en smule op på mine hvalpe. Før tog jeg 12.000 kroner per hvalp, og nu er det steget til 13.500 kroner per hvalp. Men jeg ved også, at det ikke er en urimelig pris. De fleste dværgschnauzerhvalpe med stamtavler ligger i priser omkring 12-15.000 kroner, siger Jannie Engkjær, og tilføjer:

- Så min pris ligger sådan pænt midt imellem, og samtidig tænker jeg, at når de andre gør det - hvorfor skal jeg så ikke også? Jeg opdrætter primært hvalpe, fordi jeg godt kan lide det og synes, det er sjovt, men det er da også for at tjene lidt på dem.

Annonce

En god start

Det ligger Jannie Engkjær meget på sinde, at både hundehvalpene og ejerne får en god start sammen. Derfor giver hun, som en del af prisen, også de nye hundeejere en hundepakke med på vejen. Den indeholder blandt andet et tæppe og en bamse med velkendte dufte, og der er hvalpefoder med, plus en gratis trimning hos Jannie Elkjær, der for øvrigt garanterer ejerne, at køberne, op til hvalpene bliver ni måneder, har fuld returret på dem - i tilfælde af, at de af en eller anden grund ikke har mulighed for at beholde dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Annonce