Annonce
Livsstil

Haven: Nu kan vi igen ånde lettet op

Ud og ind. Der var travlhed et stykke ind i maj, hvor frost truede og til tider gjorde alvor af truslen, men så er det jo godt, man har boblerne til at redde situationen. Foto: Grøn Kommunikation
Tørke, kulde og frost skabte bekymring i haven.

Der skulle et par dybe vejrtrækninger til, før april var forbi, og da maj begyndte, og alt var sprunget ud, måtte vi igen holde vejret. Nu er vi midt inde i maj, og mens april blev majvejr, er første halvdel af maj blevet aprilvejr.

Tørken i april, hvor planterne virkelig har brug for vand for at vokse, truede som i sommerens tørke igen græsplænen og havens øvrige planter, mens starten af maj sendte nattefrost ind, der i den grad ikke blot truede, men også skabte ødelæggelser, selv om de var beherskede.

Det er mange år siden, jeg har måttet afdække prydhave, kartofler og æbletræer med bobleplast, og længe siden, jeg har måttet flytte krukkeplanterne ind igen, efter de var kommet ud. Der kom regn og hagl til plænen og alt det andet, og kulde satte en dæmper på væksten, men nu vokser det hele igen. Vi er dog stadig i stort underskud med hensyn til vand, så hold godt øje med planterne.

Jeg får mange mails, der viser, at folk kerer sig om deres planter, og mange spørgsmål fra læserne, som selvfølgelig også får et svar. Går du rundt og putter med et problem om planter i din have, skal du bare skrive.

Det har Hans-Ove Madsen fra Ullerslev for eksempel gjort. Han har været i gang med at give græsplænen den store kur ud fra en tidligere artikel, jeg har skrevet, og spørger nu mere detaljeret om gødning. Hvilken gødning skal man bruge, hvor meget? Hjælper perlekalk mod mos?

TIP

NPK-gødning: Her skal du bruge 7 kg på en sæson pr. 100 kvadratmeter. De 7 kilo fordeler du over månederne april, maj og juni. Du kan eventuelt udvide til også at gøde i slutningen af september, og vælger du det, skal du op på en samlet mængde på knap 9 kg. Slutgødningen i september styrker græsser op mod vinteren. Det er især kalium, som rodnettet har gavn af på dette tidspunkt.

Du behøver ikke at bruge en speciel plænegødning. Det vigtigste er, at det første tal og det sidste er ret højt. En helårsgødning, som du kan anvende til alle havens planter, er typisk noget, der ligner 15-3-14, altså 15 procent kvælstof (N) 3 procent fosfor (P) og 14 procent kalium (K). Samlet er det 32 procent i en pose, der er gødning. Resten er blot noget, der holder sammen på den og ikke skader eller gavner din jord.OrganiskHer skal du følge anvisning (mængden), der står på posen, da de organiske gødninger er meget forskellige i sammensætningen. Generelt skal du regne med det dobbelte, altså i stedet for 7 kg NPK, så 14 kg organisk.Kalk50 kg kalk pr. 100 kvadratmeter vil hæve reaktionstallet på muldjord med cirka 1 enhed og på en mere let jord tæt på 2 enheder. På svær lerjord er det omvendt, reaktionstallet hæves i eksemplet mindre end 1.

Myten om mos og kalk

Noget plænegødning sælges med kalk, og nogle anbefaler kalkning af plænen. Det er dog i de fleste tilfælde et levn fra fortiden, hvor luften fra industriskorstene ikke blev renset, som de gør i dag, og hvor der derfor blev tilført mere syre til jorden, så pH-værdien blev lav, altså i den sure ende.

I år har der været meget mos i folk plæner. Det skyldes jo næppe, at vi i år har fået særlig meget syreregn, men mere forklaringer som sommertørke, mild vinter og indtil april også en våd vinter.

Græs trives bedst ved en pH-værdi tæt på neutral, det vil sige 6-7 stykker. Mange mosser trives bedst ved en lav pH-værdi, men nogle trives faktisk fint ved en højere værdi.

Når man tilfører kalk, er det, fordi man antager, at grunden til mos i plænen er, at jorden er for sur. Det er dog langtfra sikkert, og tilføres der for meget kalk, kan det skade, så planterne ikke er i stand til at optage andre vigtige stoffer.

Du skal altså ikke ubetinget tilføre kalk. Du kan i planteskoler købe et tester, der kan måle din jords pH-værdi, og ud fra den kan du så vurdere, om din plæne har godt eller skidt af at få kalk. Det er ret let at hæve pH-værdien med kalk, men modsat tager det meget lang tid at sænke den.

Valg af gødning

Organisk gødning er baseret på dyremøg i pilleform, og den, vi tidligere kaldte kunstgødning, og som siden har haft mange navne, er en uorganisk gødning baseret på forskellige knuste mineraler. Populært kaldes den også NPK-gødning.

NPK-gødningen er den, de fleste vælger til plæner. Den opløses hurtigt og virker derfor hurtigt. Af samme grund skal man ikke overdrive, da et overskud let siver ned i grundvandet. Derfor skal den samlede mængde af gødningen fordeles over flere måneder.

Vælger du derimod en organisk gødning, skal du blot gøde en gang i april, da gødningen opløses langsommere. Du kan stadig nå det, selv om det er maj.

Organisk gødning bearbejdes af de mange mikroorganismer, der er i jorden, og den bearbejdning er forudsætningen for, at gødningen frigives. Hvis man pludselig går fra NPK-gødningen, altså den uorganiske, til den organiske, kan man regne med, at planterne i starten vil mangle gødning.

Det tager et par år at opbygge et fornuftigt lager, så i overgangsperioden kan det være en god ide at bruge begge dele. Så må man i gang med at beregne, hvor meget af det ene og af det andet der skal bruges.

Endelig skal jeg lige tilføje, at hvis du ikke samler dit græs op, bidrager det afklippede græs også med en ikke ringe del gødning.

Det kan du gøre i haven nu

Stauder vokser hurtigt, og de, der bliver høje, skal allerede nu have et stativ ned i jorden, som de kan læne sig op ad. Grene kan også anvendes.

Larver: Gulerodsfluens første generation er på vingerne i maj. Hvis ikke du har skjult rødderne mellem rækker af tagetes eller løg, så dæk dem til med et insektnet. Det kan bruges igen og igen. For eksempel i august, når anden generation dukker op.

Hold øje med kartoflerne. Når knoldene dannes på kartofler, skal de bruge vand. Er der meget tørt, får kartoflerne skurv, og knoldene bliver mindre. Gød ikke overdrevent. Det giver sorte pletter på kartoflerne, når du koger dem.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny S-formand udfordrede Mette Frederiksen

Mest læste

Annonce