Annonce
Østjylland

Hedensted går fra taber til vinder: Se hvad udligningsreformen betyder for din kommune

Kasper Glyngø (S) er forsigtig optimist, efter Hedensted Kommune ser ud til at vinde tre mio. kr. på udligningsreformen frem for at tabe 16 mio. kr. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Hedensted stod til at tabe 16 mio. kr. på en ny udligningsreform, nu står kommunen til at vinde tre mio. kr. Odder jubler over, at en forringelse på 10 mio. kr. er endt i tæt på nul, mens Horsens Kommune i stedet for cirka 32 mio. kr. står til at miste cirka 29,5 mio. kr.
Annonce

Hedensted/Horsens/Odder: En ny udligningsreform bliver ikke den økonomiske lussing for Hedensted Kommune, som byrådet havde frygtet.

I regeringens første udspil til en ny fordeling af penge mellem kommunerne stod Hedensted Kommune til et minus på 16 mio. kr. Et tal, der fik borgmester Kasper Glyngø (S) til at kalde udspillet for en begmand.

Men ifølge Folkebladets oplysninger står Hedensted Kommune i den politiske aftale, der præsenteres kl. 11.30, til at vinde tre mio. kr. i omfordeling. Hvilke parametre, der gør, at udfaldet bliver et plus i stedet for et minus, vides endnu ikke. Oveni kommer, at et såkaldt finansieringstilskud, som for Hedensted Kommunens vedkommende er på 40 mio. kr., endnu ikke er afklaret.

- Det ser positivt ud, men med det forebehold, at vi ikke kender regnestykket. Vi er også nødt til at vide, hvad der sker med finanseringstilskuddet, siger Kasper Glyngø.

Annonce

En smule bedre i Horsens

For Horsens Kommune er resultatet en smule bedre, end det udspil regeringen kom med i januar.

Ifølge avisens oplysninger står Horsens Kommune til at miste helt præcist 29,495 millioner kroner om året i udligning. I januar var tallet 31,968 millioner kroner. En forbedring på cirka 2,5 millioner kroner.

- I den tidligere VLAK-regerings udspil stod vi til at miste 80-100 millioner kroner. Denne gang ser det ud til, at det lander på minimum 30 millioner kroner. I forhold til udligning er det endnu engang et alvorligt slag for Horsens, men jeg vil gerne se hele aftalen, før jeg siger noget konkret om den, siger borgmester Peter Sørensen (S).

I januar var det en bekymret Horsens-borgmester, der i Folkebladet kommenterede regeringens udspil.

"Det er jo 32 millioner kroner, som vi står til at blive reduceret med - 32 millioner kroner, vi ikke har - og med det udgangspunkt er det svært at forstå, hvorfor vi skal miste dem. Jeg forstår opgaven med at lave udligningsreformen og har respekt for den, men vi ligger også lavt på mange parametre her i Horsens og vil få svært ved at skulle refinansiere med det udgangspunkt", sagde Peter Sørensen dengang til avisen.

Annonce

Glæde i Odder

Odder Kommune afleverer i forvejen 55 millioner af sine skattekroner til de fattigste kommuner.

Og sådan bliver det stort set ved med at være efter den netop vedtagne udligningsreform.

Der var ellers lagt op til, at Odder Kommune skulle af med yderligere 10 millioner kroner, da regeringen tidligere på året fremlagde sit forslag til en udligningsreform. Men efter forhandlinger med de øvrige partier blev de 10 millioner kroner barberet ned til 50.000 kroner. Et beløb, der vel må betegnes som tæt på en nul-løsning.

Borgmester Uffe Jensen (V) har ikke selv set tallene endnu, men glæder sig over, at Odder muligvis slipper for at bidrage yderligere.

- Jeg har det som et barn juleaften. Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad pakken gemmer på, siger Uffe Jensen, der ikke har meget lyst til at kommentere på tallene, inden hele pakken er åbnet.

- Men jeg glædes over, at det ser bedre ud, end det regeringen har præsenteret, og hilser alt, hvad der trækker i den rigtige retning, velkommen, siger Uffe Jensen.

I forbindelse med det første udspil havde Odders borgmester bebudet, at der skulle spares på kernevelfærd og kigges på skatten.

Det ser nu ud til, at han kan undgå at bringe skatteprocenten i spil forud for de kommende kommunale budgetforhandlinger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Hetek satser på sikring

Annonce