Annonce
Hedensted

Hedensted-pige er blevet bagersvend med guld: Hun havde styr på surdejen

Guldvinderen Mette Gene Sundberg ses her mellem sine læremestre, Henrik og Mette Kjær, fra Kagehuset Hovedgård. Foto: Henrik Dolmer
Den 22-årige Mette Gene Sandberg fra Hedensted er nyudlært bagersvend med noget så sjældent som en guldmedalje. Det kan kun lade sig gøre, hvis man er villig til at tage chancer, såsom det at bage et rugbrød på en surdej.

Hedensted: Mette Gene Sandberg kan efter to et halvt års læretid i Kagehuset Hovedgård hos bagermesterparret Henrik og Mette Kjær kalde sig bagersvend, efter hvad man godt kan kalde en særdeles veludført svendeprøve på Kold College i Dalum på Fyn 25. februar.

Den 22-årige Hedensted-piges brød, kager og minipizzaer fik topkarakter hele vejen rundt, og da censorerne ikke kunne finde en eneste fejl, så udløste det en guldmedalje, som er noget, der kun sker meget, meget sjældent. På tre år er det kun sket to gange, hvoraf Mettes er den ene af dem.

Men hvordan havner en Hedensted-pige, der er født og opvokset i Øster Snede, hos en bager i Hovedgård? Det er der naturligvis en god forklaring på.

- Efter grundforløbet på Vejle Tekniske Skole kom jeg i lære hos Den Lille Bager i Løsning, men efter et års tid var de nødt til at lade mig gå på grund af noget vejarbejde, som fik butikkens omsætning til at falde, siger Mette, der således måtte ud og lede efter en ny læreplads.

- Jeg søgte lidt forskellige steder uden det gav pote, men via en snak med en af mine gamle lærere fra Vejle kom jeg i kontakt med Henrik og Mette og efter en samtale, så tog de mig ind som lærling, så jeg kunne færdiggøre min uddannelse, fortæller hun.

Annonce

Mette Gene Sundberg

Mette Gene Sundberg er født og opvokset i Øster Snede, hvor hun også har gået i skole.

Hendes forældre er fortsat bosiddende i Øster Snede.

Hun har desuden gået i skole på Bøgballe Friskole, Sydvestjyllands Efterskole i Bramming og Vejle Tekniske Skole.

Hun bor i Hedensted sammen med sin mand, Alex, som er i gang med pædagoguddannelsen.

Fantastisk udvikling

Bagermester Henrik Kjær fortæller, at det var en noget usikker og genert pige, der dukkede op i bageriet i Hovedgård for efterhånden to et halvt år siden.

- Det er jo helt fantastisk at se den udvikling, der er sket med hende både fagligt og personligt. Hun har jo forvandlet sig fra en usikker pige til en ung dame, der ved, hvad hun kan, og ved, hvad hun vil. Vi har haft rigtig mange lærlinge hos os her i Hovedgård, og der er kun tre af dem, hvor jeg har sagt til dem, at vedkommende kunne snuppe guld ved svendeprøven. Mette er en af de tre, siger Henrik Kjær.

Opskriften på det er ifølge Henrik Kjær - udover at have et åbenlyst talent for faget naturligvis – at man skal være indstillet på at knokle meget dedikeret under sin læretid, være åben i forhold til hele tiden at lære nye ting og sidst, men ikke mindst, så skal man også være i stand til at tænke ud af boksen.

- Det handler jo om at tage nogen chancer. Hvis du ikke skyder efter stjernerne, så rammer du dem heller ikke. Det gælder om at vise et tårnhøjt teknisk niveau uden at lave fejl. Eksempelvis det at lave et rugbrød på en surdej. Det er bestemt ikke let, og det er her censorerne bliver imponerede, når det lykkes. Og alt lykkedes for Mette til svendeprøven, fortæller Henrik Kjær, og han fortsætter:

- Det handler om at have øje for detaljen. For eksempel har Mette selv lavet den marmelade og den creme, som er blevet brugt i kagerne, og hun har også selv lavet den grønne pesto, som hun puttede på minipizzaerne, siger Henrik Kjær, der selv er en ivrig konkurrence-bager med adskillige DM-titler på CV’et. Noget som hustruen Mette Kjær i øvrigt også kan prale af.

En anden faktor var, at Mette Gene Sandberg var særdeles godt forberedt på sin svendeprøve.

- Vi får at vide, hvad vi skal lave af forskellige brød og kager inden svendeprøven, så der er mulighed for at øve sig. Vi skulle aflevere seks forskellige ting, og jeg fik øvet mig på hele svendeprøven her i bageriet med Henrik som coach, så jeg var rigtig godt forberedt. De sagde da også til mig, at det var det tredjebedste bord de havde set til en svendeprøve nogensinde, siger Mette Gene Sandberg, der har fået tilbudt at fortsætte i Kagehuset Hovedgård, hvilket hun har takket ja til.

- Man kaster jo ikke guld på gaden, siger Henrik Kjær med et stort smil på læben.

Legat på 10.000 kroner

Den flotte præstation kastede ikke kun en guldmedalje af sig, men også et Palsgaard-efteruddannelseslegat til en værdi af 10.000 kroner. Der er tale om den såkaldte Credins Legat og Finansieringsfond, som har til formål at støtte videreuddannelse til gavn for bager- og konditorfagene. Mette ved dog ikke endnu, hvad hun vil kaste sig over af efteruddannelse.

Henrik og Mette Kjær havde egentlig planlagt at lave en større reception med mange gæster og taler - blandt andre ville de invitere Horsens-borgmester Peter Sørensen - idet Mette Gene Sundberg får overrakt sin guldmedalje, men det arrangement er selvsagt udsat på ubestemt tid på grund af den allestedsnærværende coronavirus.

Mette Gene Sundberg fra Hedensted hentede en guldmedalje ved sin svendeprøve, hvilket er noget, der sker meget, meget sjældent. Foto: Henrik Dolmer
Her ses et emmerbrød og en dessertkage, som var to af de seks ting, som Mette Gene Sundberg skulle lave ved sin svendeprøve på Kold College i Dalum. Foto: Henrik Dolmer
Sådan så Mette Gene Sundbergs bord ud, da hun var færdig med sin svendeprøve på Kold College i Dalum på Fyn. Det tredjebedste i skolens historie, fik hun at vide. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne fra en lukket covid-afdeling: Sådan modtages corona-patienterne

Danmark

Liveblog: Politiet opfordrer til at sprede påskehandlen ud over flere dage

Annonce