Annonce
Billund

Helhedsplanen er godkendt: Renovering af Tingparken nærmer sig

Jeyarajah Rasiah, formand for Tingparken, ser frem til, at de gamle blokke får en tiltrængt forskønnelse. Arkivfoto: Mette Mørk
Landsbyggefonden har næsten sagt ja til at støtte renoveringen af Tingparken i Grindsted. Borgmester forventer velvilje i byrådet, der skal stille garanti for lånet.

Grindsted: En storstilet renovering af Tingparken er rykket et stort skridt nærmere. Landsbyggefonden, der skal bidrage med en stor del af pengene, har sendt medarbejdere på besøg i Grindsted, så de ved selvsyn kunne at konstatere, at det haster med at komme i gang med blandt andet nye vinduer, køkkener og badeværelser. Nu mangler bare Landsbyggefondens endelige godkendelse.

Udover penge fra Landsbyggefonden skal boligforeningen ud og låne et større beløb, og det lån skal Billund Kommune stille garanti for. Det er en sag, som borgmester Ib Kristensen (V) forventer snart at få til politisk behandling i byrådet. Byrådet har godkendt helhedsplanen.

- Jeg er helt sikker på, at der er politisk velvilje i byrådet. Nogle af lejlighederne i Tingparken er jo over 50 år gamle og trænger i høj grad til en kærlig hånd, siger han.

En af dem, der i høj grad satser på kollegernes velvilje er, socialdemokraten Jeyarajah Rasiah. Han er også formand for den store afdeling i Tingparken og har sammen med resten af bestyrelsen i flere år arbejdet på at få en tiltrængt renovering af de gamle lejligheder sat på dagsordenen.

Flere sager med skimmelsvamp og genhusning af beboere er noget af det, der har speedet processen op. Desuden viser tilstandsrapporterne, at der er problemer med indeklimaet i halvdelen af boligerne.

- Vores mål er, at Tingparken skal komme til at fremstå flot og moderne, siger han.

Annonce
Jeg opfordrer alle i Tingparken til at møde frem, for det er deres eneste chance for at være med til at bestemme.

Ratch

Beboerdemokrati

Men en ting er, hvad arkitekter, ingeniører og politikere mener, der skal ske med det gamle lejlighedskompleks. Hvad synes beboerne? Det spørgsmål tages op efter sommerferien, når afdelingsbestyrelsen inviterer til workshop, hvor alle kan komme og fortælle, hvilke forandringer de drømmer om, og hvad man skal bevare og passe på.

- Vi har tidligere holdt en workshop, hvor der var fokus på lejlighederne. Alt det arbejde er stadig med i processen, så når vi holder den næste workshop, vil vi især fokusere på udearealerne og de fælles faciliteter. siger Jeyarajah Rasiah.

Med støtte fra Landsbyggefonden sikrer boligforeningen sig, at huslejerne ikke kommer til at stige eksplosivt, selv om Tingparken ender med at fremstå i tiptop stand.

Landsbyggefonden og Tingparken

Landsbyggefonden (forkortet LBF) er en selvejende institution, stiftet af de almene boligorganisationer med det formål at støtte og udvikle alment boligbyggeri gennem forskellige tilskuds- og låneordninger.

Beboere i almennyttigt boligbyggeri indbetaler til Landsbyggefonden gennem deres husleje.

Den tidligere regerings ghettoudspil ville have gjort et stort indhug i Landsbyggefondens midler. Et nyt forlig afværgede det, og det blev besluttet, at der skulle sættes penge af til renovering af almene boliger efter behov.

Tingparken har søgt Landsbyggefonden om et endnu ikke offentliggjort trecifret millionbeløb. Afdelingen skal blandt andet have nye tage, nye facader, køkkener og badeværelser, døre og vinduer. Mere tilgængelighed til en række boliger, så kørestolsbrugere kan komme ind i lejlighederne i stueplan.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce