Fratrædelse: Sygehus Lillebælt skal på jagt efter en ny mand eller kvinde til direktionen.
Helle Adolfsen stopper 1. juni 2021 efter 12 år som sygeplejefaglig direktør.
Hun blev ansat som chefsygeplejerske på Fredericia Sygehus tilbage i 2001 og har siden arbejdet med ledelse.
Siden da har sygehuset først fusioneret med Kolding Sygehus og er blevet til det Sygehus Lillebælt, vi i dag kender, med sygehuse i både Kolding, Middelfart og Vejle.
Beslutningen er truffet efter nogle måneders summen.
- Jeg har tænkt over det i nogle måneder, og nu er timingen god, synes jeg. Begge mine to nærmeste kollegaer i direktionen er kommet rigtig godt på plads, forklarer Helle Adolfsen.
Nogle døre har åbnet sig
Christian Sauvr tiltrådte stillingen som administrerende sygehusdirektør 1. november 2018 og overtog efter Dorthe Crüger. I sommer, 1. juni 2020, overtog Thomas Larsen stillingen som lægelig direktør efter Mads Koch Hansen.
Stillingen som sygeplejefaglig direktør bliver snarest slået op, og Helle Adolfsen er ikke det mindste bekymret over, at direktionen efter hende bliver relativ ung.
- Det er et stærkt team, jeg forlader, og vi har god tid til at rekruttere en ny og god kollega til Christian og Thomas, påpeger hun.
Helle Adolfsen stopper for at koncentrere sig om bestyrelses- og konsulentarbejde med rådgivning om ledelses- og organisationsudvikling. Mere ønsker hun ikke at sige på nuværende tidspunkt.
- Det skal nok blive mere synligt med tiden. Nogle døre har åbnet sig for mig, og jeg har ikke tænkt mig at lade den chance gå til spilde, siger hun.
Helle Adolfsen er 64 år, men har ingen planer om at gå på pension i de kommende mange år.
64-årige Helle Adolfsen om pensionsplanerVi bliver 100 år i min familie. Hvad skulle jeg dog lave derhjemme i alle de år?
- Vi bliver 100 år i min familie. Hvad skulle jeg dog lave derhjemme i alle de år, spørger hun efterfulgt af et grin.
Stolt af resultatet
Tilbage kigger Helle Adolfsen på knap 20 år i ledelsesjobbet og mere end den halve tid i stillingen som sygeplejefaglig direktør.
Alle årene beskriver hun som fantastiske, og hun er stolt af det resultat, hun har været med til at kæmpe for.
- Jeg er taknemmelig for at have været med på den rejse, som sygehuset har været igennem, hvor sygehuset i dag præsterer flotte resultater på patienttilfredshed, medarbejdertilfredshed, økonomi, uddannelse, udvikling og forskning.
- I det hele taget forlader jeg et sygehus, der er velfungerende og på alle niveauer veldrevet. Det kan jeg godt være bekendt, forklarer Helle Adolfsen.
Hun har i mange år boet på Fyn, men flyttede for et par år siden til Aarhus. Efter hendes mands død mødte hun sin kæreste.
Helle Adolfsen har to sønner, som også har fået børn og gjort hende til farmor, som hun i et tidligere interview i avisen har kaldt for verdens bedste titel.