Annonce
Livsstil

Helle Troelsen: Ugens opskrift på krydder-syltede rødbeder

Foto: Helle Troelsen
Annonce

Rødbederne har stået i bedet i køkkenhaven indtil juleferien, hvor vi fik frost om natten i et par dage. Op af jorden kom de for at blive kogt og syltet.

Jeg har flere forskellige sorter af rødbeder i køkkenhaven: de cylinderformede mørkerøde, nogle runde, bolsjestribede og andre i sjove farver. Men skal man sylte rødbeder, så skal de være mørke og ikke så store i omfang, at skiverne næsten ikke kan presses ned i et syltetøjsglas. Derfor dyrker jeg altid de almindelige, aflange rødbeder af sorten ”Forono”.

I vores familie sværger vi til den krydrede mad, og derfor tilsættes der altid en masse krydderier til madlavningen. Det skete også i denne variant af syltede rødbeder, hvor vi også hjælper naboerne af med lidt mere peberrod, der breder sig uhæmmet i deres køkkenhave.

Annonce

Til tre store glas

3 kg rødbeder

2 x 10 cm peberrod

5 cm frisk ingefær i skiver

Lage:

2 liter æbleeddike

1 kilo sukker

2 spsk. salt

2 spsk. hele peberkorn

3 laurbærblade

3 kanelstænger

1 spsk. hel allehånde

3 stærke chilier i skiver

Annonce

Sådan gør du

Rødbederne skylles fri for jord. Undlad at skære enderne af dem eller beskadige skindet, for de skal koge med det hele på. Kog rødbederne i cirka 45 minutter, eller til de er møre. Test det ved at stikke i dem med en skarp kniv. Hæld vandet fra og skyl straks rødbederne i kold vand. Gnid skindet af og skær enderne af.

Bland ingredienserne til lagen i en gryde og kog det op.

Skræl peberrod og ingefær og skær dem i tynde skiver.

Skold tre store sylteglas. Skær rødbederne i skiver. De skal stadig være lune, for så trækker lagen bedst ind. Læg skiverne i sylteglasset. Halvvejs lægges et lag af peberrod og ingefær. Fyld glasset op og slut af med endnu et lag af peberrod og ingefær. Hæld lagen henover og luk lågene til. Opbevar de syltede rødbeder køligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Kostråd – ikke klimaråd

Annonce