Annonce
Jelling

Her er den nye museumschef for Kongernes Jelling - udgravet af egne rækker

Den nye museumschef for Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen gemmer sig her bag nogle remedier, der bruges i forbindelse med palisadenisserne. Arkivfoto: Mette Mørk

Hans Ole Matthiesens afløser som museumschef er fundet, og det bliver Morten Teilmann-Jørgensen, der siden 2012 har været formidlings- og eventansvarlig på museet. Han overtager chefposten fra 1. februar.

Jelling: Fra 1. februar er der en ny chef for Kongernes Jelling. Men ikke et nyt ansigt på museet, fordi manden, der overtager posten, er 50-årige Morten Teilmann-Jørgensen, som siden 2012 har været formidlings- og eventansvarlig på selv samme sted.

Det er derfor en mand, der allerede kender Jelling ud og ind, og han har været en vigtig grund til, at danskerne de seneste år er strømmet til museet for at blive klogere på Harald Blåtand og Gorm den Gamle. Sådan bliver det også i fremtiden.

- Vi har en fantastisk historie her, som vi i de kommende år vil gøre endnu mere for at få flere til at besøge. Derfor passer de nye udviklingsmuligheder i Kongernes Jelling perfekt til vore planer, siger Morten Teilmann-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Annonce

Vi har en fantastisk historie her, som vi i de kommende år vil gøre endnu mere for at få flere til at besøge.

Morten Teilmann-Jørgensen, ny museumschef for Kongernes Jelling
Morten Teilmann-Jørgensen har været en del af Kongernes Jelling siden 2012 - nu er han museumschef. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Brænder for en god oplevelse

Den nye museumschef vil derfor fortsætte med at nytænke måderne, som historien kan fortælles på, så Kongernes Jelling bliver et museum, man bare må besøge.

- Jeg brænder for, at endnu flere danskere skal have en god oplevelse, når de kommer på museum. Vi er nået et stykke af vejen i Jelling, hvor vi ser langt flere børnefamilier end tidligere, siger han.

Ham til venstre, Morten Teilmann-Jørgensen, overtager museumschef-posten fra ham til højre, Hans Ole Matthiesen. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard

Faglighed, humor og kant

Kongernes Jelling hører under Nationalmuseet og vicedirektør Erik Als er glad for, at udviklingen af museet er i trygge hænder.

- Jeg er sikker på, at vi med Morten får en chef, der med sit store kendskab til Jelling kan skabe engagement i driften og udviklingen af Kongernes Jelling. Han har vist, at han kan udvikle denne vigtige del af danmarkshistorien med høj faglighed, humor og kant, siger Erik Als.

Morten Teilmann-Jørgensen er oprindelig uddannet som boghandler, men tog derefter en journalistuddannelse. Han har arbejdet 15 år i DR og blev efter udviklingen af det nye Kongernes Jelling ansat som formidlings- og eventansvarlig. Nu er han altså klar til at stå i spidsen for medarbejderne i Jelling. De gav sidste år over 225.000 besøgende en masse fortællinger om danefæ, Jellingesten og vikingekongerne Harald Blåtand og Gorm den Gamle.

Han overtager posten fra Hans Ole Matthiesen, der fortsætter karrieren på Christiansø.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce