Annonce
Erhverv

Her er finalisterne til prisen som "Årets rummelige virksomhed"

Årets mentor og Årets rummelige virksomhed i Vejle Kommune skal findes igen i år. Det vakte glæde, da priserne tilbage i 2014 blev overrakt til virksomheden HC Smede og mentor Elin Moisen. Arkivfoto: Mette Mørk
57 virksomheder blev indstillet til prisen som Vejles mest rummelige virksomhed. Finalen står mellem seks udvalgte virksomheder.

Vejle: For 10. gang kårer Vejle Kommune tirsdag 26. november "Årets rummelige virksomhed" ved et arrangement i Spinderihallerne, hvor også "Årets mentor" vil blive kåret.

Rummeligheds-prisen gives til en virksomhed, der ifølge indstillingen "har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats i forhold til at vise social rummelighed". Med titlen følger en kontant præmie på 15.000 kroner.

Det er byrådets arbejdsmarkedsudvalg, der står bag kåringen, hvis finalister er fundet blandt i alt 57 indstillinger, som borgere og virksomheder i Vejle er kommet med.

I alt seks virksomheder er indstillet til prisen: Danepork i Randbøl, DGI Huset i Vejle, Fakta på Merkurvej i Vejle, Ilva Hovedlager i Vejle, Nortec i Vejle og Restaurant Flammen i Vejle.

Det er en komité med repræsentanter fra arbejdsmarkedsudvalget, DA, LO, Danske Handicaporganisationer og integrationsrådet, der har til opgave at finde frem til årets vinder.

Annonce

De seneste fem vindere af Årets rummelige virksomhed

2018: Salling Group Terminal.

2017: Vingsted Hotel- og Konferencecenter.

2016: Universal Transport.

2015: Tortilla Flats.

2014: HC Smede- og Maskinværksted.

Fem mentorer indstillet

Komiteen skal desuden finde vinderen af prisen som "Årets mentor", som gives til en person, der i løbet af det forgangne år har "gjort en ekstraordinær indsats som mentor på en virksomhed". Med titlen følger en pris på 10.000 kroner.

Her er der fem finalister: Ellen Lerche fra Fysio Danmark Fitness, Hans Peter Johnsen fra Johns Hælebar, Lone Ravn Hansen fra Forenede Service, Maria Lund fra Føtex og René Kempf Pedersen fra Stark.

Udover de to priser vil der ved arrangementet desuden blive kåret tre gange "Årets succeshistorie", som gives til en virksomhed eller borger. De tre succeshistorier belønnes med hver 5000 kroner og en Brobyggeren-skulptur skænket af kunstneren Henrik Busk Andersen og Vejle Amts Folkeblad.

Derfor er virksomhederne indstillet

Fra indstillingerne til prisen som Årets rummelige virksomhed:

Danepork: Jobcentrets samarbejde med Danepork har gennemgået en udvikling fra først at handle om enkeltstående praktikker til større projekter, for borgere, der af forskellige årsager har vanskeligt ved at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Særligt integrationsborgere har virksomheden været god til at tage imod. Og mange, der har været i praktik på virksomheden, er efterfølgende blevet ordinært ansat.

DGI Huset: DGI Huset Vejle som helhed, og i særdeleshed DGI Husets køkken, yder en stor indsats for borgere, der har behov for en ekstra hånd. Det, som lykkes godt, er at borgeren formås integreret i virksomheden i løbet af praktikperioden, og med en anerkendende tilgang gives praktikanter umærkeligt et solidt selvtillidsboost, som er af stor værdi for den enkeltes videre færd mod job eller uddannelse. DGI Huset Vejle har de seneste år deltaget i Jobcenter Vejles cykelprojekt, der forsøger at hjælpe særligt udsatte unge tilbage på sporet - enten mod job eller uddannelse.

Ilva hovedlager: På Ilvas hovedlager i Vejle bliver der arbejdet systematisk med rummelighed i forhold til borgere, der på forskellig vis er udfordret i forhold til arbejdsmarkedet. Virksomheden formår at skabe et vedholdende og involverende miljø hvor krav til arbejdets udførelse doseres individuelt, så et praktikforløb så vidt som muligt bliver netop den kompetence-trædesten på vej mod arbejdsmarkedet, som praktikanten har behov for.

Fakta Merkurvej: I Fakta Uhrhøj er alt butikkens personale inddraget i at skabe et rummeligt miljø, og selvom nogle praktikanter kan have tunge problematikker at tumle med, er der et vedvarende engagement, og et ønske om at lykkes med praktikken, så borgeren kommer godt videre. Viser det sig, at en motiveret praktikant ytre ønske om at blive inden for branchen, gør butikken hvad den kan for at hjælpe med at få en ansættelse i stand - enten i butikken eller i andre detailbutikker i området.

Flammen: Virksomhedens rummelighed kommer særligt til udtryk ved, at de rummer praktikanter med mange forskellige udfordringer. Uanset udfordring sætter virksomheden en ære i at hjælpe praktikanter med at øge deres arbejdsevne, og det sker nænsomt med små kærlige skub, der sikre at opgaverne nok er udfordrende, men stadig overkommelige.

Nortec: Virksomheden har igennem flere år og flere forløb med forskellige udsatte borgere med andre problemstillinger end ledighed vist, at deres sociale ansvar er forankret i virksomheden og hos medarbejderne. Virksomheden formår at inddrage, anderkende og integrere borgerne, som en del af deres egen kultur og gøre dem til en del af deres virksomhed.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce