Annonce
Egtved

Her sover børnene middagslur i shelter - hele året rundt

Det er tid til middagslur hos Onkel og Tante. Selvom det er koldt udenfor, bliver de ældste af de børn, der stadig sover til middag, puttet i soveposer i de to sheltere. Foto: Mette Mørk
Hos Onkel og Tante sover de ældste af børnene, der stadig sover middagslur, i soveposer i to sheltere bag legepladsen. Børnene sover både bedre og længere, og så oplever de naturen på en helt anden måde, forklarer institutionens leder.
Annonce

Rugsted: Selvom det er vinter og koldt udenfor, sover en gruppe børn stadig midddagslur i soveposer i de to sheltere bag bålpladsen ved den private daginstitution Onkel og Tante i Rugsted.

Det har de faktisk gjort uanset vejr og vind det seneste års tid.

- Idéen opstod, da jeg sidste sommer selv sov i shelter og vågnede til en morgen med fantastisk vejr og tænkte, at det var ærgerligt, at børnene ikke fik den oplevelse. Men hvorfor ikke give dem mulighed for det? fortæller institutionens leder, Heidi Normann Bech.

Hun var lidt spændt på, hvad institutionens pædagoger ville sige til idéen om at lade børnene sove til middag i sheltere, når de blev for store til barnevognen.

- Men de bakkede straks idéen op. Det samme gjorde forældrebestyrelsen, da jeg præsenterede idéen for den, siger hun.

Kort efter gik arbejdet i gang med at bygge de to sheltere, og 1. november sidste år blev de første børn puttet til middag i dem.

- Vi var lidt spændte på, hvad børnene ville sige til det, men de elsker det og har gjort det lige fra starten, fortæller Heidi Normann Bech.

Børnene er ude hver eneste dag, men de oplever naturen på en anden måde, når de ligger i shelterne og skal sove. Nogle dage kan de høre vindens susen, når det rigtig blæser og rusker i træerne, andre dage kan de høre fuglefløjt.

Heidi Normann Bech, leder

Annonce

Børnene sover bedre

Indtil børnene er cirka to år, sover de stadig i barnevogn, som de hele tiden har gjort. Derefter blev de normalt puttet til lur på madrasser indenfor. Nu bliver de i stedet klædt i sovetøj efter årstiden og fulgt ned til de to sheltere bag legepladsen og hjulpet i soveposerne.

- Børnene er ude hver eneste dag, men de oplever naturen på en anden måde, når de ligger i shelterne og skal sove. Nogle dage kan de høre vindens susen, når det rigtig blæser og rusker i træerne, andre dage kan de høre fuglefløjt. De oplever naturen på en helt anden måde, forklarer institutionslederen.

Samtidig har det vist sig, at børnene sover bedre.

- De sover både tungere og længere, end de gjorde, mens de sov indenfor. Det sker jævnligt, at vi må ud og vække de sidste. Den friske luft og naturens lyde gør bare noget godt i forhold til deres søvn, lyder det fra Heidi Normann Bech.

Annonce

Også på kolde vinterdage

Det er nu godt et år siden, de første børn sov middagslur i shelterne, og det har de gjort hver dag siden. Uanset vejr og vind.

- Vi har fået lavet store skodder til shelterne, så vi kan lukke lidt til og skærme dem lidt af, hvis det regner eller blæser meget, forklarer hun.

Selv på de kolde vinterdage med minusgrader og sne bliver børnene lagt ud i de små hytter. Og det siger de ikke spor til - tværtimod nyder de det.

- Vi har sørget for at købe nogle gode, tykke soveposer, som de kan holde varmen i. Desuden fik vi syet 20 fleece-soveposer, som vi kunne fore soveposerne med, hvis det blev rigtig koldt, men de har endnu ikke været i brug, siger Heidi Normann Bech.

Det er ved at være sovetid denne dag hos Onkel og Tante. De seks børn lægger sig til rette og trækker soveposen over armene og helt op til halsen og falder hurtigt til ro, mens de ligger og sanser naturen, inden øjnene glider i.

Når børnene er blevet iført deres sovetøj og har fundet sutter og tøjdyr frem, går turen i fælles flok ned til de to sheltere, der ligger bag ved legepladsen. Foto: Mette Mørk
Der skal lidt ekstra varmt sovetøj på i øjeblikket, inden børnene bliver lagt til middagslur udenfor. Her hjælper Jeanette H. Pedersen en af drengene i en varm sovedragt. Foto: Mette Mørk
Med soveposen trukket helt op til hovedet ligger børnene og putter, indtil de falder i søvn. Foto: Mette Mørk
I de to sheltere kan børnene rigtig sanse naturen, mens de sover middagslur. Den friske luft er med til, at de både sover længere og bedre, viser erfaringen. Foto: Mette Mørk
De to sheltere er udstyret med små senge, så børnene er løftet lidt op fra bunden og dermed ikke bliver kolde nedefra. Foto: Mette Mørk
Når børnene er blevet iført deres sovetøj og har fundet sutter og tøjdyr frem, går turen i fælles flok ned til de to sheltere, der ligger bag ved legepladsen. Foto: Mette Mørk
Med soveposen trukket helt op til hovedet ligger børnene og putter, indtil de falder i søvn. Foto: Mette Mørk
Onkel og Tante har fået lavet nogle store skodder til de to sheltere, så børnene kan skærmes lidt for vind og regn, hvis det er nødvendigt. Men helst står de åbne, så børnene kan ligge og kigge ud. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

VB siger farvel til forsvarsspiller

Vejle

Smittetrykket ligger stabilt i Vejle: Det ser værre ud på den anden side af kommunegrænsen

Annonce