Annonce
Egtved

Hip hurra, taler og tre kranse højt til vejrs på Engelsholm

Med tre kranse på taget, dannebrog og godt 200 deltagere blev rejsegildet på agerumsladen på Engelsholm fejret. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Med kranse på taget af den nye agerumslade ved Engelsholm kunne omkring 200 mennesker i går fejre rejsegilde med alt, hvad dertil hører.
Annonce

Nørup: Den rager godt op i landskabet, den nye bygning, agerumsladen, som nu for alvor er begyndt at tage form ved Engelsholm slot. Og i går kunne man så se tre kranse på stang på toppen af byggeriets tag, markerende rejsegildet, som omkring 200 mennesker var med til at fejre.

Grillpølser, øl og sodavand var naturligvis på menuen, akkurat som traditionen for rejsegilder sig byder. Men fokus blev også rettet på håndværkerne og deres store arbejde med byggeriet til nu.

- Oprindeligt blev der afholdt rejsegilde, fordi byggeprojektets succes afhang mere af gudernes humør end af håndværkernes dygtighed, lød nogle af ordene fra forstander på Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup, i sin rejsegildetale, og han tilføjede senere:

- I dag afholdes rejsegilder som god skik og orden og for at takke håndværkerne på byggeprojektet. På den måde får det nybyggede hus en god start.

Og netop de dygtige håndværkere sammen med arkitekterne, fundraisinggruppen, bygherrerådgiveren, fondene og agerumsladen i sig selv blev hyldet med et stort hip hurra og en skål for den vellykkede start på det store byggeprojekt.

Dagen bød også fra taler og taknemmelighed for det gode samarbejde fra byggepladslederen, formanden for Engelsholms bestyrelse og arkitekten.

Agerumsladen

Fra midten af 1700-tallet var Engelsholm Slot flankeret af tre længer, hvor den midterste var en stor agerumslade, der skabte en særlig balance i mellem slottet og den øvrige bygningsmasse.

Projektets grundidé er at genskabe/gentolke det oprindelige slotsanlæg med avlsgård ved restaurering af den eksisterende avlslænge mod syd samt opførelse af ny agerumslade og avlslænge mod nord.

Agerumsladen vil for eksempel komme til at rumme alt fra ferniseringer til intime livekoncerter og større middagsselskaber eller noget helt andet. Der er lagt op til, at agerumsladen skal være Engelsholms multifunktionelle bygning. Vigtigt er det også, at akustikken og dens efterklang skal kunne variere alt efter, hvad der foregår i salen, der for øvrigt skal kunne rumme 300-400 personer.

Annonce

Storstilet og ambitiøst

Byggeriet af agerumsladen er første del af Engelsholms storstilede og ambitiøse byggeprojekt, hvor der over fem faser skal bygges og renoveres for omkring 100 millioner kroner. De fem faser består, udover den første fase med agerumsladen, af renovering af og tilbygning til en gammel avlslænge, musiklokaler og tjenestebolig, færdiggørelse af avlslængen med ny avlslænge og til sidst renovering af slottet.

Indtil nu er der rejst fondsmidler på i alt 36,5 millioner kroner til de første to faser, som agerumsladen er en del af. Første spadestik til projektet blev taget 6. april, og nu, seks måneder senere, skyder agerumsladen med alle dets bærende dele højt op over den flade jord. Faktisk er det meningen, at byggeriet i bredde og højde ikke bare skal svare til det, der var omkring 1730, men det skal også genspejle slottets størrelse.

Annonce

Taler til ham

Allerede ved rejsegildet i går kunne Jakob Bonderup mærke, hvordan det nye byggeri af agerumsladen er begyndt at påvirke ham:

- Når jeg kigger på det her byggeri, kan jeg, efterhånden som det materialiserer sig som et decideret hus, mærke, at det så småt begynder at tale til mig.

Agerumsladen har nu taget form. Et stærkt støbet gulv, imponerende store spær og ydre vægkonstruktioner bærer nu bygningen. Fundamentet er lagt, skelettet er sat, og nu er det videre mod de næste etaper.

Hvis alt går efter planen, vil både agerumsladen og tilbygningen til og renoveringen af den gamle avlslænge være klar til at tage i brug omkring december 2020.

Med højt til loftet og duften af grillede pølser, sang og taler var grunden lagt til et vellykket rejsegilde. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Dagen blev indledt med sangen om Jens Vejmand, der ikke blev hyldet for sit arbejde. Det gjorde håndværkerne, der har bygget den første del af agerumsladen, derimod. Derfor passede symbolikken, dog i omvendt form, fint til dagen. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Engelsholm hyldede håndværkernes flotte arbejde med agerumsladen. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Forstander Jakob Bonderup talte blandt andet om historien bag rejsegilder og pointerede, at man i dag især takker håndværkerne for deres gode arbejde. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Godt 200 mennesker kunne udbringe en skål for det nye byggeri. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Og der var naturligvis grillede pølser, ketchup, remoulade og sennep på menuen. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce