Annonce
Erhverv

Historisk bygning får nyt liv: Nye ejere vil renovere og drive kro

Siden 1989 har ejeren af Thyregod Kro på Borgergade i Thyregod heddet Hans Erik Karlskov, men for nylig er kroen blevet solgt. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Thyregod Kro er blevet solgt, og de nye ejere har planer om at sætte bygningen i stand og herefter drive kro.

Thyregod: Kroen i Thyregod har skiftet ejer.

Det bliver fremover lokalboende Nijazi og Ardiana Bajrami, der skal drive kroen. De to har planer om at sætte kroen i stand i løbet af de kommende måneder.

Thyregod Kro har ellers været lukket siden 2014, hvor den hidtidige ejer, den nu 75-årige Hans Erik Karlskov, indstillede driften. Forinden havde Hans Erik Karlskov drevet kroen sammen med sin hustru siden 1989.

Annonce

- Det er korrekt, at jeg har overtaget Thyregod Kro. Planen er at istandsætte og drive kro, men det bliver ikke i år, skriver Nijazi Bajrami i en kort besked til Vejle Amts Folkeblad.

Det har ikke været muligt at træffe de nye ejere til et uddybende interview.


Alle dem, jeg har snakket med, som bor i byen, er også glade for, at der er nogle, der vil drive kroen videre.

Hans Erik Karlskov, tidligere ejer af Thyregod Kro


Gammel bygning

Den nu tidligere ejer, Hans Erik Karlskov, er glad for, at kroen, der har været til salg siden 2014, er blevet solgt, og at de nye ejere har planer om at give den nyt liv.

- Vi glæder os over, at den gamle kro kan fortsætte i centrum af landsbyen. Alle dem, jeg har snakket med, som bor i byen, er også glade for, at der er nogle, der vil drive kroen videre, siger Hans Erik Karlskov.

Han og hustruen bliver efter aftale med de nye ejere boende på kroen, indtil deres nye bolig er klar til indflytning om nogle måneder, fortæller han.

De nye ejere har planer om at sætte kroen i stand. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen

Ægteparret overtog Thyregod Kro, efter de havde drevet restauration i Holstebro. Forinden var de begge blevet udlært på Hotel Australia i Vejle. De nåede at være selvstændige i 48 år.

- Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de nye vil gøre tingene, men det glæder os, at de vil gøre noget ved kroen, og så glæder vi os til at se det, når det bliver færdigt, siger Hans Erik Karlskov.

Ifølge oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret er Thyregod Kro opført i 1777. Her fremgår det også, at salgsprisen for kroen er 800.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Kultur

Kæmpe overraskelse: Se Danmarks bedste pressefotos

Annonce