Annonce
Hedensted

Historisk godt grundsalg: Allerede lige så mange nybyggere som hele sidste år

Thyras Vænge i Lindved er blandt de udstykninger, der har været guf for nybyggere. Arkivfoto
På et halvt år har Hedensted Kommune solgt parceller for 16,5 mio. kr. Tallet er overraskende højt og skyldes især de gunstige konjunkturer, den lave rente - og udstykningen Lille Dalby Bakker i Hedensted.

Hedensted: Lysten til at bygge drømmehuset i Hedensted Kommune har sjældent været større.

Det er i hvert fald, hvad der kan læses ud af opgørelsen over solgte kommunale parceller. Alene i årets første seks måneder har 31 nybyggere sat deres underskrift på et lokalt skøde, hvilket ikke bare har givet en indtægt på 16,5 mio. kr. - allerede nu er tallet også højere end hele sidste år.

Kun to gange siden kommunesammenlægningen i 2007 er der på et helt år solgt så mange byggegrunde. Og selvom det ikke er noget, kommunen budgetterer med, kommer det alligevel bag på Jonna Møller, der står for salget.

- Vi havde nok håbet på det niveau, men at det alligevel ligger så højt, er lidt overraskende. Det er et tegn på, at tiden er positiv - det er billigt at låne penge, og man kommer nemmere af med sit hus. Og så har vi de rigtige varer på hylderne lige nu, siger hun.

Ud over de 31 salg er der også hele 21 reserveringer, hvoraf Jonna Møller vurderer størstedelen til snart at skrive endeligt under.

Annonce
Hedensted er storsællerten, men sætter man pris på landet, har vi flere steder, hvor man kan veksle den lave grundpris til mere luksus og kvadratmeter for de samme penge.

Jonna Møller, Plan & Udvikling, Hedensted Kommune

Storbyen trækker

Overraskende for de færreste er det nok, at særligt Hedensted trækker fra. Her er der i skrivende stund solgt 15 grunde i den nye udstykning Lille Dalby Bakker. Derudover søger nybyggerne primært mod Lindved og Tørring.

Sværere ser det ud i de mindre byer som Barrit, Ølsted og Stouby, som af forskellige grunde ikke er kommet nærmere et rejsegilde det forgangne halvår.

- Priserne er jo politisk bestemt, men jeg har haft mange interesserede købere i Ølsted, som simpelthen har sagt, at prisen (ca. 650.000 kr., red.) er for høj i forhold til eksempelvis Horsens Syd. De små byer døjer blandt andet med, at køberne gerne vil have nogle butikker, men der er lige solgt en grund i Rårup, så med rette køber på rette tid er det ikke umuligt, siger Jonna Møller.

De seneste 10 år er der nu solgt knap 250 kommunale byggegrunde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce