Annonce
Børkop

Hitmager fra ItaloBrothers er landet i Børkop: Den perfekte modpol til livet på bølgen

Bag Mathias Metten Klyve hænger en af mange vundne platinplader. ItaloBrothers har lavet musik, der hitter i hele Europa. Platinpladen bagved er fra Finland. Foto: Jørgen Flindt

Mathias Metten Klyve er tysker og forsanger i trioen ItaloBrothers, der har mange store hits på cv'et. Alligevel har skæbnens veje sendt ham til Børkop, hvor han og familien nu har slået sig ned.

Børkop: Der lyder en sprød stemme ud i lokalerne. Det er 30-årige Mathias Metten Klyve, der synger. Han er nemlig forsanger i en trio, der har mange år på bagen, og som bor mange kilometer fra hinanden.

Det går nok. Alt kan jo foregå via nettet nu til dags. Selv indspilningen af sang til demoer. Måske venter endnu et potentielt hit.

Mathias er tysker, men han snakker et flot dansk. Han har boet i Danmark i seks år. Lokket hertil af kærligheden, og den kærlighed har af skæbnes veje ført ham til Børkop.

- Vi boede i Herning, men vi vidste, at vi skulle bo et sted nær strand og nær lufthavn. Vi tog rundt i Jylland, og min kæreste Liselotte og jeg valgte Vejle, der ligger helt perfekt for os. Men efter et par år satte vi vores lejlighed til salg, og den blev solgt overraskende hurtigt, og så skulle vi straks finde noget nyt. Vi lejede et rækkehus her i Børkop. Og nu er vi her, siger han og smiler.

Og det er der mange fordele ved. Dem vender vi tilbage til.

Det var egentligt planen, at vi kun skulle bo i Børkop, mens vi søgte efter hus i Vejle, men Liselotte er blevet gravid, og nu har vi købt hus her i Børkop

Mathias Metten Klyve, forsanger i ItaloBrothers
Mathias Metten Klyve er 30 år, og har gennem 15 år levet et liv med koncerter, studier og indspilling af musikvideoer over hele verden. Sådan er det stadig, men nu er Børkop blevet basen. Foto: Jørgen Flindt

150 millioner gange

ItaloBrothers er hans job. Ja, faktisk er det så stort, at 11 mand er beskæftiget med bandet, hvoraf tre er bandmedlemmer.

Sidste år hittede bandet med sangen Summerair, der er streamet 150 millioner gange. Altså hentet ned på en telefon eller tablet. 150 millioner gange.

- Det er fuldstændigt vanvittigt. Den var i top 100 over de mest streamet sange over store dele af verden sidste år, så det var et nyt gennembrud mange år efter vores første hit Stamp on the Ground for ni år siden, siger han.

De spillede også på en festival foran 55.000 mennesker i Oslo sidste år. Til andre tider foran 500 på et diskotek.

Mathias er forsanger og frontmand på scenen. Snart venter blandt andet Skanderborg Festival. Men det hele begyndte langt fra scenerne og de 100 årlige spillejobs rundt i Europa. Det begyndte i en kirke.

- Jeg var 15 år og skulle konfirmeres, og der blev lagt op til, at vi skulle synge Beatles "All You need is love" i kirken. Men hvem skulle synge? Jeg var med i et skoleband, og så sagde jeg, at det skulle jeg nok. Det gik fint, og blandt gæsterne i kirken var en gut, der kort tid efter ringede og fortalte, at han og en ven manglede en forsanger. Og om jeg ville kigge forbi, siger han.

Det blev starten til en ny verden for den unge Mathias.

- Det var elektronisk dansemusik, og det var langt fra det, jeg selv spillede og lyttede til. Men jeg kunne straks fornemme, at der nu alligevel var noget i det. Noget kvalitet, og jeg blev også grebet af, at der skulle lægges så meget arbejde i det. Jeg troede, at elektronisk musikbare handlede om at trykke på en knap, men det vidste sig at være langt mere kreativt end det. Det kunne jeg godt lide, og det kan jeg stadig, siger han.

Annonce

Nordjylland blev startskuddet

Navnet ItaloBrothers blev født et par år efter, da en vens ven tog musikken med til et pladeselskab. De vil tilbyde en kontrakt og forlangte et navn.

- Vi havde ikke noget navn på det tidspunkt, men vi spillede en form for italiensk dancemusik. Og da vi følte os som brødre, blev det ItaloBrothers.

Nye tider åbnede nye døre. Og den første dør, sådan ren optrædemæssigt, var i Danmark.

- Det var et diskotek i Års, der ville have os op og optræde. Vi anede intet om hverken Års eller at optræde live, det, men det blev startskuddet. Vi tog jakkesætter på, for det syntes vi var cool, men det viste sig at være umuligt, for vi svedte helt ekstremt. Så det var eneste gang, vi gjorde det, siger han og griner.

Men en koncert på et diskoteket blev til flere. ItaloBrothers fik et stort hit på gaden med Stamp on The Ground, og millioner af lyttere begyndte at streame og downloade deres sange.

Livet kørte for bandet, og undervejs kom de til Silkeborg.

- Jeg kan ikke huske navnet på det diskoteket, hvor vi spillede, men jeg husker Liselotte. Der stod hun, og vi har været et par siden, siger han og smiler.

Annonce

Børkop er modpol

De har holdt sammen i mange år, og de flyttede til Danmark, fordi det var her, Liselotte skulle studere til frisør.

København først og siden Herning, der er hendes fødeby. Men så blev det Vejle, og nu Børkop.

- Det var egentligt planen, at vi kun skulle bo i Børkop, mens vi søgte efter hus i Vejle, men Liselotte er blevet gravid, og nu har vi købt hus her i Børkop. Vi er faldet godt til i Børkop, og der er ikke langt til alt, siger Mathias Metten Klyve, der er glad for Børkop og området.

- Det er dejligt sted med en dejlig strand nær ved. Det er vigtigt for mig. Og så har byen en størrelse lidt større end min barndomsby Brandlecht. Her er trygt, og det passer os godt, siger han.

Mathias Metten Klyve er en travl mand her om sommeren, hvor koncerterne klumper sig sammen, så han skal atter ud af døren. Det er tirsdag, og ItaloBrothers giver koncert. I Spanien.

- Jeg skal til Billund nu og flyve til Spanien, så flyver jeg hjem igen i morgen. I weekenden venter så tre koncerter i Danmark, siger han og smiler.

- Det meste af året er det langt fra hektisk, men lige nu er der mange koncerter. Det er et privilegeret liv, hvor man rider på en stor bølge, og den kan godt tage magten fra en. Det er her, at Børkop er perfekt. Der skal være en modpol til livet på bølgen, og det er min familie, Børkop og strandene ved fjorden garant for, slutter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Annonce