Annonce
Jelling

Hjælp: Lokalråd søger vidner til uheld i farligt kryds

Siden 2012 (hvor dette billede er fra) har der været problemer i dette kryds. Vigepligten er ændret et par gange frem og tilbage, og i dag er der også anlagt rødt asfalt i krydset. Men bilister oplever stadig problemer. Arkivfoto: Leif Baun
Krydset på Mølvangvej, hvor Fårupvej og Kollegievej mødes i det centrale Jelling, er stadig ikke optimalt. Men da politiet ikke registrerer mange uheld i krydset, har Jelling Lokalråd derfor en opfordring til byens borgere.

Jelling: For nylig havde lokalrådet i Jelling møde - et såkaldt by-syn - med medarbejdere fra Vejle Kommunes teknik- og miljøforvaltning til en snak om blandt andet vejforhold og trafiksikkerhed.

Et af de punkter, som lokalrådet ønskede drøftet, var en bedre sikring af krydset, hvor Mølvangvej, Kollegievej og Fårupvej mødes. Særligt oversigtsforholdene har længe været en udfordring.

- Kommunen erkender, at der fortsat er problemer i krydset, selvom der flere gange er foretaget ændringer og forbedringer. Politiet registrerer dog ikke mange uheld i krydset, lyder det i en orientering fra Jelling Lokalråd.

Problem siden 2012

Lokalrådet opfordrer derfor til, at ulykkesramte og vidner til uheld melder uheldene ind til Jelling Lokalråd, hvis der ikke bliver ringet til politiet.

- Også hvis der observeres noget, der er lige ved at gå galt - såkaldte nærved-uheld - ved dette kryds eller andre af de trafikfarlige steder i Jelling, vil lokalrådet gerne høre om det og samle oplysningerne sammen. Skriv gerne til os, lyder opfordringen.

Siden en omfartsvej blev anlagt nord for Jelling i 2012, har flere billister været ramt af uheld i krydset. Gennem årene har Vejle Kommune forsøgt flere tiltag som for eksempel at flytte hajtænderne og dermed vigepligten i krydset. Det blev dog senere ændret tilbage. Også asfaltens farve er blevet ændret til rød, men nu håber Jelling Lokalråd på nye tiltag for at forbedre sikkerheden.

Jelling Lokalråd kan kontaktes via foreningens hjemmeside eller Facebook.

Her er krydset

 

Giv et praj

Derudover opfordrer Jelling Lokalråd til, at borgerne benytter mulighed for at gøre Vejle Kommune opmærksomme på mindre mangler via "Giv et praj". Servicen kan både bruges som app og hjemmeside.

- Det kan være et hul i vejen, et skævt skilt eller et væltet træ, men også hvis det er svært at passere på gåben eller på cykel på grund af buske og hække, der fylder for meget eller spærrer for udsyn, fortæller lokalrådet.

"Giv et praj" blev oprettet i Vejle Kommune i 2012, og særligt de senere år har man modtaget mange henvendelser, kunne Vejle Amts Folkeblad for nylig fortælle. Sidste år modtog kommunen 7214 henvendelser, mens der i år allerede er tikket mere end 11.820 henvendelser ind.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce