Hedensted: De seneste år har trenden kun gået én vej, og 2021 blev ingen undtagelse.
Med endnu et par uger tilbage af året har Hedensted Kommune solgt i alt 60 byggegrunde til private. Tallet er det næsthøjeste nogensinde, kun overgået af sidste års historiske 83 salg.
I år er det særligt Hedensted og Tørring, nybyggerne er flokkedes til med henholdsvis 32 og 14 solgte parceller.
Salget er dog spredt godt ud over kommunen, idet ni øvrige byer også har afsat byggegrunde i indeværende år.
- Ved årets begyndelse, må jeg indrømme, at jeg ikke forventede, vi ville komme over 50 solgte grunde i alt. Så det må man kalde en succes. De fleste siger, at nærhed til motorvejen virkelig betyder noget, så skal man eksempelvis pendle på Herningmotorvejen, bor man bedre i Tørring end i Vejle, siger Jonna Møller, der har ansvaret for salget af de kommunale grunde.
Der er ingen samlet opgørelse over, hvor mange private grunde, der er blevet solgt i løbet af i 2021.
51 nye grunde på vej
At der er tale om et ganske pænt salg tydeliggøres ved, at det faktisk er flere grunde, end Hedensted Kommune har tilbage lige nu.
Isoleret set betyder det, at man ville kunne forvente helt at løbe tør for grunde mod slutningen af året.
Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, for der er yderligere 51 grunde på vej, som sættes til salg i løbet af 2022.
Jonna Møller, Hedensted KommuneDe udstykninger, hvor der kun er et par grunde tilbage, kan være svært at få helt udsolgt, fordi de objektivt set nok er de mindst attraktive.
Udstykningerne ligger i Lindved, Ølholm, Uldum og Glud, der alle vurderes så attraktive, at de kommer til at booste det generelle salg.
- Jeg tror på, at de nye grunde bliver solgt hurtigt, og derfor forventer jeg også, at salget generelt vil ligge på samme leje næste år - selvfølgelig med forbehold for, at der sker noget grundlæggende med økonomien, der er svært at styre, siger Jonna Møller.
Der er også et antal reservationer på grunde. Som vanligt ophører de ved årets udgang, hvorfor det bliver muligt for nye købere at byde ind på dem på lige fod med andre interesserede.