Annonce
Jelling

Hollænderne kommer til "Meivakantie" - men der er stadig plads til de lokale

Rundt på overnatningssteder samt i butikkerne i Jelling kan man finde denne folder, der indeholder information og tilbud i forbindelse med "Meivakantie" - det står både på hollandsk og dansk. Foto: Nicolai Svante Skovgård
For andet år i træk er Jellings turisme- og handelsliv klar til at modtage hollandske turister i løbet af de næste par uger. Men de vil også gerne se de lokale Jelling-borgere rundt i byen i perioden.

Jelling: "Welkom om te jelling. We zijn blij voor jullie bezoek en hopen dat jullie zullen genieten van ons prachtige dorp."

Sådan skal det lyde, hvis man vil byde hollændere velkommen til Jelling og fortælle dem, at "vi er glade for jeres besøg og håber, I vil nyde vores dejlige by."

Og nyde byen kan hollænderne komme til at gøre i de kommende uger. Her har de ferie og rejser ud i verden, hvilket man forsøger at udnytte i Jelling. For andet år i træk afholder byens handelsliv events og aktiviteter under navnet "Meivakantie", der på dansk har fået titlen "Forår i Jelling".

Det betyder, at der vil være faneborge med hollandske flag rundt i byen, der vil være særlige tilbud i butikkerne, og der vil være hollandske rundvisninger på Kongernes Jelling. Her står museumsformidler Karen Vognsen Jensen for planlægningen, og hun har desuden været tovholder sammen med Jelling Turist- og Handelsstandsforening for byens samlede indsats i hollænderugerne.

Zijn jullie gek van vikingen, dan is Jelling de juiste plek. De hele familie kan hier zijn viking skills trainen. Bezoek het belevingscentrum Kongernes Jellings en ontdek de wereld van de vikingen.

"Meivakantie"- folder om events og aktiviteter i forbindelse med hollænderugerne i Jelling

2000 flere gæster

Da entréen til Kongernes Jelling i forvejen er gratis, så gælder det i højere grad om, at de hollandske turister kommer rundt i byen og bruger nogle penge. Men når ugerne også har den danske titel "Forår i Jelling", skyldes det, at man ikke kun vil ramme hollænderne.

- Succeskriteriet er, hvad erhvervslivet får ud af ugerne. Og der er det egentlig ligemeget, om det er hollændere eller danskere, der for eksempel besøger markedet ved Runecentret, siger Karen Vognsen Jensen, der dog samtidigt også håber på mange hollandske besøg.

- For mig er det så også en succes, hvis vi på Kongernes Jelling har seks hollandske børnefamilier på rundvisning, og de får nogle gode oplevelser, de tager med hjem og fortæller til andre. Det her er et treårigt projekt, som forhåbentlig får plantet nogle frø til fremtiden. Derfor er det også en succes, når nogle efter sidste års hollænderuger ringede og spurgte efter rundvisning på hollandsk, siger hun.

Sidste år gik der i hollænderugerne 2000 flere gæster end sædvanligt gennem dørene til Kongernes Jelling. Dermed fik oplevelsescentret flere besøgende i deres såkaldte skuldersæson, der foregår her i perioden, inden højsæsonen starter.

Det skyldtes blandt andet, at Visit Denmark i Holland promoverede Jelling, og at ANWB - i grove træk Hollands svar på FDM - solgte rejser til Danmark, hvor Jelling fik en del opmærksomhed.

Hjælp gerne hollænderne

Idéen til at satse på hollændere kommer fra Ole Grangaard, der er medejer af Café Sejd. Planlægningen af ugerne foregår gennem BID-samarbejdet, hvor byens handelsliv og lokale ildsjæle samles for at udvikle idéer, projekter og arrangementer, der kan holde gang i byen.

Her kan hollænderne blive en vigtig brik i turismedelen, og derfor håber Karen Vognsen Jensen også, at de lokale Jelling-borgere vil støtte op - både ved selv at komme ud i byen, men også ved at tage godt imod de udenlandske turister.

- Det er altid en god idé at hjælpe byens gæster, hvis de ser spørgende ud eller står og klør sig i nakken over et kort. Så gå endelig hen og spørg, om de skal bruge hjælp, lyder opfordringen.

"Meivakantie" foregår fra 20. april til 5. maj, og man kan læse mere om ugernes arrangementer på Jellingguiden.dk - både på dansk og hollandsk.

Idéen til at satse på hollænderes ferie i foråret kommer oprindelig fra Ole Grangaard, medejer af Café Sejd. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce