Annonce
Hedensted

Hotel-konkurrence overbeviste ikke vælgerne: Visionsråd fik alligevel, hvad de ønskede

Stemmeprocenten i Juelsminde og Klakring blev ikke højere end ved valget i 2015, men Visionsrådet var tilfreds med omtalen. Foto: Michael Svenningsen
Stemmeprocenten gik tilbage i Juelsminde/Klakring, men endte højere end i hele Hedensted Kommune.

Juelsminde: Juelsminde Visionsråds valgkonkurrence havde tilsyneladende ingen indvirkning på stemmeprocenten i Juelsminde/Klakring ved folketingsvalget onsdag.

86,8 procent af vælgerne i kredsen, svarende til 2927 af i alt 3372 stemmeberettigede, valgte at afgive deres stemme i Juelsmindehallen. Og det er altså en lavere stemmeprocent end ved folketingsvalget i 2015, da 88,5 procent stemte.

Inden onsdagens folketingsvalg havde Juelsminde Visionsråd ellers udlovet et hotelophold og medfølgende middag og morgenmad til én af dem, der deltog i deres valgkonkurrence. Det valgte 55 vælgere at gøre.

Visionsrådet lavede konkurrencen for at lokke vælgere ind i stemmeboksen, øge stemmeprocenten og på den måde skabe positiv omtale til Juelsminde.

Det lykkedes ikke at øge stemmeprocenten, men Dorte Marie Høgsted, medlem af visionsrådet, glæder sig alligevel over at konkurrencen har givet Juelsminde opmærksomhed.

- Vi fik, hvad vi ønskede, nemlig positiv omtale til Juelsminde i Horsens Folkeblad og livetransmission fra Juelsminde på P4 Trekanten. Det var, og er, jo ikke visionsrådets opgave eller ansvar at få folk til at stemme. Men det er vores opgave at skaffe positiv omtale til byen, siger hun.

Hjarnø atter højest

Selvom stemmeprocenten i Juelsminde/Klaring er gået tilbage, så er den højere end den samlede stemmeprocent i Hedensted Kommune, der endte på 86 procent. Også det er en tilbagegange, da 88,3 procent af vælgerne i kommunen stemte ved folketingsvalget for fire år siden.

Som ved folketingsvalget i 2015 kan Hjarnø efter onsdagens valg bryste sig af at have Hedensted Kommunes højeste stemmeprocent. 79 af 83 stemmeberettigede afgav deres stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 95,2. Det er højere end ved seneste valg, hvor 92,6 procent stemte.

I den laveste ende i kommunen ligger Hjortsvang, hvor 80,9 procent af vælgerne afgav deres stemme.

På landsplan endte stemmeprocenten på 84,5, hvilket er en tilbagegange fra 85,8 ved valget i 2015.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce