Annonce
Erhverv

Hoteldirektøren har vasket op og renset tæpper: 'Vi er jublende lykkelige over hver en gæst'

Michael Fiil Thomsen, hoteldirektør på Hotel Scandic Jacob Gade ved Vejle Musikteater, er ikke bange for at tage fat. Han har, mens hotellet i Vejle har været lukket, lavet alt fra at hjælpe til i opvasken til at rense tæpper på kædens andre hoteller. Foto: Mette Mørk
Coronanedlukningen har været særlig hård for de servicemindede medarbejdere i hotelbranchen, der er vendt tilbage til på arbejde og igen kan "tanke op" på gode kundeoplevelser.

Vejle: På behørig afstand af hinanden er de sidste gæster i færd med at indtage morgenmaden i restauranten på Hotel Scandic Jacob Gade. Og personalet er så småt gået i gang med rydde af i lokalet.

Ikke fra en stor morgenbuffet, som man normalt kender det fra hoteller, men i stedet fra serveringsbakker med nøje anrettede "tapas"-menuer i små glas. Det hele skal være tildækket og uden for rækkevidde for vira, baktusser og unødvendige fedtfingre.

Det er blot ét billede på, hvordan virkeligheden har ændret sig markant for hotellerne, der - over en bred kam - har været helt eller delvist lukkede i store dele af det forgangne år.

Annonce

Hotellernes genåbning

  • De danske hoteller har på intet tidspunkt været tvangslukkede af myndighederne i forbindelse med nedlukningen af Danmark i december 2020. Mange har dog valgt at holde lukket på grund . manglende kundetilstrømning.
  • I Scandic-regi lukkede man i december midlertidigt 19 ud af 27 hoteller på landsplan.
  • Fra marts 2021 åbnede hotelkæden igen fire hoteller yderligere, mens resten åbnede op fra april.
  • Genåbningen af Scandic-hotellerne sker på baggrund af lempelserne af coronarestriktionerne og det stigende antal vaccinerede danskere.
  • Fra april 2020 til april 2021 holdt Scandic Jacob Gade i Vejle midlertidigt lukket i otte ud af 12 måneder.

På Scandic-hotellernes filial i Vejle åbnede man - med undtagelse af et enkelt selskab - på "almindelig vis" 19. marts efter at have været lukket otte ud af 12 måneder det seneste år.

- Det er så normalt, som det nu kan være. Vi er lidt færre på arbejde, så jeg har blandt andet taget nogle nattevagter, hvilket jeg ellers ikke plejer. Det er egentlig dejligt med noget afveksling, men jeg savner virkelig at se nogle ansigtsudtryk: At vide man gør det godt, fortæller receptionist Nanna Pedersen. Foto: Mette Mørk

- Helt lavpraktisk er det jo et langt større arbejde at skulle tilpasse forretningen, så vi giver vores gæster en tryg oplevelse. Tryghed er nøgleordet, og fra vores kunder hører vi faktisk, at de er glade for, at vi tager alle forbehold, siger direktør på Scandic Jacob Gade Michael Fiil Thomsen.

Fra starten april vendte de sidste medarbejdere tilbage fra lønkompensationsordningen. Tre færre end før corona.

- Den største frustration har været uvisheden. Jeg kan godt forstå, at det har været en hård tid for personalet, der ikke vidst, om de var købt eller solgt. Ingen tidshorisont er lig med, at der ikke bliver booket værelser. Men fra at skulle omstille os med 14 dages varsel er der nu en mere langsigtet plan, vi kan indrette os efter, siger direktøren.

- Kundekontakten er benzinen, vi kører på

Ligesom sine ansatte har han de seneste uger endelig kunne give afløb for måneders indestængt behov for kunder i butikken og den lille løn, der ligger i tilfredshed hos gæsterne og et antydningen af et lille smil bag mundbindene.

I en branche, hvor den gode kundeoplevelse er alfa og omega og det iboende servicegen knivskarpt, har det været ekstra hårdt at efterleve coronarestriktionerne.

- Kundekontakten er benzinen, vi kører på. Så selvom det stadig er stille, er vi bare jublende lykkelige over hver en gæst, vi kan tage imod for tiden. Det er det, der holder motivationen oppe, siger Michael Fiil Thomsen.

Hotellerne har på intet tidspunkt været tvunget til at lukke. Men forsamlingsforbuddet satte restaurationslivet og oplevelsesindustrien ud af spillet, så det for mange hoteller svarede til en de facto-nedlukning.

Færre gæster betyder også mindre personale på arbejde. Derfor er det for tiden ikke usædvanligt, at der bliver gået 10.000 skridt ekstra i løbet af en arbejdsdag, fortæller tjener Kate Pilegaard-Christiansen. De ansatte nyder til gengæld at være tilbage i uniformen: - For mange af stamgæsterne er vi jo deres andet hjem - så det er vildt dejligt at se dem igen. Foto: Mette Mørk

I Scandic-regi har kun otte ud af 27 hoteller haft åbent hele perioden siden december, mens de, der, som i Vejle, gradvist er åbnet op i takt med andre brancher, har været hensat til en hotelvirkelighed langt fra normalen; med fyldte bookingsystemer, mennesker på gangene og ikke mindst spisende gæster i restauranten.


Vi har stadig til gode rigtig at mærke effekten af genåbningen, og det kommer vi heller ikke til, før landegrænserne bliver mere åbne.

Michael Fiil Thomsen, direktør på Scandic Jacob Gade


- Indtil sidste onsdag, hvor der blev åbnet for indendørs servering, fik gæsterne en menukort med op på værelset ved check-in. Så kunne de ringe ned og bestille en anretning, som så blev stillet frem og kunne tages med op på værelset, siger Michael Fiil Thomsen.

Han fortæller, at det siden genåbningen hovedsageligt har været erhvervsgæsterne, der er vendt tilbage.

Servering på værelserne er blevet en større del af hverdagen hos Scandic Jacob Gade, og derfor bliver meget nu anrettet i små glas, så arbejdet er nemmere - og mere hygiejnisk. Foto: Mette Mørk

- For hvem tager på hotel for at sidde på værelset og spise? Nu venter vi bare på, at der også kommer gang i kultur- og bylivet.

Annonce

Chefen i arbejdstøjet

De affolkede hotelgange og den blanke bookingkalender til trods har Michael Fiil Thomsen ikke ligget på den lade side, mens Scandic-hotellet har holdt lukket. Tværtimod.

I fraværet af personale måtte direktøren flere gange selv trække i arbejdstøjet på det tomme hotel.

- Jeg er jo gammel tjener, så for mig har det været et gensyn med at skylle tallerkener af og rense gulvtæpper, siger Michael Fiil Thomsen med 35 år i branchen.

Direktøren på Scandic Jacob Gade, Michael Fiil Thomsen, har 35 år i hotelbranchen. I forbindelse med nedlukningen har han været tilbage i arbejdstøjet - og han har hjulpet til på Scandic-hotellerne i Aarhus og Sønderborg. Foto: Mette Mørk

Et godt billede på, at hotelbranchen er gjort af folk, der er omstillingsparat, selvom branchen er konservativ i sin natur, mener Scandic-chefen.

- Hele personalet har løftet i flok og har dækket af for hinanden i takt med, at vi har fået mere personale tilbage, siger Michael Fiil Thomsen, som selv har hjulpet på "gulvet" på Scandics hoteller i Aarhus og Sønderborg.

Han fortæller, at belægningen lige nu ligger på omkring en tredjedel.

- Vi har stadig til gode rigtig at mærke effekten af genåbningen, og det kommer vi heller ikke til, før landegrænserne bliver mere åbne. Danskerne alene kan ikke fylde hotellerne, så lige nu satser vi på, at vi kan nærme os at være oppe i fulde omdrejninger i efteråret.

Endelig er der "rod" på gangene igen. Michael Fiil Thomsen nyder som resten af huset, at der igen er gæster på hotellet. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Smitten falder i Vejle Kommune: Men én befolkningsgruppe skiller sig stadig negativt ud

Billund For abonnenter

Legolands teknikere ordner alt fra videoovervågning til årets nyeste forlystelser: - Det er ligesom at få noget fra Ikea

Annonce