Annonce
Kultur

Hovedslynglen: Jacob Lohmann spiller teaterhistoriens mest skruppelløse forbryder

På scenen inden forpremieren. Skuespilleren Jacob Lohmann er aktuel som Claudius i "Hamlet - Prins af Danmark" på Det Kongelige Teater. Han føler, at det er et stort privilegie at arbejde på Det Kongelige Teater. - Det er et fantastisk hus og en velsmurt maskine, men det kan godt være lidt konformt nogle gange, siger han. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Jacob Lohmann har ofte spillet bistre mænd: korrupte betjente, indsatte og voldelige ægtemænd. Det har noget at gøre med hans ansigt, der helt af sig selv folder sig i et barsk udtryk. De seneste år er han dog brudt ud af rollen som slyngel og har endda været den rolige familiefar i en julefilm. Men nu er han aktuel på Det Kongelige Teater som teaterhistoriens mest skruppelløse forbryder, Claudius i ”Hamlet - Prins af Danmark”.
Annonce

- Vil du ikke fortælle lidt om din rolle i Hamlet? Claudius, der slår kongen ihjel og gifter sig med dronningen?

- Han bliver tit kaldt hovedslynglen. Han er teaterhistoriens ultimative bad guy. Han er en top-manipulator, der dækker over sin gerning, så godt som han kan. Undervejs går det op for ham, at Hamlet, den dræbte konges søn, godt ved, hvad der foregår. Og det giver problemer - også moralsk. Claudius’ store øjeblik er, da han erkender, at det, han har gjort, er så grufuldt, at han ikke kan få sig selv til at bede om tilgivelse.

- Hvordan er det at spille rollen som hovedantagonisten - modstanderen til helten - der er værre end alle andre?

- Det er fedt. Ikke så meget det med at spille slyngel, for det har jeg gjort så tit, men at spille Shakespeare. Enhver situation eller dilemma bliver løftet op på et andet niveau, når man taler med Shakespeares tunge. Det er det store tveæggede sværd. For Shakespeares poesi er både en gave og en stor udfordring. Man skal have rytmen og ordene parret med at gøre karakteren tydelig, være nærværende i samspillet med de andre og få fortalt hele stykkets bue også. Og så skal det ikke lyde som noget ældgammelt lort. Det er svært. Og det er kunsten i det.

- Hvorfor er Shakespeare stadig relevant efter alle de år? Kan man blive ved med at se nye udgaver af en forestilling, der havde premiere i 1603?

- Der er ingen, der er bedre end ham til at fortælle tre sider om, hvordan man sætter sig på en stol. Det er en meget enkel ting, som bliver forklaret på en meget stor poetisk facon. Han var så farverig i sit sprog og kunne filosofere så meget over en enkelt handling eller et enkelt moralsk dilemma. Det er endegyldigt derfor, at han stadig er relevant. Og Hamlet er den helt store tragedie. Det er historien om den unges rejse mod at blive en mand. Om at miste sin uskyld og opdage, at der er ondskab. At der er en tung arv at bære i aftrykket fra sine forældre. Hvad skal vi stille op med det? Hvad skal de unge stille op med den verden, vi har efterladt dem, med klimaforandringer og Trump? Og hvordan tager vi ansvar for vores handlinger? Det er et helt klassisk, eksistentielt spørgsmål, forestillingen rejser.

- Hvilket aftryk har dine forældre sat i dig? Din far var også skuespiller - er det derfor, du er det?

- Nej, jeg prøvede at komme væk fra det. Jeg prøvede ikke at blive det. Til hans store kredit skal det siges, at han ikke mente, at teateret var et sted for små børn, og det er jeg enig med ham i. Det er et sted, hvor voksne leger en leg, og det er svært for børn. Så jeg var aldrig med bag scenen, men jeg var med til premierer, hvor de rendte rundt og opførte sig mærkværdigt. Der var en falsk energi, og alle talte i munden på hinanden, ikke med hinanden. Så jeg har aldrig haft et særligt godt billede af det.

- Jeg voksede op i en lille landsby ved Skanderborg - Stjær - hvor vi var 144 elever i skolen. Og der var det sådan, at fordi min far var skuespiller, fik jeg hovedrollerne i skolestykket. Skulle der holdes en tale, var det også skuespillerens søn, der blev valgt. Jeg blev vant til at være i centrum. Jeg var heller ikke en sky dreng. Men det var virkelig ikke en ambition at blive skuespiller. Det skete også lidt tilfældigt. Jeg mødte instruktøren og teaterdirektøren Lars Kaalund, fordi jeg skulle lære ham at spille tennis. Og uden jeg rigtig får taget beslutningen, er jeg i gang med at læse op til optagelsesprøven til skuespillerskolen hos ham. Jeg kom ind i første forsøg, og pludselig stod jeg på skolen i Aarhus uden at ane, om jeg ville det. Men det var sådan et nåleøje at komme igennem, at jeg følte mig som verdensmester.

- Hvorfor er du skuespiller?

- Ja, hvorfor? Det helt enkle svar er, at jeg åbenbart er god nok til det, at folk bliver ved med at tilbyde mig nyt arbejde. Og efter 18 år kan jeg slet ikke forestille mig at lave andet.

- Der skete noget på andet år af teaterskolen, hvor jeg mødte en teaterpædagog, der viste mig, at hvis man lige tager skridtet videre fra bare at spille klovn, spille idiot eller spille tough guy. Hvis man synker et lag dybere ind i det og tager det alvorligt, kan teateret noget fantastisk. Både for ens egen udvikling og for publikum. Det kan sætte ting i relief og tage fat på emner på scenen. Og så skal man heller ikke tage fejl af det med underholdning. Vi må gerne grine, lade os underholde, og teateret kan også være en anledning til eskapisme. Det er fint nok. Det har vi brug for.

- Men det havde jeg ikke spekuleret over det første år. Der trykkede jeg den bare af som en stiv rockmusiker på sologuitar.

- Fordi du godt kunne lide at være i centrum?

- Ja og bralre derudad. Det var et kæmpe kick at komme ind på den skole, men der følger også et ansvar med det valg. Det tog lige lidt tid, inden det sank ind.

- Nu har vi snakket om, at Hamlet er en udviklingshistorie om en dreng, der bliver voksen. Hvornår blev du voksen?

- Ha, det er jeg måske ikke endnu. Der skete noget på skolen, hvor det gik op for mig, at jeg skulle lære noget og tage fat i det første blad i en meget stor bog og begynde at læse. Hvor jeg dykkede ned i mig selv og lærte at tage verden ind på en helt ny måde. Men det kommer snigende. Nu er jeg 46 år og har fået en lille søn for halvandet år siden. Der skal jeg love for, at der sker noget.

- På de 18 år i faget har rejsen været brolagt med, at jeg har fundet ud af, hvor lidt det handler om mig. Og hvor meget det handler om at lytte og lære, hvad folk ser i mig. Det med selvbillede er svært.

- Men jo mere jeg sætter mig selv til side, jo mere er jeg til rådighed for processen, for fortællingen. Det har taget mig meget lang tid at fatte, at det ikke nødvendigvis er det vigtigste, hvad jeg synes. På skolen og årene efter havde jeg en klar opfattelse af, at når nu folk skal se på mig, må det være vigtigst, hvad jeg synes, og hvad jeg har at sige. Og sådan er det bare ikke altid. Sjældent faktisk.

- Har det ændret din selvopfattelse?

- Ja meget, og jeg kan mærke nu, at det var godt, at jeg fik min søn i en sen alder, for jeg er sikker på, at jeg er meget bedre til at holde øje med ham. Og så har det gjort mit arbejde meget, meget nemmere. Jeg er blevet bedre til at se mig selv.

- Apropos selvbillede og selvopfattelse, så sagde du tidligere, at du ofte har spillet slyngler. Hvorfor får du altid tilbudt de roller?

- Iben Hjejle (der spiller dronning Gertrud i Hamlet, red.) kalder det mit resting bitch face. Hvis jeg slapper helt af uden at være sur, men heller ikke er overstrålende lykkelig, tænker folk, gud, nu slår han mig ihjel. Jeg har også fået det at vide af min nærmeste omgangskreds, så det er ikke kun andre, der tænker det. Men jeg er ikke selv klar over, at jeg ser bister ud. Jeg er altid blevet valgt til sådan nogle roller. Jeg har spillet et hav af korrupte politimænd, indsatte eller voldelige ægtemænd. Det er åbenbart sådan, jeg filmer. Det er sådan, jeg ser ud. Og det har jeg det da ambivalent med, for det har givet mig masser af arbejde, men samtidig prøver jeg mit yderste på at modbevise det. Jeg håber da også, folk kan se, at jeg er noget andet.

- Heldigvis er det blevet meget moderne, at man anticaster. Altså får roller, der er modsat, hvad publikum er vant til at se en i. Og jeg har da også været the good guy i Paprika Steens julefilm ”Den tid på året” og spillet en far, der vil redde sin familie, i DR's dramaserie ”Når støvet har lagt sig”.

- Og nu spiller du slynglen over dem alle?

- Ja, men jeg har heller ikke et behov for at bryde ud af noget. For de gode roller, hvor der er noget på spil, kan lige så godt tilhøre en forbryder. Og denne forbryder, Claudius i Hamlet, har et stort eksistentielt problem, et indre problem, og det er det, der gør rollen interessant.

- Jeg ser ham lidt som et barn, der kom til at stjæle nogle penge. Og umiddelbart var det okay, fordi der ikke var nogen, der så det. Men så kommer man i skole, og alle skal kaldes sammen i aulaen, fordi der er blevet stjålet nogle penge. Der går det op for en, at der var nogen, der havde tal på pengene. Og at det, man har gjort, har konsekvenser. Man sidder og er ved at skide i bukserne og tænker, at man må sige det til nogen. Men må angre. Man vil hjem til sin mor. Sådan er Claudius lidt infantil i sin tankegang, og hans rejse gennem fortællingen er også en udvikling som Hamlets. Han finder ud af, at han må stå ved sit ansvar. Han siger ordret: "Hvad står så tilbage andet, end at vi må stå ansigt til ansigt med vores synder?"

- Man kan ikke bare lægge pengene tilbage, hvor man tog dem. Det finder han ud af.

"Hamlet - Prins af Danmark"

Forestillingen havde premiere 12. september i Skuespilhuset i København, hvor den spiller frem til 9. februar 2021.

Fra 30. oktober 2020 tager den på turné rundt i landet.

Du kan opleve den her:

30. september kl. 19.30: Musikhuset Aarhus
3. oktober kl. 19.30: Værket, Randers
5. oktober kl. 19.30: Aalborg Kongres & Kultur Center
7. oktober kl. 19.30: Vejle Musikteater
9. oktober kl. 19.30: Musikteatret Holstebro
11. oktober kl. 19.30: Musikhuset Esbjerg
Billetter koster fra 175 til 510 kroner.

Jacob Lohmann

Født i Odense 1974, som søn af Eva og Lars Lohmann.

Er vokset op i Stjær i Østjylland.

Dansk skuespiller, uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2002.

Er kendt fra DR's dramaserie "Når støvet har lagt sig", og har medvirket i tv-serierne "Anna Pihl", "Forbrydelsen III" og "Bedrag III".

I biografen har man måske set ham i "Kapgang", "Underverden" eller "Den tid på året".

Han har spillet på de skrå brædder i både Aalborg Teater, på Mungo Park, Folketeatret og Det Kongelige Teater.

Er aktuel i "Hamlet - Prins af Danmark" på det kongelige, hvor han spiller over for Esben Smed og Iben Hjejle.

Jacob Lohmanns far, Lars Lohmann, var også skuespiller. Han lærte hjemmefra, at man måtte være et ekspressivt menneske, at man ikke skulle lægge bånd på udtryk eller følelser. - Man måtte godt råbe og skrige, blive rigtig sur og blive rigtig glad. Mine forældre lærte mig at være et frit tænkende menenske, siger han. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Efter 18 år som skuespiller siger Jacob Lohmann, at det vigtigste, han har lært, er, hvor lidt det hele handler om ham. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Jacob Lohmann spiller Claudius i Det Kongelige Teaters opsætning af "Hamlet - Prins af Danmark". Iben Hjejle er dronning Gertrud, mens Esben Smed spiller hovedrollen Hamlet. Foto: Emilia Therese/Det Kongelige Teater
Efter 18 år som skuespiller siger Jacob Lohmann, at det vigtigste, han har lært, er, hvor lidt det hele handler om ham. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Jacob Lohmann er aktuel som Claudius i "Hamlet" på Det Kongelige Teater. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Det bistre udtryk. Jacob Lohmann er i hele sin karriere blevet castet til slyngelroller. Det er fordi han - ifølge kollegaen Iben Hjejle - har et "resting bitch face". Et ansigt, der helt afslappet og naturligt ser surt ud, forklarer skuespilleren. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Skuespilleren Jacob Lohmann spiller Claudius i Det Kongelige Teaters forestilling "Hamlet - Prins af Danmark", der turnerer landet rundt fra 30. okotber. Foto: Emilia Therese / Det Kongelige Teater
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce