Annonce
Navne

Hun blev født samme år, som kvinder fik valgret i USA: Nu fylder Anna 100 år

Anna Jacobsen har haft sit liv på Søndermarken i Vejle siden 1952. Nu bor hun på demensplejehjem i Svendborg for at være tættere på sin familie. Privatfoto

Fødselsdag: Tirsdag 27. april fylder Anna Jacobsen, Svendborg, tidligere Ellevang i Vejle, 100 år.

Anna Jacobsen blev født i Nordjylland, nærmere bestemt på mejeriet i St. Binderup midt i en søskendeflok på 10. Men det var fra en lejlighed i de røde blokke på Ellevang i Vejle, hendes verden gik fra februar 1952 til august 2017.

Anna levede et liv i travlhed fra starten som hjemmegående husmor med mand og tre mindreårige børn, to sønner og en datter. Men efterhånden som børnene blev ældre, øgede hun sit engagementet i samfundet omkring sig.

Annonce

Børnene gik til spejder, og sidst i 1950'erne gik Anna Jacobsen ind i forældrerådet for de blå pigespejdere, hvor hun deltog med praktisk arbejde og blev primus motor i pigespejderhuset på Fredericiavej.

I en årrække holdt hun sammen med andre seniorer i foreningen en julebasar i rådhuskælderen, hvorfra overskuddet gav et pænt bidrag til spejderhusets husleje.

Fra 1970 blev Anna Jacobsens energi i et par årtier også anvendt som medlem af menighedsrådet ved Sct. Nicolai Kirke, hvor hun udnyttede sine praktiske færdigheder med nål og tråd til renovering af altertæppet i kirken samt fornyelser af alterdugene både her og i  Søndermarkskirken.

I disse år blev der også tid til at gå til porcelænsmaling, så hendes dage var godt besat.

Efter årtusindskiftet koncentrerede Anna Jacobsen sig mest om det hjemlige, og i en periode var hun flittig til at levere hjemmestrikkede sokker til børn og børnebørn.

Hun mistede sin mand i 2006 og sin datter i 2007, og begge tab var svære at komme over.

Anna fik med tiden glæde af at kunne komme på Lindehaven en gang eller to om ugen. Der var et dejligt socialt miljø, både indenfor og udenfor.

Det var også personalet på Lindehaven, der sørgede for, at Anna Jacobsens 96-års fødselsdag foruden det almindelige kaffebord blev fejret med en udflugt til Lumskebugten i Havnegade. Det var en tur, alle beboerne nød.

Samme efterår var Anna Jacobsen så heldig at få plads på demenscenteret Bryghuset i Svendborg, som ligger tættere på familien.

Der fik hun en meget fin modtagelse af personalet, der nok skal gøre hendes 100-årsdag festlig indenfor tidens givne rammer sammen med familien.

Foruden sine to nulevende børn og svigerbørn har Anna Jacobsen seks børnebørn og 11 oldebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
JELLING

Stor forening giver flot løfte: Jellings sportsfolk er klar til at arbejde gratis for at løbe festivalen i gang igen

Annonce